
Tidligere kommunaldirektør i Sorø Søren Søndergaard Kjær har øjeblikkeligt besluttat at anke en dom på 40 dages betinget fængsel for misbrug af et kreditkort. - Foto: LinkedIn
Byret dømmer kommunaldirektør for bedrageri
Sorøs tidligere kommunaldirektør misbrugte kommunens betalingskort til fornøjelser i USA. Han anker dom.
Udgivet: 24/03/2022
Retten i Næstved har fundet den tidligere kommunaldirektør i Sorø Kommune skyldig i bedrageri. 40 dages fængsel er straffen, som dog gøres betinget af, at han udfører samfundstjeneste.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag.
Søren Søndergaard Kjær vil anke til Østre Landsret, skriver DR Nyheder med henvisning til hans forsvarer, advokat Anders Németh.
Sagen skyldes, at han i 2019 brugte kommunens betalingskort til koncertbilletter og en privat middag i USA. Beløbet var cirka 6.700 kroner.
Anklagemyndigheden har under sagen blandt andet hæftet sig ved, at Søren S. Kjær brugte sit kommunale Mastercard under en konference i Nashville, USA, i oktober 2019. Det var en konference for kommunaldirektører fra hele verden. Her gik Søren S. Kjær sammen med flere andre danske kommunaldirektører på den gode restaurant B.B. King’s Blues Club.
Da regningen på B.B. King’s Blues Club skulle betales, tilbød Søren S. Kjær at betale hele regningen på 600,57 dollar (ca. 4.100 danske kroner). De andre kommunaldirektører betalte så deres del af regningen ved at overføre penge – eller betale i kontanter – til Søren S. Kjær.
Da Søren S. Kjær kom hjem fra konferencen, lod han Sorø Kommune betale for HELE den store middag på B.B. Kings Blues Club. Og på den måde kunne han så stikke de andre deltageres bidrag – givet direkte til ham – i egen lomme.
Det var DR Nyheder, som oprindeligt bragte sagen frem i offentligheden. Kommunens betalingskort blev brugt til fornøjelser i Nashville i staten Tennesee.
Kommunen besluttede sidste år at sende en anmeldelse til politiet. I kommunalbestyrelsen stemte kun en imod, mens 23 stemte for.
I august valgte Søren Søndergaard Kjær at sige op. Han begrundede det med, at tiden var inde til at skifte spor. Han ville i stedet bruge sine kompetencer i den grønne omstilling, lød det.
aum/ritzau/
Sidst opdateret: 24/03/2022 - 23:04
Emner: Sorø Kommune




































