
Professor Ole Helby mener, at den offentlige sektor ikke nødvendigvis sparer penge ved, at private investerer i offentlige byggerier, men i virkeligheden bare skubber nogle anlægsudgifter over i nogle andre kasser. - Foto: SH-grafik/Søren Bidstrup/Jørgen sessen/Ritzau Scanpix
Det offentlige sparer ikke nødvendigvis ved at bygge private plejehjem
Når kommunerne beslutter sig for at bygge plejehjem med privat finansiering, enten som friplejehjem eller efter "Herlev-modellen", så skal kommunerne have øje på totalomkostningerne, vurderer professor.
Udgivet: 08/06/2022
Den såkaldte "Herlev-model" som lige nu fylder meget i plejehjemssektoren, forbedrer ikke kommunernes økonomiske situation. Det sammen gælder for friplejeboligmodellen, lyder det fra Professor Ole Helby, som i mange år har forsket i OPP-Projekter ved Roskilde Universitets Center.
”Uanset hvordan vi vender det, så er det den samme gældforpligtelse, når vi bygger plejehjem, hvad enten de bygges via offentlige anlægsrammer eller privat investering. Nogen skal jo betale for det, og her bliver det lejerne og de offentlige kasser, som er dem, der betaler for, at de private kan bygge og investorerne efterfølgende kan få den profit, som de helt naturligt vil kræve ind,” siger Ole Helby til OPS-Indsigt.
Ole Helby peger på, at der er forsket rigtig meget i den her type af OPP-modeller. Logikken er præcis den samme på plejehjemsområdet, hvor man for eksempel kunne antage, at hvis man nu kunne få nogle private til at investere i nogle bygge- og anlægsprojekter, så kunne man spare de offentlige kasser for anlægsudgifter.
”Her er vi i forskningsregi relativt enige om, at det er et falsk argument, og hvis man tænker lidt over det, er det ikke så svært at gennemskue hvorfor. Det er jo rigtig nok, at lige umiddelbart kan det se ud som om, at hvis de private investerer x antal hundrede millioner i et offentligt byggeri, så slipper de offentlige for at lave den investering. Men det næste, man bliver nødt til at se på, er naturligvis, hvordan betales den investering lige tilbage,” siger Ole Helby.
I den forbindelse er det dog værd at bemærke, at mange kommuner i øjeblikket er presset på anlægsrammen. De er derfor ikke nødvendigvis interesseret i at spare på den samlede økonomi. Men det kan få betydning her og nu, hvis de kan dele økonomien ud over nogle år, frem for at belaste anlægsrammen i de her år, hvor både priser i byggebranchen stikker af, og regeringen har varslet en nedsættelse af anlægsrammen i budget 2023.
Kommunernes forskellige økonomiske kasser
Ole Helby peger på, at det er der to kilder til økonomien. Nemlig lejerne og kommunernes forskellige kasser.
”Det den offentlige sektor i virkeligheden gør, det er, at den ikke sparer penge men bare transformere nogle anlægsudgifter til nogle driftsudgifter, fordi eksempelvis kommunen bare betaler for driften, og servicen efterfølgende inklusive renter og overskud til den private investor som leverer bygningerne,” siger Ole Helby til OPS-Indsigt.
Det vil sige, at uanset om man er en almennyttig boligorganisation, en friplejeboligleverandør eller ønsker at operere efter den ikke godkendte ”Herlev-model”, så har investorerne bare en ret så sikker forretningsmodel, hvor de får langt størstedelen af deres investering tilbagebetalt af de offentlige kasser.
Her kunne man så sige jamen hov stop, det er jo de ældre borgere, der lejer de her plejeboliger, og dermed via huslejen betaler det meste af investeringen og overskuddet tilbage. Er det ikke på en eller anden vis meget rimeligt?
”Man skal her lige være opmærksom på, at lejeren betaler kun en del af den samlede udgift, og resten af pengene kommer fra kommunerne som tilskud til boligerne. Den udgift ligger et andet sted i det offentlige system end på kommunernes anlægsramme,” siger Ole Helby.
Ifølge OPS-Indsigt kan den rene husleje for en nybygget plejebolig godt kan ligge et sted mellem 10.000 – 12.000 kroner om måneden før diverse boligtilskud, som bringer den ned i nærheden af 4000 kr., og det er uanset finansieringsformen.
”Det er dine og mine og alle de andres skattekroner, og det har intet at gøre med om politikerne er røde eller blå, man har bare lavet en alternativ snabel ned i statskassen, hvor man i virkeligheden indirekte er med til at hæve de offentlige udgifter,” siger Ole Helby.
Han gør opmærksom på, at vi kender den tankegang fra Farumsagen, hvor kommunen på kort sigt sikrede sig nogle flere frie midler, men på længere sigt gav det bagslag. ”Her skal man så tænke på, om man ikke kunne have lånt pengene billigere i kommunekredit til en langt mere konkurrencedygtig rente, fordi man her ikke har samme afkastkrav som pensionskasserne, ” siger Ole Helby.
Reguleret diskrimination mellem anlægsformer
Byggeri af offentlig efterspurgte bygninger må - som Ole Helby ser det - ud i konkurrence på lige vilkår, hvad enten de bygges efter den ene eller den anden model. Dette for at undgå at vi bilder både skatteyderne og politikerne ind, at den bedste alternative måde at skabe finansiering på er privat.
Ole Helby peger specifikt på, at vi på plejehjemsområdet i virkeligheden er havnet i en situation, hvor man politisk og regulatorisk diskriminerer mellem forskellige anlægsformer i stedet for at sige, hvem kan bygge og drive bedst og billigst.
"Det er jo et åbent spørgsmål, om de private kan det. Det kan nemlig sagtens være, men så må vi jo afgøre det på markedsvilkår i reel konkurrence, men det er ikke det, man gør i dag," siger Ole Helby.
Han konstaterer, at det man i virkeligheden har sagt til kommunerne er, at de ikke må bygge mere end for så og så meget, og i mange tilfælde kan de ikke bygge, fordi de har nået anlægsloftet.
”For at omgå den knast har man så opfundet friplejeordningen, som i markedsforstand er en diskrimination. For på et marked kræver vi fair og lige konkurrence, men her er der ikke lige konkurrence mellem de offentlige og private i og med, at man kun kan gøre det her, hvis kommunerne får private til at investerer, og sammen med de private investorer kommer der også en privat plejeleverandør,” siger Ole Helby til OPS-Indsigt.
Skal man følge den tankegang, som Ole Helby her fremlægger, vil det dog give regeringer mindre politisk handlerum. Det skyldes, at man aktivt bruger anlægsrammen som instrument, når der er problemer i byggebranchen.
Den nuværende S-regering suspenderede for eksempel anlægsrammen under coronaen for at holde gang i økonomien, så byggebranchen ikke skulle lide unødvendig nød. Omvendt er der nu kommet overophedning i branchen med stigende priser, her bruger regeringen lejligheden til at skrue ned for anlægsrammen.
Sidst opdateret: 08/06/2022 - 13:31
Temaer: Friplejehjem
Emner: Byggeri, OPP, Plejehjem, Herlev Kommune, Friplejehjem




































