
Ved årets økonomiforhandlinger har KL-næstformand og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard 127 eksempler på statslige krav, der ifølge Aarhus Kommune er overflødige. Dermed går Jacob Bundsgaard forrest i KL's arbejde med at dokumentere statens ansvar for stigende administrative udgifter i kommunerne. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL er væbnet til tænderne i strid om besparelser på administration
KL's næstformand møder op til de snarlige økonomiforhandlinger med 127 konkrete forslag til afskaffelse af statslige kontroller og regler i tasken. De mange forslag fra kommunerne sætter regeringen under pres.
Udgivet: 27/04/2023
KL's næstformand Jacob Bundsgaard bliver ikke nogen nem forhandler for regeringen at have siddende på den modsatte side forhandlingsbordet ved de snarlige økonomiforhandlinger, når talen falder på regeringens krav om administrative besparelser i kommunerne.
Med sig i tasken har Jacob Bundsgaardforeløbigt 127 konkrete eksempler på statslige krav, der ifølge Aarhus Kommune er overflødige. Og værre endnu for regeringen, så er der for mange af de 127 krav estimater over, hvor meget ekstra arbejde de udløser i kommunerne.
Aarhus og Jacob Bundsgaard er dermed gået i spidsen for det bredere arbejde i Kommunernes Landsforening med at dokumentere, at det er staten, som udløser stigende administrative udgifter i kommunerne.
Listen fra Aarhus giver et klart billede af, at regeringen kommer under pres ved de kommende økonomiforhandlinger. Enten for at erkende, at regeringens ønskede administrationsbesparelse på 800-900 mio. kr. næste år blot er en klassisk ramme-besparelse. Eller også vil regeringen være presset til at afgive konkrete løfter om, at der skal fjernes statslige regler og kontroller, som giver kommunerne en samlet besparelse på de cirka 800-900 millioner kroner.
Besparelserne på administrationen udmøntet i Aarhus svarer rundt regnet til, at Danmarks næststørste kommune skal spare cirka 50 millioner kroner i 2024 - svarende til rundt regnet 100 medarbejdere.
Listen fra Aarhus over 127 regler afslører, at problemet med statslige regler og kontrol er næsten altomfavnende og ikke blot er en udfordring på nogle enkelte områder. Derfor er ekstraudgiften for hver enkelt af de 127 overflødige regler typisk fra 0,1 til et par årsværk. Derfor skal der ikke blot fjernes fem eller ti regler, men langt flere.
Tre typiske eksempler fra listen fra Aarhus er:
- Sygeplejersker ansat i kommunerne bruger i dag meget tid på at kontakte regionens læger, før de må foretage relativt ukomplicerede behandlinger. Aarhus Kommune foreslår derfor, at kommunale sygeplejersker skal have lov til eks. at lave en blodsukkerkontrol og midlertidigt justere insulinbehandling.
- Arrangørerne af lokale arrangementer skal ifølge nye regler fra 2022 betale for en ekstra kontrolindsats via Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, DBI.
- Krav før arrangementer: "Der er meget administration forbundet med dette, da man skal oprette en midlertidig byggesag 2 måneder før et arrangement, hvor der samtidig skal laves nye plantegninger ift. flugtveje etc. Det besværliggør planlægningen af arrangementet. Derudover er der en væsentlig økonomi forbundet med dette," hedder det i beskrivelsen. Indtil 2022 kunne det lokale brandvæsen lave kontrollen, hvilket var mere smidigt og kunne gøres få dage før arrangementet.
- Implementeringen af et EU-direktiv betyder, at alle hjælpemidler fra stokke til kørestole skal gennemgå et årligt eftersyn. Med 94.000 hjælpemidler på 15.700 adresser alene i Aarhus Kommune er det en betydelig udgift for Aarhus Kommune.
Du kan læse hele listen med de 127 statslige regler, som ifølge den foreløbige opgørelse fra Aarhus er unødvendige og blot stjæler ressourcer fra den egentlige velfærd.
Sidst opdateret: 27/04/2023 - 10:17
Temaer: Økonomiaftale
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard næstformand for KL










































