Arne-pensionen kan øge rekrutteringsudfordring i yderkommuner

Del artiklen:
Forbundsformand fra FOA Mona Striib glæder sig over Arne-pensionen, men anerkender at man skal have løst problemet med forgæves rekrutteringer på ældreområdet. Hun foreslår blandt andet bedre arbejdsmiljø og mere fuldtids arbejde.
Forbundsformand fra FOA Mona Striib glæder sig over Arne-pensionen, men anerkender at man skal have løst problemet med forgæves rekrutteringer på ældreområdet. Hun foreslår blandt andet bedre arbejdsmiljø og mere fuldtids arbejde. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)

Nord- og Vestjylland er særligt hårdt ramt af rekrutteringsudfordringer, viser nye tal fra beskæftigelsesministeriet. Retten til tidlig pension kan forværre det problem.

Af Christina Yoon, Journalist, christina@nb-medier.dk

Manglen på arbejdskraft fortsætter med at stige i store dele af landet. Næsten 40 procent forgæves rekrutteringer var der i Vestjylland i perioden marts til august 2021. Det viser helt nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som udkom i deres decemberrapport 2021. Det er en stigning på næsten 10 procentpoint fra 30 procent i STARs septemberrapport.

Landsgennemsnittet er kun steget fra 31,2 procent til 32,8 procent forgæves rekrutteringer. Vestjylland er den region, der har haft den største stigning. Men lige efter Vestjylland kan man se Nordjylland med ens stigning på 4,4 procentpoint og Fyn med 4,4, procentpoint. Nordjylland rammer derved 36,6 procent i forgæves rekrutteringer og Fyn med 34,8 procent i decemberrapporten.

Værst ser det ud for hotel- og restaurationsbranchen, hvor over halvdelen af forsøg på rekruttering har været forgæves. For alle brancher er landsgennemsnittet 33 procent. Som man kan se i opgørelsen nedenfor, ligger følgende brancher – udover hotelbranchen – over landsgennemsnittet:

Industri, bygge og anlæg, transport, rejse og rengøring samt anden service, og social- og sundhedsvæsen.

(Artiklen fortsætter under tabellen). 

Arne-pensionen kan øge rekrutteringsproblemet

Men nye tal for retten til tidlig pension – populært kaldet “Arne-pensionen” – kan forværre problemet med rekruttering i særligt Vest- og Nordjylland, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Det er nemlig i de to områder, hvor der er relativt flest personer, der har søgt om den nye pensionsordning.

Det bekymrer borgmester i Brønderslev Kommune, som i forvejen mangler arbejdskraft.

“I det her tilfælde, hvor borgerne går på Arne-pension, der går de jo helt ud af arbejdsmarkedet. Det er jo skadeligt på andre felter,” fortæller Mikael Klitgaard (V), som er borgmester i kommunen. Han frygter, at problemet med manglende arbejdskraft nu bliver værre. 

Han så hellere, at man løste udfordringen med, at flere kunne gå på deltid frem for helt at forlade arbejdsmarkedet.

Arne-pensionen kan derfor give store udfordringer for kommunerne, som i forvejen lider under, at de mangler kvalificeret arbejdskraft. Blandt andet i hjemmeplejen, hvor det kan komme til at gå ud over de ældres rengøring og anden praktisk hjælp, som NB-Økonomi tidligere har afdækket.

Læs også:
Vestjyske kommuner: Rengøring til ældre kan blive droppet

Manglende arbejdskraft og Arne-pension i ældreplejen

Langt de fleste, som har fået ret til Arne-pensionen er medlem af en A-kasse. Ifølge beskæftigelsesministeriet udgør a-kasserne 3F, HK, FOA og FTF 60 procent af “alle a-kassemedlemmer, der har fået ret til tidlig pension”.

Ser man på FOAs andel, hvor mange i ældreplejen har en a-kasse, så har 9,6 procent af deres medlemmer en ret til tidlig pension. Det er dog kun 5,9 procent, der har søgt og fået retten. Det svarer til 952 personer på landsplan. 

Tallene glæder FOA, som mener, at det er nødvendigt for deres medlemmer, nu hvor pensionsalderen vil stige.
“Vi har et lidt andet perspektiv på det. Det er jo ikke særlig lukrativt økonomisk at gå på tidlig pension for FOAs medlemmer. Så det er virkelig et behov, hvis man søger og dermed går fra,” siger Mona Striib, der er forbundsformand hos FOA.

Mona Striib og Mikael Klitgaard fra Brønderslev kan dog enes om andre ting på ældreområdet. 

“Når næsten 80 procent på en arbejdsplads er på deltid, så siger det sig selv, at det giver mangel på arbejdstimer. Det skal blive til et fuldtidsarbejdsmarked,” siger Mona Striib og forklarer, at der særligt på ældreområdet er nogle kommuner, hvor mere end 80 procent af de ansatte er på deltid. Det er med andre ord en kommunal opgave at få løst. 

Den problematik kan Mikael Klitgaard godt genkende. Det er noget, de arbejder aktivt med i Brønderslev Kommune. Men dilemmaet er også, at det er frivilligt at arbejde på deltid, og han mener, at mange selv har valgt den model. Derudover er der mange, som er på deltid, som også arbejder i et vikarbureau, fordi det giver dem større fleksibilitet i dagligdagen. Så det er et større puslespil, der skal gå op, mener borgmesteren. 

Fuldtidsarbejde er dog ikke det eneste, de to kan blive enige om.  

“Noget af det, som jeg synes, man skulle have gjort var jo at fokusere mere på bedre arbejdsmiljø,” siger han.  

Mona Striib tilføjer, at arbejdsmiljøet er vigtigt, fordi det kan understøtte den udvikling, at hendes medlemmer skal gå fra deltid til fuldtid samt at pensionsalderen generelt vil stige. Men den stigende pensionsalder kan kun lade sig gøre, efter FOAs mening, hvis deres medlemmer har muligheden for at gå tidligere fra, hvis de bliver nedslidt. 

“Arbejdstilrettelæggelsen skal gøre, at man har et arbejdsmiljø, så man kan holde ud til at være der på fuldtid,” understreger hun.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her