På to konkrete områder kan regeringens milliardbesparelser findes på beskæftigelsesområdet, mener tænketanken  Kraka Advisory.

På to konkrete områder kan regeringens milliardbesparelser findes på beskæftigelsesområdet, mener tænketanken Kraka Advisory. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Tænketank sætter tal på: Her kan der spares tre milliarder på jobcentre

Det er fortsat uklart, hvor regeringen vil skære tre milliarder på jobcentrene. Men nu kommer Kraka med en hjælpende hånd. Tænketanken sætter konkrete tal på, hvor milliarderne kan findes.

Udgivet: 19/04/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

På to konkrete områder kan der spares mange penge i landets jobcentre. Besparelserne vil kunne tælles i milliarder af kroner. Det skriver NB-Beskæftigelse.

Reduceres antallet af samtaler og målrettes de aktive tilbud i højere grad, kan regeringen nå i mål med de bebudede besparelser på tre milliarder kroner.

Det viser beregninger, som Kraka Advisory har foretaget.

“Overordnet set er der to kerneopgaver i beskæftigelsesindsatsen. At give aktive tilbud med job- eller afklarende sigte og afvikle samtaler med de ledige, dokumentere dem og sikre progression i sagerne. Vi mener, at der kan spares på begge områder,” siger Bo Hammer, der er partner i Kraka Advisory, og står bag analysen.

“Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved sagsbehandlernes indsats. De laver det, de bliver bedt om. Men vi mener, at antallet af samtaler til sygemeldte og dem længst fra arbejdsmarkedet kan nedbringes, ligesom der kan ske en tilpasning af indsatserne, uden at det vil få mærkbare konsekvenser på effekterne.”

Han ved, hvad han taler om.

Bo Hammer har både været ansat i Finansministeriet og kontorchef i Beskæftigelsesministeriet. Men han kender også til virkeligheden fra kommunerne, hvor han var koncernchef i Holbæk Kommune og senest chef for beskæftigelsesområdet i Tårnby Kommune.

Antallet af samtaler er de senere år intensiveret på jobcentrene.

Fra 2011 til 2019 er antallet af samtaler for sygemeldte borgere steget fra 8 årlige til 10,5 samtaler. Samlet betyder det, at der bliver afholdt næsten 360.000 flere årlige samtaler i landets jobcentre med de sygemeldte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

null

Tallene stammer fra en rapport fra VIVE, som sidste år undersøgte jobcentrenes udgifter. Rapporten viser, at udgifterne ikke faldt i perioden, selvom arbejdsløsheden blev halveret.

Når det gælder de forsikrede ledige, bliver der derfor ikke holdt flere samtaler i jobcentrene. Men det gør der pr. borger, fordi ledigheden er faldet. For denne gruppe er man gået fra syv årlige samtaler til ti.

Siden 2011 er udgifterne til samtaler og myndighedsopgaver steget med 1,7 milliarder kroner, uden at der ifølge Bo Hammer er evidens for, at volumen af samtaler har en styrket jobeffekt. I hvert fald ikke for dem længst fra arbejdsmarkedet.

“Forskningen viser, at indsatsen for de forsikrede ledige virker. Til gengæld er der ikke noget, der tyder på, at færre udgifter til samtaler og myndighed i forhold til de sygemeldte og dem længst fra arbejdsmarkedet vil betyde væsentligt dårligere jobeffekter. Det er ellers for denne gruppe, at størstedelen af stigningen i udgifterne er sket,” fortæller Bo Hammer.

Samtaler virker i det hele taget bedst i begyndelsen af ledighedsperioden, påpeger han.

“Derfor mener jeg, at det er relevant at diskutere, om den øgede mængde samtaler er pengene værd. Måske kan der endda opnås større fleksibilitet og målrettethed for nogle ledige ved at have færre og mere målrettede samtaler.

Ifølge Hammer vil der kunne spares omkring 1,7 milliarder kroner på administration på den konto, og så er vi halvvejs mod regeringens varslede besparelser.

Tiden bør udnyttes til at blive klogere

Den anden halvdel af regeringens besparelser kan ifølge Bo Hammer findes på mængden og kvaliteten af aktive tilbud i jobcentrene.

Siden 2011 er udgifterne til tilbuddene reduceret med 1,5 milliarder kroner. Men man bruger i dag fortsat mere end fem milliarder kroner på aktive tilbud eller egne ansatte, som udfører indsatsen.

“Jeg mener, at man kan diskutere, om de ikke kan målrettes yderligere. Både når det gælder mængde og effekten. Det er i virkeligheden et spørgsmål om, hvad der virker for hvem, hvornår, som vi skal gøre os mere kloge på. Mange kan jo godt selv,” mener Bo Hammer.‎‎

‎

(Artiklen fortsætter under billedet)

null

Ifølge regeringsgrundlaget skal jobcentrene lukkes i 2030, og inden da bør man ifølge ham blive klogere på hvilke indsatser, der har den største effekt for de enkelte målgrupper.

“Jeg savner analyser af, hvilke indsatser, der har den bedste effekt. Vi ved relativt meget om de jobparate og korttidsledige, men vi ved ikke ret meget om, hvad der virker for de langtidsledige. Der er meget få studier om den gruppe, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.”

“Man famler lidt i blinde, når det gælder den gruppe, lidt groft sagt. Jeg mener, man bør udnytte tiden de kommende år til at blive klogere på det,” mener Bo Hammer.

Sammenholdes dette med, at der på tværs af kommunerne er betydelige forskelle i prisen på indsatserne, vil der formentlig være et stort potentiale ved at se på indsatserne.

“Det handler om at kigge på doseringen og jobefekterne. Hvis man øger jobeffekterne af de indsatser, som virker - og omvendt gør noget mindre af det, som ikke virker - så vil der også være en hel del af hente her.”

“Såfremt, der i lighed med perioden fra 2011 til 2019 sker en tilpasning af indsatsbudgettet vil der kunne hentes 1-1,5 milliarder kroner.”

Dermed nærmer vi os altså de tre milliarder, som regeringen vil beskære jobcentrne med.

Men ifølge Bo Hammer er der mere at komme efter.

Motorrummet skal optimeres

Sidst, men ikke mindst, mener Bo Hammer, at man kan kigge på motorrummet i hele beskæftigelsesindsatsen, mere specifikt koblingen mellem indsatser og ydelser – på tværs af kommuner, a-kasser og ATP.

“Der er virkelig mange ydelser, ligesom der er mange til at administrere disse ydelser. Hvorfor skal borgerne i det hele taget shoppe rundt mellem så mange forskellige ydelser,” spørger han.

“Hvis man kom fra månen og så oversigten over, hvad udgifterne går til, ville man da tænke, at det må kunne gøres smartere, uden at jeg skal forholde mig til, hvem der skal gøre hvad. Det er en helt anden diskussion.”

“Men man burde kunne få klaveret med ydelser og indsatser til at spille bedre sammen, end at det skal løses af fire forskellige parter. I så fald vil der være en del ressourcer at spare. Hvor mange milliarder det vil være, kommer helt an på, hvordan man indretter systemet” siger Bo Hammer.

null
Kilde: Kraka Advisory.

Sidst opdateret: 20/04/2023 - 09:18

Emner: Jobcenter, jobcenterbesparelser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]