KL's formandskab anført af Martin Damm fik på et repræsentantskabsmøde klar besked fra landets borgmestre om, at de ikke må lade regeringen indregne yderligere besparelser på eksterne konsulenter i årets økonomiaftale.

KL's formandskab anført af Martin Damm fik på et repræsentantskabsmøde klar besked fra landets borgmestre om, at de ikke må lade regeringen indregne yderligere besparelser på eksterne konsulenter i årets økonomiaftale. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Borgmestre ser rødt over nye konsulentbesparelser

Borgmestrene sender KL-toppen til de afsluttende økonomiforhandlinger med en klar besked om ikke at indregne yderligere besparelser på eksterne konsulenter. Nu skal regeringen tage sin del af de besparelser, som bliver følgen af en smal økonomiaftale for 2023.

Udgivet: 01/06/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

KL's topforhandlere skal under ingen omstændigheder acceptere, at der bliver indregnet flere besparelser på mindre brug af eksterne konsulenter i den økonomiaftale for 2023, som KL netop nu forhandler med regeringen. Det var ifølge flere kilder det klare budskab, da KL i går, tirsdag, holdt virtuelt repræsentantskabsmøde.

"Det ben kan der ikke koges mere suppe på," siger en deltager til NB-Økonomi, og oplyser at KL's formand Martin Damm gav udtryk for helt samme holdning over for borgmestrene til mødet.

Grundlæggende var det et stilfærdigt møde, men det skyldes ifølge de kilder, NB-Økonomi har talt med netop, at Martin Damm tegnede et billede af KL's position, som borgmestrene bakker klart op bag.

Dermed er det angiveligt et formandskab, som går til forhandlingerne med regeringen med et solidt mandat.

Det går grundlæggende ud på, at KL anerkender, at regeringen på en og samme tid har brugt råderummet og er under pres for at stramme finanspolitikken. Derfor har borgmestrene indstillet sig på, at det bliver en relativ smal kommuneaftale både på servicerammen og anlægsrammen.

Det blev på mødet angiveligt nævnt, at den nuværende finansminister Nicolai Wammen (S) har en anden forhandlingsstrategi end de tidligere borgerlige finansministre.

De borgerlige ministre ville gerne fremstå som 'sparehøge' og derfor spillede de lavt ud, og derefter gav de sig relativ meget i forhandlingerne og lod dermed KL få ansvaret for stigende udgifter til velfærd.

Wammen er lige modsat. Han spiller relativt højt ud, men er derefter meget svær at rykke mere end maksimalt nogle få hundrede millioner. På den måde kan finansministeren sikre, at regeringen får æren for en stor del af de stigende udgifter til velfærd.

Wammen har for 2023 spillet ud med 1,25 milliard kroner på servicerammen - svarende til udgifterne til uændret velfærd til det stigende antal børn og ældre (beløbet er beregnet i august 2021 før de ukrainske flygtninge kom ind i billedet). Hvis analysen på borgmestermødet holder, så vil den endelige aftale ende et sted mellem de 1,25 milliard og omkring 1,4 milliard kroner.

Borgmestre kræver, at regeringen tager medansvar for besparelser

Men borgmestrene er ifølge NB-Økonomis oplysninger lige så klare på, at de mulige cirka 1,4 milliard kroner på ingen måde vil dække kommunernes ekstraudgifter.

Selv hvis man holder ukrainerne ude af regnskabet, så er logikken hos borgmestrene, at der ligger tre store regninger på bordet. Udover de 1,25 milliard kroner til at dække den demografiske vækst, så er det 900 millioner kroner til det specialiserede socialområde - og et mere ukendt beløb til stigende udgifter på blandt andet sundhedsområdet.

Kommunerne skal derfor - ifølge borgmestrenes logik - ud at finde mindst en milliard kroner gennem besparelser. Rent logisk kan de penge næppe findes på det specialiserede socialområde, fordi væksten på cirka 900 millioner kroner om året de seneste år er resultatet af en større opdrift, som allerede er reduceret gennem besparelser.

Dermed skal kommunerne - stadig ifølge borgmestrenes logik - primært finde en milliard kroner eller mere gennem besparelser på de store velfærdsområder. Og det skal ifølge borgmestrenes logik fremgå meget klart af teksten i økonomiaftalen for 2023.

Modsat vil regeringen helt klassisk forsøge at få skrevet en række tiltag ind i økonomiaftalen, som ifølge teksten kan sikre effektiviseringer og besparelser, som slet ikke vil ramme velfærden.

Reelt set er der få af den slags smertefrie effektiviseringer, som hverken borgere eller fagforeninger er utilfredse med. Men regeringen har i de seneste økonomiaftaler fået indsat en tekst om, at kommunerne udover en tidligere aftalt besparelse ved mindre brug af eksterne konsulenter kan "frigøre ressourcer ved yderligere at reducere forbruget af eksterne konsulenter samt en videreførelse af arbejdet med velfærds prioriteringen" og dermed spare yderligere 0,4 milliard kroner.

Det medførte i økonomiaftalen for 2022 en konklusion om, at det samlet gav "mulighed for at prioritere 2,0 mia. kr. i 2022 til bl.a. at dække den demografiske udvikling, ansætte flere velfærdsmedarbejdere og udvikle kernevelfærden."

Regeringen valgte så i sin kommunikation at underspille "velfærdsprioriteringer" og alene fokusere på konsulentbesparelserne.

Borgmestrene og kommunerne stod dermed tilbage med borgere, som havde et billede af, at økonomiaftalen havde sikret dækning af både ansættelse af flere velfærdsmedarbejdere og udvikling af velfærden, mens "velfærdsprioriteringerne" forsvandt ud af billedet.

Det skal stå klart, at det bliver en spareaftale

Det vil borgmestrene for enhver pris sikre sig mod i år.

Borgmestrene har angiveligt mistet troen på, at KL kan indgå en aftale med en tekst, som er så klar, at regeringen ikke endnu engang kan udlægge den som uændret eller forbedret velfærd.

Derfor vil borgmestrene ifølge NB-Økonomis oplysninger ikke acceptere nogen formulering af, at konsulentbesparelser eller andre 'smertefrie' besparelser kan kompensere for, at kommunerne kun får dækket omkring halvdelen af opdriften i udgifterne.

Ved at hælde nye konsulentbesparelser ned ad brættet presser KL regeringen til enten at anerkende behovet for besparelser eller at komme med nye forslag til, hvordan man kan spare i den kommunale sektor uden at gøre hverken borgere, interesseorganisationer eller fagforeningerne sure.

Forhandlinger går ind i afgørende fase i næste uge

Forhandlingerne om årets økonomiaftale går ifølge den aktuelle tidsplan ind i den afgørende fase tirsdag i næste uge. Dermed kan der ligge en aftale natten til onsdag, men flere kilder understreger, at KL er sig meget bevidst om, at kommunerne ikke har travlt med at indgå en hurtig aftale, medmindre regeringen er klar til at tage sin del af ansvaret for besparelser og nedskæringer.

Til gengæld blev muligheden for at KL forlader forhandlingerne uden at indgå en aftale end ikke realitetsdrøftet på borgmestermødet.

Så derfor peger alt entydigt på, at der kommer en aftale - men spørgsmålet er om det bliver midt i næste uge eller først i weekenden eller måske endda i starten af ugen efter.

Sidst opdateret: 01/06/2022 - 12:02

Temaer: Økonomiaftale

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Martin Damm, (V) formand for KL og borgmester i Kalundborg, Regeringen, Nicolai Wammen (S), finansminister

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]