
De danske fjernvarmeselskaber skal ifølge regeringen igang med en massiv udbygning. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Kommuner skal udbygge fjernvarme massivt her og nu
Regeringen vil have 400.000 huse væk fra gasfyr så hurtigt som muligt. Det kræver massiv udbygning af fjernvarmen.
Udgivet: 22/03/2022
Landets fjernvarmeselskaber kan godt finde projektmanualen frem og gøre sig klar til en af de hurtigste og mest massive udbygninger i mange år.
Regeringen vil ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) hurtigst muligt have udfaset gasfyr i 400.000 danske hjem. Det skal ske samtidig med, at fjernvarmeanlæg med i alt cirka 40.000 kunder også skal udfase gassen som den primære energikilde.
Alligevel holder ministeren kortene med konkrete tiltag tæt til kroppen.
"Jeg kommer ikke med konkrete løsninger i dag, men det overordnede formål er, at vi skal have flere med fra gas både på de individuelle gasfyr - men også de danskere, som får deres varme fra fjernvarmeforsyninger, hvor det er primært gas der forsyner," siger ministeren.
Ministerens partikollega borgmester Steen Christiansen (S) i Albertslund er ikke i tvivl om, at det vil kræve, at regeringen gennemfører to vidtgående ændringer. Dels skal regeringen genindføre tilslutningspligten, og dels skal regeringen opgive den såkaldte selskabsgørelse af fjernvarmen.
Det er lidt nørdet, men in short: meget mere fjernevarme giver forsyningssikkerhed og grøn energi. Genindfør tilslutningspligt og drop selskabsgørelsen af fjernvarmen. Vi skal ha’ snuden i sporet til fremtiden nu. https://t.co/U5POpIJvGg
— Steen Christiansen (@steen2620) March 19, 2022
Selvom det ifølge Dan Jørgensen er bedst, hvis de gasfyrede huse kan kommer over på en kollektiv varmeforsyning, så var han på pressemødet i går ikke klar til at kommentere en genindførelse af tilslutningspligten.
Det skyldes formentligt, at tilslutningspligten er en politiske varm kartoffel, som kræver at ministeren kan finde et flertal i Folketinget.
Til gengæld afviste Dan Jørgensen blankt at droppe den såkaldte selskabsgørelse af fjernvarmen, der kræver at kommunerne udskiller deres affaldsforbrændingsanlæg i selvstændige selskaber. I og med at mange forbrændingsanlæg er integreret med fjernvarmen, så bliver fjernvarmen også ramt af kravet.
"Vi er i gang med en ganske god proces der for at få reformeret den sektor, så vi ikke importerer affald fra andre lande for at brænde det af i Danmark, og jeg tænker ikke at den nuværende situation ændrer på det forhold," siger ministeren.
Han mødes om kort tid med KL for at lægge en plan for, hvordan der blive skruet voldsomt op for fjernvarmen i Danmark.
Sidst opdateret: 22/03/2022 - 21:14
Emner: Klima








































