
Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad S) afviser meget klart at lade ukrainske flygtninge flytte ind i udsatte boligområder. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Minister afviser klart at ukrainere kan flytte ind i udsatte boligområder
Bolig- og indenrigsministeren hælder et forslag fra KL om ukrainske flygtninge i udsatte boligområder ned ad brættet i et svar til Folketinget.
Udgivet: 24/03/2022
Ukrainere er ikke-vestlige borgere, og det skal der ifølge bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S) ikke laves om på, når det gælder adgangen til at bo et udsat boligområde.
Ministeren afviser dermed meget klart et krav fra KL om, at kommunerne skulle kunne lade ukrainske flygtninge flytte ind i de mange tomme boliger i udsatte boligområder uden at komme i konflikt med ghetto-kriterierne.
"Jeg ønsker ikke at risikere at sætte flere års fremgang i udsatte boligområder over styr
eller at modvirke det store arbejde, som kommuner og boligorganisationer har lagt i
boligområderne de senere år," skriver ministeren i et svar til Folketinget.
Ifølge ministeren vil det ikke være godt for ukrainske flygtninge at få en af de tomme lejligheder i et af de udsatte boligområder.
"Forebyggelsesområder og udsatte boligområder er udfordret af forskellige årsager, og det vil også være mere hensigtsmæssigt for de ukrainske flygtninge at få en bolig uden for de udsatte almene boligområder," skriver han.
KL's formand Martin Damm (V) var så sent som tirsdag ude med et krav om, at kommunerne skulle have lov til at bruge de mange ledige lejemål i de udsatte boligområder til ukrainerne.
"Det vil jo være helt vildt, hvis man i en kommune skal begynde at indkvartere folk på feltsenge i en idrætshal, hvis der er ledige boliger ovre på den anden side af gaden," lød argumentet blandt andet.
Men indenrigsministeren mener, at det må være muligt at finde andre boliger til de ukrainske flygtninge.
"Forebyggelsesområder og udsatte boligområder udgør kun en lille del af den samlede almene boligsektor, og jeg mener, at det vil være forkert at tage udgangspunkt i disse områder, når der skal findes boliger til flygtninge," skriver Kaare Dybvad.
Han afslutter dog svaret med at åbne en lille dør på klem.
"Afslutningsvis vil jeg understrege, at jeg naturligvis følger situationen nøje og at vi
endnu ikke kender omfanget af ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark."
Sidst opdateret: 25/03/2022 - 06:57
Emner: Almene boliger, Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister





































