Da KL's topforhandlere ankom tirsdag formiddag til de afsluttende forhandlinger om en økonomiaftale for 2023, var det med en klar erkendelse af, at kampen om servicerammen reelt var tabt. Regeringen har brugt råderummet, og derfor tegner alt til et moderat løft af servicerammen på mellem 1,25 og 1,4 milliarder kroner.

Selvom det formelt er en forhandling, så ved KL godt, at det er regeringen, som i sidste ende suverænt fastsætter både servicerammen og anlægsrammen. Men det betyder ikke, at KL ikke har mulighed for at presse regeringen på økonomien.

KL kan stå benhårdt på, at kommunerne vil gå ud og fortælle danskerne - og dermed vælgerne - at en vækst i serviceramme på eksempelvis 1,25 milliard kroner, som regeringen har krævet, vil udløse massive besparelser på velfærdsområderne. Det beløb dækker nemlig langt fra en samlet opdrift i udgifterne på omkring 2,1 milliard kroner.

Derudover kan kommunerne true med at undsige regeringens løfter om bedre, nær sundhed som led i sundhedsreformen. Det vil ske med den brutale logik, at kommunerne ikke har fået nogen penge til at øge sundhedsudgifterne.

Regeringen har reelt soldet hele råderummet op på indfrielse af de mange velfærdsløfter fra valgkampen i 2019. Derfor kan regeringen reelt ikke give kommunerne et løft i servicerammen, som blot tilnærmelsesvis dækker det demografiske pres, opdriften på det specialiserede socialområde samt en indfrielse af regeringens løfter om mere og bedre nær sundhed.

Derfor bliver et af de helt centrale punkter i forhandlingerne en fælles beskrivelse af den velfærdsvirkelighed, som danskerne vil møde i 2023.

KL har tidligere år oplevet, at relativt vage formuleringer - om effektiviseringer og den afledte mulighed for at finansiere velfærd i tidligere års aftaler - af regeringen er blevet brugt til at love danskerne bedre velfærd på det kommunale område.

Derfor vil KL i år stå hårdt på, at regeringen enten skal levere pengene til uændret service - hvilket den ikke kan - eller sammen med kommunerne stå på mål for, at det bliver nødvendigt at gennemføre effektiviseringer og besparelser.

KL vil kræve en meget klar tekst, fordi tilliden, til at aftalen vil blive kommunikeret loyalt af regeringen, er meget lav - primært på grund af en meget lav tillid til social- og ældreminister Astrid Krag (S) samt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Regeringen vil meget nødigt acceptere en tekst, som meget klart siger, at aftalen vil udløse behov for besparelser. Det gælder særligt i år, fordi den økonomiaftale, som forhandles nu, med sikkerhed bliver den sidste økonomiaftale inden det Folketingsvalg, som senest skal afholdes fjerde juni 2023.

I den sammenhæng kan det spille en rolle, at det i år ikke er den mere runde socialdemokratiske Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, som er KL's chefforhandler, men derimod den noget mere kantede Kalundborg-borgmester Martin Damm (V). Partipolitik spiller sjældent nogen stor rolle i KL-politik, men Martin Damm's tørre men skarpe retorik er frygtet hos både borgerlige og socialdemokratiske finansministre.

Derfor kan forhandlingerne om det såkaldte tekstafsnit blive lange og seje i år.

Hvad kan regeringen give KL?

Det store spørgsmål i forhandlingerne bliver derfor, hvad finansministeren kan give KL, som betaling for at kommunerne ikke direkte undsiger regeringens velfærdsfortælling.

Der er rent logisk to typer af mulige indrømmelser til KL. Enten skal det være penge, som ikke rammer råderummet, eller også skal det være strukturelle indrømmelser, som kommunerne er klar til at betale for.

Her er et bud på listen over mest åbenbare mulige indrømmelser, som det er værd at holde øje med i årets økonomiaftale:

- Anlægsrammen bliver central. Regeringen har allerede varslet, at den skal skæres, men har på trods af direkte spørgsmål fra NB-Økonomi ikke ville sige, at det krav skal måles i faste eller løbende priser. Selvom finansministeren dermed har åbnet en lem for eksempelvis en uændret anlægsramme i løbende priser - altså de 19,9 milliarder kroner fra i år - så er han under massivt pres fra sine embedsmænd, Nationalbanken og De Økonomiske Vismænd for at stramme finanspolitikken.

- Midtvejsregulering og særtilskud er på flere længder det samme spørgsmål. Ifølge de seneste oplæg, så mener regeringen, at kommunerne skal betale 7,5 milliarder kroner tilbage i midtvejsregulering, primært fordi udgifterne til ledige har været markant lavere end forventet.

Umiddelbart er det ikke et problem for kommunerne set under et, fordi kommunekasserne bugner af likviditet. Men for et mindre antal fattige kommuner, som Langeland og Lolland, er det et alvorligt problem. De kan ganske enkelt blive tvunget til at skære yderligere i velfærden i 2023 for at undgå, at kommunekassen løber tør.

Det er tidligere lykkes KL at få annulleret midtvejsreguleringer med op til cirka to milliarder kroner, men det sker næppe med årets kæmperegulering. Samtidig vil en reduktion ikke hjælpe de ramte kommuner særlig meget, da eksempelvis Langeland blot får omkring 0,2 procent.

Hvis man i stedet hæver den særlige §16 pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner, så kan regeringen målrette hjælpen til de 5-10 kommuner, som alternativt kan blive tvunget ud i store sparerunder.

KL's formand Martin Damm har ifølge NB-Økonomis oplysninger eksplicit nævnt mulighed for en ekstraordinær forhøjelse af puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner fra de nuværende cirka 360 millioner kroner.

Bortset fra at den slags ekstraordinære forhøjelser tidligere har vist en sikker tendens til at blive varige, så er det relativt billigt for regeringen at imødekomme kravet. En forhøjelse vil blot have karakter af en finansiel transaktion, fordi den samlet set ikke vil udvide kommunernes forbrug, som fortsat er styret af service- og anlægsrammen.

Strukturelle indrømmelser kan blive et af regeringens centrale muligheder for at undgå en velfærdskonflikt med kommunerne op til et kommende valg.

Problemet for regeringen er blot, at kommunerne allerede har fået garanti for, at handicapområdet skal blive i kommunerne, at det nære sundhedsvæsen skal udvikles i kommunalt regi, og at der skal gennemføres vidtgående frikommuneforsøg.

Men der er et område, som kommunerne gerne vil have med i frikommuneforsøgene, og det er beskæftigelsesområdet. KL har de seneste mange år haft et krav om en kraftig sanering af de cirka 30.000 siders regler på området. Men skiftende regeringer har tværtimod øget regelbyrden.

Hvis regeringen i sin yderste konsekvens smed et tilbud om at lade beskæftigelsesområdet være endnu et område inden for frisættelsen af kommunerne, så ville det være et tilbud, som kunne friste KL til at give regeringen indrømmelser på velfærdsfortællingen. Det skyldes, at der både er tale om en vigtig sejr for det kommunale selvstyre, men også at kommunerne er overbeviste om, at der er mange penge at spare her, som kunne bruges til bedre og mere velfærd.