
Det vil ikke stoppe opdriften i udgifterne på det specialiserede socialområde, selvom regeringen gennemfører alle de konkrete forslag fra det såkaldte Tranæsudvalg - opkaldt efter formanden for udvalget VIVE-direktør Torben Tranæs. - Foto: (Arkivfoto) Emil Helms/Ritzau Scanpix
Fuld accept af forslag fra Tranæsudvalg vil ikke stoppe udgiftsvækst
Selvom regeringen accepterer alle forslag fra Tranæsudvalget, så vil opdriften på socialområdet kun blive reduceret men ikke stoppe. Det sætter regeringen under pres i økonomiforhandlinger.
Udgivet: 09/05/2023
Selv hvis regeringen accepterer alle de konkrete forslag til ændringer på handicapområdet, så vil landets byråd stadig stå med en opdrift i udgifterne på samlet flere hundrede millioner kroner.
Medmindre regeringen ændrer holdning og bevilger kommunerne beløbet, så skal byrådene enten gennemføre nedskæringer på handicapområdet ud over forslagene fra Tranæsudvalget, eller også skal man tage pengene fra de øvrige områder i budgettet.
På NB-Økonomis spørgsmål om der stadig vil være en opdrift på udgifterne til det specialiserede socialområde, selv hvis regeringen gennemfører alle forslagene i udvalgets rapport siger formanden Torben Tranæs:
"Nu er flere af vores anbefalinger ikke særligt konkrete - så så enkelt kan man ikke stille det op. Hvis man kun tog vores helt konkrete anbefalinger, vil det ikke løse problemet. Men hvis man dertil gik videre med vores øvrige anbefalinger og udviklede og konkretiserede på dem, så er der potentiale til, at en meget stor del af problemerne kunne løses."
Ifølge NB-Økonomis oplysninger findes der ganske enkelt ikke en vurdering af, hvor meget de konkrete forslag vil reducere opdriften i udgifterne. Det skyldes ganske enkelt, at selvom forslagene fremstår relativt konkrete, så vil den konkrete besparelse afhænge af, hvor meget man eksempelvis strammer kommunernes mulighed for at vedtage lokale serviceniveauer eller for at flytte borgere til et andet botilbud mod deres ønske.
I KL er man ifølge formand Martin Damm helt klar over, at Tranæsudvalgets foreløbige arbejde ikke løser problemet med opdriften på det specialiserede socialområde.
"Vores krav er derfor, at regeringen som minimum gennemfører alle anbefalinger fra Tranæsudvalget. Det rækker ikke til at løse problemet, men kun til at reducere det," siger han.
Vil stadig æde af penge til flere børn og ældre
Som vi tidligere har beskrevet her på NB-Økonomi, så kan kommunerne umiddelbart se frem til en samlet opdrift i 2024 alene til udgifterne til flere børn og ældre, på handicapområdet, og specialundervisning på folkeskoleområdet i omegnen af 2,5 milliarder kroner.
I og med at regeringen kun vil løfte kommunernes serviceramme med cirka 500 millioner kroner (1,25 mia. i demografi minus administrative besparelser på 7-800 mio. kroner), så skal kommunerne alt andet lige ud og finde besparelser på omkring et par milliarder kroner i budgetterne for 2024.
I regeringens optik ændrer det ikke på, at man som lovet dækker udgiften til flere børn og ældre, idet finansministeren ser administrationsbesparelser, opdriften på det specialiserede socialområde, specialundervisningen samt demografi som helt isoleret fra hinanden.
Modsat er der i kommunalbestyrelsernes optik én kommunekasse, og når der mangler et par milliarder kroner samlet, så er det ikke muligt at dække de enkelte velfærdsområders ekstraudgifter til flere børn og ældre.
Hvis regeringen accepterer at gennemføre alle elleve konkrete forslag fra Tranæsudvalget, så vil det reducere det samlede sparekrav på to milliarder kroner med et ukendt men trecifret millionbeløb.
Alt peger på, at KL's formandskab vil sætte hele sit fokus ind på at få gennemført alle forslagene fra Tranæsudvalget, og dermed binde regeringen til en stor del af de nedskæringer, som kommunerne føler sig nødsaget til at gennemføre på handicapområdet for ikke direkte at skulle skære på almenområdet samtidig med, at der kommer flere børn og ældre.
Logikken er ifølge NB-Økonomis oplysninger, at Tranæsudvalget gør det meget nemt for KL at udstille regeringen, hvis den både afviser et eller flere forslag og ikke vil give kommunerne flere penge til socialområdet.
Og den strategi skærpes alt andet lige af, at Torben Tranæs så klart siger, at selv en gennemførelse af alle de konkrete forslag ikke vil stoppe opdriften på det specialiserede socialområde.
Sidst opdateret: 10/05/2023 - 09:01
Temaer: Det specialiserede socialområde









































