
Når vi i 2026 eller 2027 skal finde ud af, hvordan nogen dog kunne finde på at gennemføre så tåbelig en lov om affaldsforbrænding, så vil dette billede dokumentere, at ingen af regeringspartiernes medlemmer af Klima, Energi og Forsyningsudvalgets medlemmer - bortset fra Kris Skriver (S) - valgte at lytte til eksperternes klare advarsler. - Foto: Folketingets TV
Kommentar: Derfor kører regeringen direkte mod ny milliardskandale
Alle fakta peger på, at regeringens nye lov om forbrændingsanlæg bliver endnu en skandalereform, som koster milliarder og i bedste fald ikke forværrer de problemer, den skulle løse, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.
Udgivet: 18/04/2023
Regeringen vil sikre billigere renovation og lavere CO2-udslip ved at konkurrenceudsætte affaldsforbrændingen og dermed fremprovokere en række konkurser blandt de nuværende affaldsforbrændingsanlæg.
Det skal sammen med nye skærpede miljøkrav sikre, at den samlede kapacitet i Danmark falder med 30 procent, hvilket ifølge lovforslaget vil reducere importen af affald..
Alle eksperter på en høring i Folketinget i sidste uge fældede en meget klar dom. Lovforslaget vil med stor sandsynlighed gøre det stik modsatte. Renovationen bliver dyrere og CO-udslippet bliver i bedst fald ikke mindre, fordi importen af affald stiger. Og for lige at toppe den, så er der en stor risiko for, at kommunerne og dermed skatteyderne vil lide et milliardtab, når værkerne går konkurs og i værste fald bliver opkøbt til spotpris af store europæiske affaldskoncerner.
Nåh ja, hvis regeringens mål om at lukke konkursramte værker lykkes, så vil hundredetusinder af danske familier få en voldsom dyrere fjernvarme.
Nu skulle man jo tro, at den slags advarsler ville påvirke lovgivningsprocessen og stoppe det, som ligner en ny milliardkatastrofe på linje med omlægningen af Skat. Men alene fremmødet fra regeringspartiernes ordfører viser, at det næppe sker.
Udover et "pligtfremmøde" fra formanden for Klima- Energi og Forsyningsudvalget Rasmus Horn Langhoff (S), så var det kun Kris Skriver (S), som havde prioriterede at høre på de eksternes input.
Forklaringen på det absurde forhold, at lovgivningsprocessen styrer direkte mod en forudsigelig økonomisk og klima skandale kan formentligt bedst findes i den analyse, som Siggie Winther beskriver i sin bog Entreprenørstaten. Pointen er, at politikerne og embedsmændene er så optaget af, at fremlægge hurtige reformer, som er lette at formidle ved et pressemøde, men som ofte reelt ikke kan implementeres.
Mindre import må da være godt
Det lød da også besnærende enkelt, da klimaplanen blev præsenteret i sommeren 2022. Kort fortalt var historien, at det er helt skørt at bruge energi på at transportere affald fra Italien til Danmark for at brænde det af og udlede store mængder CO2 i Danmark.
Ud fra den - skulle det viste sig helt forsimplede præmis - lød det jo besnærende at lukke 30 procent af forbrændingskapaciteten i Danmark, for så ville der ikke længere være kapacitet til at importere affald. Og hokuspokus ville klimaet få en stor gevinst.
Grundlægende lykkedes det regeringen at få lempet en gammel plan om at konkurrenceudsætte sektoren med ind i planen, så det grundlæggende set-up er blevet, at konkurrencen kombineret med stigende miljøkrav skulle tvinge et antal værker svarende til 30 procent af kapaciteten ud i en konkurs. Igen et enkelt og letforståeligt budskab, som egnede sig perfekt til en radioavis eller en kort net-nyhed.
Fakta er stik modsat
Høringen på i Folketinget viser - i øvrigt sammen med mange høringssvar - at hele den logik må være udtænkt i et regeringskontor langt langt væk fra virkeligheden.
For det første er der en kæmpe klimagevinst ved at importere affald til netop Danmark, fordi vi som et af de meget få EU-lande kan udnytte varmen fra affaldsforbrænding til fjernvarme.
Dernæst forklarede eksperterne meget enkelt, at EU slet ikke tillader Danmark at forbyde import af affald, og da det faktisk er en god forretning at modtage affald fra de øvrige EU-lande, hvor der er dramatisk mangel på forbrændingskapacitet, så vil et økonomisk pres på anlæggene blot øget deres incitament til at øge importen af affald.
Præmissen om, at værkerne vil blive lukket, når nye krav om blandt andet betaling af garantiprovisioner får effekt, viser sig også at hvile på en fejlslutning. Når et værk går konkurs, så vil det nemlig være muligt for blandt andet store europæiske affaldskoncerner at købe de danske forbrændingsanlæg til spotpris og drive dem videre med en pæn profit.
Taberne bliver de danske kommuner, som vil stå med den del af milliardgælden, som ikke bliver dækket ved brandudsalget efter en konkurs. Så nettoeffekten bliver altså, at danske skatteydere kan komme til at betale gildet for, at store affaldskoncerner kan købe danske forbrændingsanlæg til spotpriser.
Når anlæggene ikke lukker, men muligvis direkte udvider afbrændingen, så vil mængden af CO2 fra anlæggene i værste fald stige.
Enkel løsning kunne sikre alle målene
Det værste ved hele historien er, at eksperterne samstemmende pegede på en enkel løsning, som på engang ville kunne sikre:
- Negative udledninger af CO2 - altså at værkerne ville opsuge mere CO2 fra atmosfæren des mere affald der brændes af.
- Ingen eller meget få kommuner ville lide tab.
- Udviklingen af en ny og meget efterspurgt teknologi til at opsuge CO2 fra atmosfæren vil få et løft, fordi de nye CO2-støvsugere kører særligt godt med netop affaldsforbrænding. Dermed kan Danmark også få råstoffer til grønt brændstof til eksempelvis skibe og fly.
- Det globale klima vil få en hjælpende hånd, fordi det importerede affald, vi brænder af i Danmark, undgår at ende på deponi i f.eks. Italien, hvor det udleder store mængder metan- og lattergas.
Men der er intet som tyder på, at regeringen vil ændre på sin beslutning om at trumfe det eksisterende lovforslag igennem.
Folkestyrets bedste ender som blame game
Høringen i Folketinget burde have været et eksempel på folkestyret, når det er bedst. Nemlig at politikerne lytter til saglige argumenter, og vælger den løsning, som bedst løser problemerne.
Nu vil høringen i stedet blive lagt i graven, og først taget frem igen, når vi i 2026 eller 2027 skal forsøge at finde forklaringen på, hvordan et flertal i Folketinget dog kunne finde på at lave en katastrofal løsning, som var lige så tåbelig som den uigennemtænkte omlægning af Skat.
Eneste fordel er dog, at videoarkivet ikke alene vil rumme eksperternes klare advarsler, men også de gabende tomme stole fra stort set alle regeringens medlemmer af udvalget. Og det betyder, at ansvaret bliver meget nemt at placere.
Men det vil desværre ikke hjælpe klimaet eller de mange kommuner og skatteydere, som står til at miste milliarder af kroner.
Sidst opdateret: 19/04/2023 - 10:02
Emner: Affald





































