
En gruppe på omtrent 50 flygtninge ankommer 8. september 2015 til Rødby Færgehavn. De bliver ledt direkte ind i bussen, som skal føre dem til sportshallen, hvor kommunen har sørget for forplejning og overnatning. - Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Staten betaler regning fra kommune - med syv års forsinkelse
I Lolland Kommune havde man egentlig opgivet at få tilbagebetalt udgifter forbundet med akut at modtage mange syriske flygtninge tilbage i 2015. Men i forslaget til finansloven for 2023 kan man nu læse, at kommunerne Lolland og Aabenraa nu endelig modtager kompensation med syv års forsinkelse. "Det var satans!" lyder det fra kommunaldirektør.
Udgivet: 08/09/2022
I 2015 oplevede Danmark og resten af især det vestlige Europa en strøm af flygtninge fra det afrikanske kontinent og Syrien, hvor over 1 millioner mennesker flygtede over Middelhavet i forsøget på at nå til Europa.
I september samme år nåede et stort antal migranter den danske grænse i Aabenraa og i Lolland Kommune og vandrede videre nordpå langs motorvejen.
Det var en yderst kaotisk situation, og politiet bad derfor de to kommuner om hjælp: Kunne de sørge for indkvartering og forplejning til de mange migranter? Det gjorde de to kommuner, skriver Folketidende.
Den ekstraordinære udgift forventede Lolland Kommune, at Justitsministeriet - staten - ville betale, så kommunen kunne kompenseres for udgiften. Men pengene kom aldrig.
Efter flere henvendelser til Justitsministeriet i samspil med Aabenraa opgav man efterhånden at få udbetalt kompensationen. Og til sidst - efter at have overvejet at stævne staten - gav kommunen op, siger Lolland Kommunes kommunaldirektør Thomas Knudsen:
"Vi havde ikke regnet med at få de penge, og vi vurderede, at sagen ikke var stor nok til, at vi skulle køre en civil sag," siger Thomas Knudsen til Folketidende.
Men efter at Folketidende har fået nærlæst regeringens finanslovsforslag grundigt igennem, kan avisen nu bringe Lolland og Aabenraa kommuner overraskende nyt.
På side 608 i regeringens forslag til en finanslov står, at Lolland i 2023 skal kompenseres med 900.000 kroner og Aabenraa med 600.000 kroner "for afholdte udgifter i forbindelse med indkvartering og forplejning som følge af migrantstrømmen gennem Danmark i efteråret 2015".
Thomas Knudsen er mildest talt overrasket over den melding.
"Det var satans! Retfærdighedens hjul snurrer langsomt! Men kompensationen er meget velkommen," siger Thomas Knudsen til Folketidende.
Sidst opdateret: 08/09/2022 - 13:29
Emner: Aabenraa Kommune, Lolland Kommune




































