Venstres partitop var samlet, da partiet mandag præsenterede deres udspil til en ny beskæftigelsesindsats. En gennemgang af udspillet viser, at økonomien hviler på et særdeles usikkert grundlag.

Venstres partitop var samlet, da partiet mandag præsenterede deres udspil til en ny beskæftigelsesindsats. En gennemgang af udspillet viser, at økonomien hviler på et særdeles usikkert grundlag. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

V-udspil hviler på usikkert økonomisk grundlag

Venstre præsenterede i går, mandag, deres udspil til en "ny og mere fri beskæftigelsesindsats". Det vil ifølge Venstre frigøre tre milliarder kroner, men der er endnu ikke nogen konkret plan for, hvordan pengene skal findes.

Udgivet: 16/08/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Venstre præsenterede mandag et beskæftigelsesudspil der ifølge partiet skal frigøre tre milliarder kroner ved at "lave en ny og mere fri beskæftigelsesindsats". Men interviews fra NB-Beskæftigelse og en gennemgang af udspillet viser, at der ikke er nogen konkret plan for at finde de besparelser.

Ifølge partiet skal pengene både findes ved at skære i udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats ved at effektivisere, skabe mindre bureaukrati og øge digitaliseringen, og samtidig skal der frigøres midler som følge af, at folk kommer hurtigere i job.

Direkte adspurgt af NB-Beskæftigelse, om Venstre har regnet på, hvor meget man vil hente på indsatserne, og hvor meget man regner med at spare, ved at folk kommer hurtigere i job, svarer partiets beskæftigelsesordfører Hans Andersen:

"Nej, ikke præcist, men nu har vi jo sagt, at vi vil finde og frigøre tre milliarder".

Dermed forudsætter besparelsen på tre milliarder kroner, at Venstres nye udspil faktisk vil kunne få folk hurtigere i arbejde, og dermed mindske de ydelser, der udbetales til arbejdsløse.

Samtidig er det særdeles usikkert, hvordan Venstre vil finde besparelserne i den aktive beskæftigelsesindsats. Her spurgte NB-Beskæftigelse Hans Andersen om, om han regner med, at man kan spare penge ved blot at flytte indsatsen til andre steder.

Man kan vel ikke spare noget bare ved at lægge indsatsen andre steder? Det er vel først, når man ser på indholdet i beskæftigelsesindsatserne, at begynde at tale om besparelser?

"Det har du ret i. Derfor indebærer det her også, at du er nødt til at tænke indsatsen på ny. Vi skal have klarlagt, hvilke redskaber, der virker, og der vil også opstå nye redskaber, der kan få mennesker i job," siger Hans Andersen til NB-Beskæftigelse.

Ifølge beskæftigelsesordføreren er der altså endnu ikke en plan for, hvordan der konkret skal spares penge på indsatserne.

Yderligere besparelser ved at tilbagerulle ydelser

Ifølge partiets udspil skal besparelsen på tre milliarder ses i forlængelse af den besparelse på jobcentrene, som den nuværende S-regering har aftalt med aftalepartierne som finansiering for den tidlige pension, bedre kendt som Arne-pensionen. Her er der aftalt besparelser på jobcentrene på 1,1 milliarder kroner.

Desuden ønsker Venstre at tilbagerulle en række af de forhøjelser af ydelserne, som den nuværende regering har vedtaget. Det gælder ifølge partiet forhøjelsen af dagpengene, den højere integrationsydelse for forsørgere, højere offentlige ydelser til arbejdsløse indvandrere og afskaffelsen af kontanthjælpsloftet.

Går man tilbage i aftaleteksterne, vil det udgøre samlede besparelser på omtrent en milliard kroner, hvis man sætter ydelserne tilbage til det niveau, de var på, før S-regeringen trådte til.

Dermed er det i alt omtrent fire milliarder kroner, som Venstre vil finde med deres udspil til beskæftigelsesindsatsen.

Sidst opdateret: 16/08/2022 - 12:37

Emner: Venstre

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]