71 kommuner taber 1,1 mia. kr. i 2023 på bortfald af særlig kompensation
Bortfald af særlig kompensation for fejl i uddannelsesstatistik udløser ekstra sparerunde i Slagelse. Se, hvor meget de enkelte kommuner taber.
Udgivet: 18/05/2022
Det har været kendt siden maj 2020, at en særlig kompensation på årligt 1,1 milliard kroner til 71 kommuner ville falde væk i 2023. Alligevel har tabet angiveligt ikke været indregnet i Slagelse Kommunes økonomi af det tidligere flertal for budgetterne i 2021 og 2022 bestående af Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
"Den voldsomme opbremsning er desværre nødvendig, og vi er langt fra i mål endnu. I 2023 ophører det særlige tilskud på 50 millioner kroner, som Slagelse Kommune fik midlertidigt i 2021 og 2022," hedder det i en aftale om et revideret budget, som det nye politiske flertal i kommunen har set sig nødsaget til at gennemføre for at rette kommunens økonomi op.
Den særlige kompensation blev givet til i alt 71 kommuner, som havde tabt et stort milliardbeløb i udligning fra 2006 og frem til og med 2018 på grund af en ændring i data for udlændinges uddannelse. Populært sagt betød ordningen, at kommunerne fik særlige sociale tilskud til højtuddannede udlændinge, som flyttede til kommunen.
Som led i udligningsreformen fik de 71 kommuner samlet 1,1 milliard kroner om året i særlig kompensation i 2021 og 2022. Men fra nytår er det slut, og det rammer en række kommuner relativt hårdt. Kommunerne har hele tiden vidst, at tilskuddet ville falde bort, og derfor er det meget få kommuner, der ligesom Slagelse, ikke har tilpasset budgetterne efter tabet.
Men uagtet at kommunerne har indregnet det i budgetterne, så vil bortfaldet betyde, at der bliver færre penge at lægge i kassebeholdningen, og dermed vil det påvirke alle de 71 kommuner.
Sidst opdateret: 24/05/2022 - 12:18









































