Flere kommuner har stor fokus på at rekruttere og fastholde SOSU-medarbejdere, men de har forskellige tiltag til at løse udfordringerne.

Flere kommuner har stor fokus på at rekruttere og fastholde SOSU-medarbejdere, men de har forskellige tiltag til at løse udfordringerne. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Fredensborgs borgmester vil oprette rekrutteringsudvalg

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) i Fredensborg Kommune vil oprette et særligt udvalg, som skal have fokus på fastholdelse og rekruttering i blandt andet ældreplejen

Udgivet: 28/10/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Nyt udvalg med formålet at fastholde og rekruttere nye medarbejdere i Fredensborg Kommune vil se dagens lys efter kommunalvalget, hvis det står til Thomas Lykke Pedersen (S), der er borgmester i kommunen.

Han går til valg på at oprette et §17, stk. 4 udvalg, der giver en mulighed for også at få eksterne aktører ind i udvalget. Tanken er, at alle partier skal have en plads, men derudover kan man have forskellige fagorganisationer som FOA og BUPL siddende, så man kan modtage rådgivning om, hvad der skal til for at fastholde eksisterende medarbejdere på for eksempel ældreområdet. Men også til hvordan man kan sikre sig, at man kan få nye medarbejdere til.

"Det der er hovedformålet med forslaget, er at der skal langt mere politisk fokus på fastholdelse og rekruttering af dygtige medarbejdere i Fredensborg," fortæller Torben Lykke Pedersen. "Alene på ældreområdet er der 29 ledige stillinger nu," fortæller han.

Den tendens ses i hele landet. Alene fra juni 2021 til september har der været en stigning på 85 procent for sosu-hjælpere og 53 procent for assistenter, hvis man ser på et rullende gennemsnit for et halvt år. I perioden fra april til september 2021 svarer det til, at der var 13.760 forgæves rekrutteringer af sosu-assistenter og -hjælpere i hele landet for det seneste halve år.

Læs også:
Stor stigning i ubesatte stillinger hos ældreplejen

Den største stigning i den periode var i region Sjælland. Fredensborg er langt fra den eneste kommune i Danmark, der oplever denne udfordring. Men der er store forskelle på, hvad de forskellige kommuner har lavet af tiltag for at løse problemet.

"Vi oplever det især på sosu-assistenter. Vi mangler omkring 50 assistenter", fortæller Thomas de Richelieu, der er direktør for ældre og sundhed i Lolland Kommune. "Det er jo en seriøs udfordring".

Det har blandt andet været på grund af coronaen, at det er svært at finde arbejdskraft i Lolland Kommune.

"Helt aktuelt har vi været udfordret af den store testindsats, der har været i forbindelse med corona, som har suget rigtig meget personale. Og så er vi udfordret af, at sygehusene også er begyndt at bruge sosu-assistenter, da de har mangel på sygeplejersker".

Andre løsninger på udfordringen

Forskellige kommuner har forskellige løsningsforslag. Lolland har arbejdet på at få flere uddannet i nærheden:

"Det vi har arbejdet på, det er at få nogle uddannet i Nakskov. Ellers har det været i Nykøbing. Og der er jo ret langt fra Nakskov til Nykøbing," siger Thomas de Richelieu.

I Vordingborg Kommune har udfordringen især været over sommerferien, når medarbejderne skulle på ferie. Her har der ikke været nogle kvalificerede, der har søgt de opslåede stillinger.

For at få løst problemet, så har de ligesom Lolland forsøgt at fokusere på rekrutteringen via uddannelserne:

"Vi har nogle tiltag, hvor vi giver løn i praktikperioden," fortæller Jan Christensen, der er direktør med ansvar for blandt andet ældreplejen i Vordingborg Kommune. Det skal gøre det mere attraktivt at få unge til at tage en uddannelse som SOSU-medarbejder. "Vi har et tæt samarbejde med jobcentrene om at få ledige kanaliseret over i nogle uddannelsesforløb, så de kvalificerer sig til ældreplejen".

Derudover kører de udenlandske hold i kommunen i samarbejde med uddannelsesinstitutioner med næsten udelukkende østeuropæere, så man kan få uddannet dem til ældreplejen.

"Det skal jo fungere på dansk, så det sproglige er en del af det. Men det skal fylde anderledes, end hvis det er hold, der udelukkende har en dansk baggrund," fortæller Jan Christensen.

Thomas Lykke Pedersen fra Fredensborg slår også selv ned på, at der er uddannelse, der skal fokuseres på.

"Jeg ser den store udfordring til at tilmelde sig uddannelsen," fortæller han. Men det er det, som en rekrutteringsstrategi, ifølge Thomas Lykke Pedersen, skal dykke ned i. "Rekruttering kan jo også handle om, at vi skal have flere billige boliger i kommunen".

Sidst opdateret: 29/10/2021 - 05:56

Temaer: Beskæftigelse

Emner: Vordingborg Kommune, Fredensborg Kommune, Lolland Kommune, Tønder Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]