
Enhedslisten har en klar forventning om, at de kommende økonomiaftaler afspejler socialministerens løfter om nationale kvalitetsstandarder. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Enhedslisten forventer økonomiaftalen afspejler socialministerens løfter
Enhedslistens handicapordfører har en klar forventning om, at økonomiaftalen for kommunerne i 2024 vil afspejle socialministerens ønske om at løfte kommunernes service på handicapområdet med nationale kvalitetsstandarder.
Udgivet: 03/03/2023
Først ville social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil løfte handicapområdet markant - blandt andet med nationale kvalitetsstandarder, så der med ministerens egne ord også var et velfærdssamfund for borgere med handicap.
Få dage senere understreger ministeren i en skriftlig udtalelse, at hun selvfølgelig bakker op om økonomiaftalen med kommunerne, hvor der ellers bliver lagt op til besparelser og hårde lokale prioriteringer på det specialiserede socialområde ude i kommunerne.
"Begge dele kan ikke være sandt på en gang," siger Enhedslistens handicapordfører Peder Hvelplund til NB-Social og fortsætter:
"Jeg går ud fra, at når socialministeren sidder i et samråd og siger, der skal indføres kvalitetsstandarder, og at der skal leves op til de løfter, der blev givet i sidste periode om revision af hele det specialiserede socialområde. At der skal kigges på både visitationen og økonomien, og at kommunerne bliver kompenseret for de øgede udgifter."
Han understreger, at han har tænkt sig at holde ministeren op på sine løfter. Samtidigt har Hvelplund en klar forventning om, at den kommende økonomiaftale vil afspejle socialministerens løfter fra samrådet.
"Jeg har det som udgangspunkt sådan, at det ministeren har sagt på et samråd, det går jeg selvfølgelig ud fra står til troende. Og de løfter har vi da bestemt politisk tænkt os at holde både socialministeren og regeringen op på."
Han fortsætter:
"Det er klart, det skal også afspejles i de økonomiaftaler, der skal indgås og dermed også de muligheder, der er for at kunne indgå budgetaftaler i kommunerne til næste år."
SF er ikke overrasket over ministerens opbakning til økonomiaftalen
Hos SF er handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk ikke overrasket over ministerens udmelding om opbakningen til økonomiaftalerne. Det var Mølbæk, der havde indkaldt til samrådet.
"Jeg er nok ikke sådan vildt overrasket. Jeg var jo meget positiv over de meget tydelige og klare udmeldinger fra ministeren til samrådet. Og som i virkeligheden også gav håb til, at vi kunne ændre på systemerne," siger Charlotte Broman Mølbæk og fortsætter:
"Hvis vi bliver ved med at lægge et eller andet spareparadigme ned over kommunerne og i øvrigt siger, de selv skal finde ud af, hvordan de kan økonomistyre deres områder - særligt det specialiserede socialområde - på trods af, der kommer flere borgere, der har brug for hjælp, så sætter man kommunerne i en situation, hvor de laver de her ret forfærdelige afgørelser."
Charlotte Broman Mølbæk mener ikke, at regeringens linje på handicapområdet er særlig tydelig. Dog håber hun på, at ministerens udmelding er udtryk for loyalitet til regeringen, da Charlotte Broman Mølbæk stadig er indstillet på at lave forbedringer på handicapområdet.
"Jeg håber, det er et udtryk for, at der selvfølgelig skal være tydelighed omkring, at det er loyalitet til den regering, der er nu, men at ministeren hold fast i, at det er visioner fremadrettet set, som vi forhåbentligt kan levere på sammen," siger Charlotte Broman Mølbæk.
Både Charlotte Broman Mølbæk og Peder Hvelplund vil holde socialministeren op på de løfter, hun gav til samrådet.
Dokumentation: Det har ministeren sagt
Til samrådet ville ministeren gøre op med kommunernes meget forskellige serviceniveauer på handicapområdet. Hun sagde blandt andet:
“Men når vi taler om det her område, så taler vi om noget, hvor kvalitetsstandarderne ikke er der. (De, red) findes simpelthen ikke. Og det vil sige, det kan godt være, vi skal gå fra de der knap 4.000 regler på skoleområdet til 100 eller 20 – det må min gode kollega Mattias Tesfaye finde ud af. Men på handicapområdet er det så nok en god idé, at vi indfører nogle kvalitetsstandarder."
Ministeren mener, at serviceloven er for ukonkret, hvilket gør, at der kan træffes meget forskellige afgørelser i kommunerne, der på papiret ikke er forkert. Og det gør, at borgeren med handicap eksempelvis kan miste sit gode eller støtte ved at flytte til en anden kommune:
“Stavnsbundet er jo ophævet i Danmark. Problemet er jo, at hvis man er en borger med handicap, så kan man ikke lige føle det. Så risikerer man jo at miste sit barns skoletilbud, som man endelig – efter årevis af kamp – har man endelig fået noget, der passer til ens barn. Og så sker der noget i ens familie, der gør, at man bliver nødt til at flytte et andet sted hen. Med det resultat at hele familien rives op med roden igen. Alt skal startes forfra.”
Det står i økonomiaftalen
De udmeldinger er langt fra, hvad den S-regeringen aftalte med kommunerne i forbindelse med økonomiaftalen for 2023. Her fik kommunerne ikke flere penge til at imødekomme opdriften i udgifterne på det specialiserede socialområde.
“Regeringen anerkender, at kommunerne oplever et udgiftspres på det specialiserede socialområde. Det begrænsede råderum i dansk økonomi medfører et øget behov for økonomiske prioriteringer. De økonomiske rammer nødvendiggør øget fokus på at styre den faglige og økonomiske udvikling.”
I andet sted i aftalen står der:
"Samtidig oplever kommunerne et udgiftspres på en række områder. Parterne er derfor enige om, at den enkelte kommunalbestyrelse inden for lovgivningens rammer har ansvaret for at prioritere opgaveløsningen og økonomien. Regeringen støtter op om kommunernes indsats."
Det er den aftale, ministeren nu i en skriftlig kommentar understreger, hun bakker op om.
"Den tidligere regering og KL har i Aftale om kommunernes økonomi for 2023 udtrykt enighed om, at den enkelte kommunalbestyrelse inden for lovgivningens rammer har ansvaret for at prioritere opgaveløsningen og økonomien, hvilket ikke i nogen form udtrykkes anderledes på samrådet. Den aftale står jeg og denne regering naturligvis 100 pct. på mål for."
Sidst opdateret: 03/03/2023 - 13:02
Temaer: Det specialiserede socialområde









































