Regeringens lovforslag om affaldsforbrænding blev skarpt kritiseret af en række eksperter på en høring arrangeret af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

Regeringens lovforslag om affaldsforbrænding blev skarpt kritiseret af en række eksperter på en høring arrangeret af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg. - Foto: Folketingets tv.

Eksperter advarer kraftigt mod lov om lukning af forbrændingsanlæg

Kommunerne får kæmpetab, ønsket miljøgevinst udebliver og borgerne får dyrere fjernvarme, lyder dystre advarsler til høring i Folketinget.

Udgivet: 13/04/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Regeringens forslag om forbrændingsanlæg fik en helt usædvanlig hård behandling, da en række eksperter på en høring i går udlagde konsekvenserne af det omdiskuterede lovforslag.

Et bredt panel af eksperter var meget klare i deres vurdering af, at lovforslaget ikke kommer til at nå de mål, som klima- og energiministeren har lovet Folketinget - at en konkurrenceudsættelse af affaldsforbrænding vil reducere CO2-udslippet samtidig med, at borgerne sparer penge.

Det er dog usikkert, om eksperternes advarsel får nogen effekt. På trods af at høringen blev afholdt af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, så deltog der kun et enkelt menigt medlem fra de tre regeringspartier, og dermed tegner det til, at regeringen agter at trumfe lovforslaget igennem Folketinget.

Her er eksperternes hårde dom over lovforslaget

Panelet ved høringen bestod af eksperter i miljø og økonomi samt chefer fra affaldsforbrændingssektoren og fjernevarmeselskaberne.

De tegnede samstemmende et dystert billede af lovforslaget, som på lange stræk er i direkte modstrid med de løfter, som klima- og energiministeren giver i bemærkningerne til lovforslaget.

Kort opsummeret lyder advarslerne:

  • Borgerne vil både få dyrere varme- og større renovationsregninger.
  • Skatteyderne i mange kommuner vil komme til at skulle dække milliardtab.
  • Det er yderst usikkert, om der vil lukke nogen affaldsanlæg og dermed reducere mængden af importeret affald, som bliver brændt af. Der er tværtimod udsigt til stigende import, en stigende transport af affald på tværs af store afstande og en i bedste fald meget begrænset CO2-effekt.

Store europæiske affaldsselskaber kan købe danske anlæg til spotpris

Lovforslaget fra regeringen vil på en og samme tid omdanne affaldsforbrænding til et frit marked og sikre en reduktion af kapaciteten med 30 procent, for derigennem at reducere importen af affald.

Men det var der ingen af de seks deltagere i panelet, som tror på bliver virkelighed.

Den vigtigste årsag er, at det en bedre forretning at afbrænde affald i Danmark end de fleste andre EU-lande, fordi vi er et af de få lande, hvor man kan udnytte varmen fra affaldet til fjernvarme. Og da afbrænding af affald er et frit europæisk marked, så vil faldende danske mængder affald blot medføre øget import.

"Det gør det, fordi import og affald er en økonomisk god forretning. Så hvis man trykker affaldsforbrændingsanlæggene på deres økonomi, så kan de have et incitament til at importere mere", lød vurderingen fra medlem af Klimarådet Marie Münster, der er professor i energisystemanalyse på DTU.

Og ifølge eksperterne tyder det på, at import af affald bliver en endnu bedre forretning i de kommende år, hvor affaldsforbrændingsanlæg i alle EU-lande skal til at betale for deres CO2-kvoter, som det i dag kun sker i Danmark og enkelte andre lande.

Jens Boman Christensen, politisk chef i Dansk Affaldsforening oplyste således, at den nuværende pris på at modtage affald på 480 kroner pr. ton ventes at stige med op til 375 kroner pr. ton, når forbrændingsanlæggene i de øvrige lande også skal til at betale for CO2-kvoter.

Konkurser vil ikke lukke anlæg - men give kommuner milliardtab

Hele logikken bag lovforslaget er, at konkurrenceudsættelsen og skærpede miljøkrav vil medføre lukning af 30 procent at den eksisterende kapacitet, og dermed reducere importen af udenlandsk affald. Men den forudsætning hviler ifølge eksperterne på en manglende forståelse af et privat marked.

"Jeg kan sidde og sige, at selv hvis det lykkes, eller når det lykkes at få anlæg til at gå konkurs, så er der jo ikke noget, der stopper nogen i at starte de anlæg kort tid efter igen, når gælden er tørret af på de ejerkommuner, der står bag anlægget," siger Jens Bomann Christensen. Han forventer, at det blandt andet er store europæiske affaldskoncerner, som på den måde kan købe danske forbrændingsanlæg til spotpris.

