Kontanthjælpsudgifterne er på laveste niveau i 15 år

Nye tal viser, at udgifterne til kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge er på et lavt niveau, hvis man sammenligner udviklingen over de seneste 15 år. Det er godt nyt, hvis Danmark er på vej ind i en recession.

Udgivet: 28/09/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Danmark har ikke stået bedre økonomisk siden før finanskrisen i 2008. I hvert fald hvis man udelukkende ser på udgifterne til kontanthjælp. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Tallene er interessante, fordi de viser noget om, hvor robust Danmark er, hvis der kommer en økonomisk krise af en art. Mange økonomer spår, at Danmark kan være på vej ind i en recession.

Udgifterne til kontanthjælp har i 2022 ligget på mellem 2,8 mia. kr. og 2,9 mia. kr. I andet kvartal 2008 - lige før finanskrisen stak af - der lå det tal på knap 3,3 mia. kr., hvis man pris- og lønregulerer udgifterne til niveau 2022.

Samme mønster er gældende, hvis man ser på udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge. Der stod man dog en smule bedre inden finanskrisen. Her var tallet for anden kvartal 2008 nemlig på 2,3 mia. kr. og i 2022 ligger det på mellem 3,1 og 3,2 mia. kr.

Det er kun udgifterne til sygedagpenge, som i 2022 ligger på det højeste niveau i de 15 år, som NB-Økonomi har kigget på. Det skyldes formentlig corona, da udgifterne steg med over én mia. kr. fra fjerde kvartal 2021 til første kvartal 2022, hvor covid-19 smitten stak af. Efter smitten igen er faldet, har der derfor i løbet af andet kvartal 2022 været et fald i udgifterne til sygedagpenge på 0,3 mia. kr. Men det er ikke nede på niveauet fra før coronaen i start 2020.

Selvom udgifterne til sygedagpengene tilsyneladende har været påvirket af coronakrisen, så er det primært udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge, der er mest følsomme over for kriser på kort sigt. Lige inden finanskrisen begyndte at rulle lå udgifterne på 2,3 mia. kr., det tal blev tredoblet til knap 7,2 mia. kr. på under to år, da det toppede 1. kvartal 2010. Herefter begyndte tallet at falde igen.

Hvis man sammenligner med coronakrisen, kom den samme voldsomme stigning også. Her steg tallet fra knap 4,6 mia. kr. i første kvartal 2020 til 6,5 mia. kr. i andet kvartal 2020, hvor udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge var på sit højeste under den krise. Siden er det faldet støt til 3,1 mia. kr. i andet kvartal 2022.

Kontanthjælpen har til gængæld haft et mere langstrakt forløb. Efter finanskrisen i 2008, hvor det støt stiger i næsten otte år - kun afbrudt af en kortvarig nedgang - går udgifterne til kontanthjælp først for alvor ned fra første kvartal 2016. Finanskrisen fik dermed lov at bide sig fast i knap otte år.

Coronakrisen har omvendt ikke påvirket kontanthjælpsudgifterne nævneværdigt, da de arbejdsløse formentlig er blevet grebet af arbejdsløshedsdagpengene først, og krisen aldrig blev langvarig.

Sidst opdateret: 28/09/2022 - 13:57

Temaer: Beskæftigelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]