Se din kommune: Fald i antallet af anbragte børn og unge
De sidste fem år er der sket et fald i antallet af anbragte børn og unge. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Se udviklingen i din kommune her.
Udgivet: 14/06/2022
Antallet af anbragte børn og unge er faldet de sidste fem år. Hvor der på landsplan var lidt over 14.000 i 2017, var tallet faldet til omkring 13.400 i 2021, hvilket er et fald på næsten fem procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I samme periode var der dog også et fald i antallet af børn og unge under 18 år, men det tal er kun faldet med 1,2 procent.
Statsminister Mette Frederiksen har ellers sat anbringelser af udsatte børn og unge på dagsordenen med sin nytårstale fra 2020. Her varslede hun flere anbringelser, men ser man på udviklingen her, peger tallene på, at tendensen går den anden vej.
I Hedensted Kommune er der de sidste fem år sket det største fald i antallet af anbringelser. Her er man gået fra 113 i 2017 til 66 i 2021, hvilket er et fald på næsten 42 procent.
Andre kommuner, der har oplevet et stort fald i antallet af anbringelser, er kommuner som Helsingør og Dragør, der begge næsten har oplevet et fald på 40 procent. Frederikssund, Lyngby-Taarbæk og Ishøj har også alle oplevet et fald på over 30 procent.
Der er dog også nogle kommuner, der går imod landstendensen. I Solrød Kommune er der eksempelvis sket en stigning på over 65 procent. Tilsvarende ser man en stigning på næsten 55 procent i Nordfyns Kommune, mens Faxe Kommune oplever en stigning på næsten 35 procent.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Langeland og Lolland topper listen
Ser man på, hvor stor en andel anbragte børn og unge udgør ud af 1000 af kommunens indbyggere under 18 år, kan man se, at det særligt er kommunerne Langeland, Lolland og Vordingborg, der topper listen. Her udgør de anbragte børn og unge henholdsvis 38,7, 36,6 og 33,1 ud af 1000 indbyggere.
I den modsatte ende finder man kommuner som Dragør, Allerød, Furesø og Gentofte, hvor det er henholdsvis 2,4, 4,6, 4,7 og 4,7 ud af 1000 indbyggere.
Dragør Kommune har således både oplevet et stort fald i antallet af anbringelser, samtidigt med at det er den kommune i landet med den mindste andel af deres børn og unge, der er anbragt.
Sådan har vi gjort
Ved det første kort har vi taget tallene fra ANBAAR12 og beregnet den procentvise udvikling fra 2017 til 2021.
Ved det andet kort har vi set på, hvor stor en andel, de anbragte børn og unge udgjorde af samtlige under 18. Her har vi sammenlignet folketallene, FOLK1A, med ANBAAR12.
Da tallene fra ANBAAR12 er fra den 31. december, har vi gjort det, at vi i forbindelse med sammenligningen med folketallene tog første kvartal. Det vil sige, at vi eksempelvis har sammenlignet ANBAAR12-tallene fra 31. december 2021 med folketallene fra første kvartal 2022. Det skyldes, at folketallene for første kvartal opgøres pr. 1. januar 2022 frem for slut marts 2022.
Sidst opdateret: 17/06/2022 - 09:12
Emner: Anbringelser, Dragør Kommune, Faxe Kommune, Frederikssund Kommune, Hedensted Kommune, Helsingør Kommune, Hillerød Kommune, Ishøj Kommune, Langeland Kommune, Lolland Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Nordfyns Kommune, Solrød Kommune




































