
Det har været svært for kommunerne at få et overblik over, hvor meget man bruger pr. borger på det specialiserede socialområde. Ny analyse peger på, at kommunerne i gennemsnit bruger mellem 8.000-10.000 kr. pr. borger. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Sådan er gennemsnitsbudgettet per borger på socialområdet
Kommunerne og socialcheferne efterspørger mere data på socialområdet. Nu viser en ny analyse, hvad kommunernes budget er på socialområdet per borger i kommunen.
Udgivet: 25/10/2022
Kommunerne kæmper med økonomien på det specialiserede socialområde. Bare i 2021 havde fire ud af fem kommuner et merforbrug på området. Samtidigt efterspørger socialcheferne mere sammenlignelig data på området.
Nu viser en ny analyse fra KMD, hvad det gennemsnitlige budget er for en borger på det specialiserede socialområde. Det skriver NB-Social.
Her kan man læse, at det koster 9.102 kroner pr. indbygger i gennemsnit på landsplan for at finansiere det specialiserede socialområde.
I KMDs måling er det dog værd at bemærke, at det kun er et udsnit af 35 kommuner ud af 98 kommuner. Såfremt de kommuner er repræsentative, ligger gennemsnitsudgiften for kommunerne på de 9.102 kroner.
Det tal bekræftes af nedenstående tabel, hvor langt de fleste kommuner befinder sig et sted mellem 8.000 og over 10.000 kroner pr. borger.
Bemærk: Når man ser på budget per borger, som vi gør her, afspejler det både frekvensniveauet og udgiftsniveauet. Det handler altså både om det lokale niveau og indsats samt det lokale antal af borgere, der modtager specialiserede ydelser.
Fakta om undersøgelsen
Alle 98 danske kommuner fik spørgeskemaet tilsendt og blev anmodet om, at chefer på det specialiserede socialområde eller anden repræsentant for det specialiserede socialområde besvarede spørgeskemaet, evt. med bistand fra yderligere personer fra kommunen efter behov. Denne tilgang er valgt for at imødekomme de forskellige måder at organisere sig på blandt kommunerne.
Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført af 35 respondenter fra 35 kommuner, store som små, fra alle fem regioner i Danmark. Det statistiske grundlag for rapportens konklusioner svarer altså til 36 procent af de danske kommuner, hvilken man som læser bør være opmærksom på.
Undersøgelsen blev gennemført online af Norstat i perioden 2. maj-10. juni 2022.
Sidst opdateret: 25/10/2022 - 22:31










