Taberne bliver de danske kommuner, som har garanteret for cirka otte milliarder kroner lån i affaldsforbrændings-anlæggene.

Det er forventningen, at der vil være kommunale omkostninger frem mod 2030 på 2,8 mia. kr., og efter 2030 på et sted mellem 300 og 360 mio. kr. om året. Det er ikke kommunale tab, der skal fordeles ligeligt ud over 98 danske kommuner. Det er lokale tab, der vil ramme meget hårdt hos de ejerkommuner, de vil komme til at gå ud over," siger Jens Bomann Chistensen.

Mest miljøvenlige anlæg styrer direkte mod konkurs

Når de kommunale forbrændingsanlæg bliver omdannet til aktieselskaber, så må kommunerne ikke længere garantere for værkernes store lån i Kommunekredit uden at modtage en såkaldt garantiprovision - altså en betaling for at påtage sig risikoen for, at værket går konkurs.

Der findes ikke i dag et marked for den type garantier, men netop fordi formålet med loven er at fremprovokere et stort antal konkurser, så vurder eksperter, NB-Økonomi har talt med, at et godt bud kan være en årlig betaling på mellem 5-15 procent af gælden.

Tobias Johan Sørensen fra Concito sammenlignede det med en husejer, som skal låne til et hus, som ligger i et område, hvor der er en 30 procent risiko for at huset bliver oversvømmet inden 2030.

"Så får du en ret dårlig rente, hvis du overhovedet kan få et lån," siger han.

De store garantiprovisioner vil især ramme de værker, som har investeret store beløb i miljøforbedringer - det drejer sig om anlæg som ARC i hovestaden og Nordfors i Nordsjælland.

Direktøren for ARC Jacob Hartvig Simonsen, fremlagde på konferencen en udregning, som viste at selv hvis garantiprovisionen ender på fem procent, så vil ARC få en årlig ekstraudgift på 150 millioner kroner, hvilket er næsten lige så meget som de 189 millioner kroner, som værket i dag har ved at modtage affald.

Hvis garantiprovisionen tvinger ARC ud i en konkurs, så vil hovedstadskommunerne skulle dække den del af gælden på tre milliarder kroner, som ikke kan dækkes ved at sælge værket til eksempelvis fjernvarmeværkerne eller en privat aktør.

Dyrere fjernvarme

I et forsøg på at sikre billigere fjernvarme, så opererer lovforslaget med et nyt loft over prisen på varme fra forbrændingsanlæggene, som svarer til den pris, man kan producere varme for med vedvarende energi.

"Men så kommer det ikke til at hænge sammen, fordi det varmeprisloft, man foreslår nu, ligger nogenlunde på gennemsnittet varmepriser i dag," sagde Jens Bomann Christensen.

Fjernvarmekunderne kan dog se frem til markante prisstigninger, hvis et eller flere forbrændingsanlæg imod eksperternes vurdering vil ende med at gå konkurs. I så fald skal varmen produceres med flis, men det vil udløse store nyinvesteringer.

Ifølge lovforslaget kan fjernvarmeselskaberne blot erstatte varmen fra forbrændingsanlæggene med varmepumper, men den antagelse bygger på en forkert viden om teknikken, påpegede Rune Moesgaard, der er afdelingschef i Dansk Fjernvarme.

"Der skal nok komme varmepumper, men tanken om, at varmepumper kan erstatte termisk produktion på 50 procent og nogle steder op til 100 procent af fjernvarmen, det kan ikke lade sig gøre. Vi skal op på andre temperaturer der, så man skal altså passe på med, hvad man ønsker sig her," siger han.

Ingen miljøeffekt

Lovforslaget er specielt, fordi det på en og samme tid vil sikre effektiviseringer gennem konkurrenceudsættelse og sikre en markant klimaeffekt i form af lavere CO2-udslip.

Mens eksperterne ikke havde nogen holdning til det fornuftige i at konkurrenceudsætte sektoren, så var de endog meget klare i deres konklusion om, at loven ikke vil gavne klimaet.

Den vigtigste årsag er, at eksperterne ikke tror importen af affald vil falde.

Som du kan læse i en særskilt artikel, så opfordrer eksperterne grundlæggende til, at regeringen dropper det nuværende lovforslag og i stedet pålægger forbrændingsanlæggene at tage CO2'en ud af røgen fra forbrændingen. Det vil ikke alene sikre et lavere CO2-udslip, men kan faktisk give en negativ udledning.

Sidst opdateret: 14/04/2023 - 12:13

Emner: Affaldshåndtering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]