
Danskerne er blevet bedre til at blande sig på tværs af etnicitet, mens både lavindkomstgrupper og højindkomstgrupper i stigende grad isolerer sig i særlige boligområder. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Højindkomstgrupper bor nu mere isoleret end etniske minoriteter
Ny analyse viser, at danskerne i løbet af de seneste 20 år er blevet bedre til at blande sig på tværs af etnicitet, mens der er blevet større forskel på, hvor personer med høje og lave indkomster bosætter sig.
Udgivet: 12/10/2022
Bosætningsmønstre for personer med ikke-vestlige baggrund ligner i stigende grad bosætningsmønstre for personer med dansk oprindelse. Derfor bor forskellige etnicitetsgrupper markant mere blandet i dag, end vi gjorde for 35 år siden.
Det viser en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, der har undersøgt danskernes bosætningsmønstre over de seneste 35 år både i forhold til etnicitet og indkomster, hvor man har delt Danmark op i hele 8.358 såkaldte bosætningsområder.
Analysen viser meget klart, at mens vi er blevet bedre til at blande os i forhold til etnicitet, så bor lavindkomstgrupper i dag mere samlet, mens også højindkomstgrupper bor tættere på hinanden, end det var tilfældet for 35 år siden.
Analysen er baseret på en såkaldt dissimilationsindeks, som angiver, hvor stor en andel af minoritetsbefolkningen, der skal flytte til andre boligområder, for at fordelingen af minoritetsbefolkningen svarer til fordelingen af majoritetsbefolkningen.
Ordet minoritet skal i denne sammenhæng forstås som enten en person med ikke-vestlig baggrund, en person i en højindkomstgruppe eller en person i en lavindkomstgruppe.
Større blanding på baggrund af etnicitet
Her var der i 1986 hele 61,2 procent af ikke-vestlige indvandrere, der skulle flytte til et andet område for at opnå en lige fordeling. I 2000 var tallet 57,2 procent, mens det i 2019 er nede på 44,6 procent. Det er altså et fald i indekset på hele 16,6 procentpoint over de seneste 35 år.
Analysen benytter sig også af et såkaldt isolationsindekset, som ifølge forskerne populært kan fortolkes som sandsynligheden for, at et tilfældigt udvalgt minoritetsgruppemedlem i kommunen møder en fra samme minoritet tilfældigt blandt beboerne i sit boligområde.
Her har der været en stigning for indvandrere med ikke-vestlig oprindelse fra 1987 til 2000, mens tallet har ligget mere eller mindre stabilt fra 2000 til 2019. Indekset er gået fra 22,7 til 22,8 procent i over de seneste 19 år.
I undersøgelsen understreges det bemærkelsesværdige ved det, fordi der i samme periode har været en stigning i andelen af personer med ikke-vestlig baggrund på landsplan. I 2000 udgjorde de 5 procent af befolkningen, mens det i 2019 var 89 procent af befolkningen.
Det stabile isolationsindeks og det store fald i dissimilationsindekset viser ifølge rapporten meget klart, at vi i dag bor mere etnisk blandet end vi har gjort tidligere, hvor det er særligt tydeligt over de seneste 20 år.
Som årsag til udviklingen peger rapporten blandt andet på den øgede andel af blandet boligbyggeri og det faktum, at flere personer med ikke-vestlig baggrund flytter til yderkommunerne, end det har været tilfældet tidligere.
De politiske indsatser med hensyn til at sprede indvandrere ud på tværs af kommuner og undgå stærk etnisk segregering i enkelte boligområder får også en del af ansvaret for, at vi i dag bor mere blandet på tværs af etnicitet.
Større isolation på baggrund af indkomst
Når det kommer til indkomstfordelingen er historien til gengæld en ganske anden. Her viser analysen, at sandsynligheden for, at en tilfældig person fra en højindkomstgruppe tilfældigt møder en anden person fra samme gruppe i sit boligområde er steget fra 15,7 procent i 1987 til 21,7 procent i 2000 og videre til 27,9 procent i 2019.
Dermed bor personer med høje indkomster altså mere isoleret i dag end personer med ikke-vestlig baggrund.
For lavindkomstgrupper har udviklingen ikke været ligeså voldsom, men her er isolationsindekset steget fra 11,7 procent i 2000 til 17,0 procent i 2019. Dermed bor personer med lave indkomster altså også mere isoleret i dag, end det var tilfældet for 20 år siden.
En del af udviklingen tilskrives, at der er blevet flere personer generelt med både høje og lave indkomster over de seneste 20 år, mens gruppen af mellemindkomster er blevet mindre.
Desuden skyldes det ifølge rapporten, at boligpriserne i bestemte boligområder er steget markant mere end priserne i andre boligområder.
Læs hele analysen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed herSidst opdateret: 16/11/2022 - 09:51
Emner: Bosætning, Flyttemønstre





































