Kommunernes borgerservice vil ifølge et nyt lovforslag få udvidet adgang til borgernes bankudskrifter og adresseoplysninger fra arbejdsgivere, hvis det kan hjælpe med at afsløre en forkert adresseregistrering.

Kommunernes borgerservice vil ifølge et nyt lovforslag få udvidet adgang til borgernes bankudskrifter og adresseoplysninger fra arbejdsgivere, hvis det kan hjælpe med at afsløre en forkert adresseregistrering. - Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Kommuner får udvidet adgang til bankudskrifter i kamp mod socialt bedrageri

Regeringen vil give kommunerne udvidet adgang til borgernes bankudskrifter i kampen mod socialt bedrageri og skattesnyd. Ændringerne er gemt i ændring af CPR-lov.

Udgivet: 28/09/2021

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Regeringen vil give kommunerne en udvidet adgang til at bruge bankudskrifter og oplysninger fra arbejdsgivere i kampen mod socialt bedrageri.

Kommunernes CPR-kontorer får ifølge et nyt lovforslag, som er sendt i høring, adgang til at kræve adgang til bankudskrifter og adresser fra arbejdsgivere uden borgernes vidende. Det gælder i de tilfælde, hvor en kontrol af borgernes adresse registrering i folkeregisteret efter de gældende regler "ikke medfører en afklaring af vedkommende persons bopælsforhold, som kan danne grundlag for en afgørelse herom."

Det nye lovforslag er bemærkelsesværdigt, fordi det på den ene side giver kommunerne et meget bredere adgang til at fange borgere, som via en falsk adresse i CPR-registeret uretmæssigt hæver hæver ekstra udbetaling af børne- og ungeydelse, ordinært børnetilskud til forælder som enlig, fastlæggelse af transportfradrag efter skattelovgivningen eller udbetaling af statens uddannelsesstøtte som udeboende.

Det kan kommunen se i bankoplysninger

Indenrigs- og Boligministeren giver i bemærkningerne til lovforslagets et klart billede af, hvordan kommunerne kan bruge bankudskrifter til at afsløre socialt bedrageri eller skattesnyd.

Konkret skal sagsbehandlerne i kommunerne se på, om "vedkommende løbende anvender sit bankkort i en anden del af landet i nærheden af en adresse, hvor kommunen har en formodning om, at vedkommende reelt bor, hvorimod vedkommende ikke anvender sit bankkort i det område, hvor den pågældende er registreret med bopæl i CPR."

Bankoplysningerne kan også afsløre udlændinge, som har adresse i Danmark selvom de reelt opholder sig i udlandet. Dermed kan udlændinge uretmæssigt hæve eks. grøn check og sociale ydelser ligesom de i mange tilfælde vil være omfattet af gratis sundhedsydelser i Danmark.

"I en sådan situation kan bankkontoudskrifter, der viser et dagligt forbrug henholdsvis hævninger i udlandet eller et manglende brug af et kontokort til betaling af daglige fornødenheder her i landet, understøtte kommunens formodning om, at personen opholder sig i udlandet i et sådant omfang, at denne skal være registreret som udrejst i CPR," hedder det i bemærkningerne.

Banker og arbejdsgivere kan få bøde for at nægte at udlevere oplysninger

Ifølge lovforslaget vil en arbejdsgiver ofte kende en medarbejders reelle opholdsadresse, og det kan ifølge lovforslaget være "relevant i en sag, hvor en person er registreret som værende uden fast bopæl i CPR, er registreret på en adresse i en mindre bolig sammen med en række andre personer eller er registreret i bolig, der ligger langt fra vedkommendes arbejde, men hvor kommunen har en formodning om, at vedkommende reelt opholder sig på en bestemt anden adresse her i landet, f.eks. på adressen hvor vedkommendes tidligere samlever og børn er registreret."

Ifølge lovforslaget kan kommunen indhente bankudskrifter og oplysninger fra en arbejdsgiver uden at få samtykke fra den person, som undersøgelsen drejer sig om.

"For så vidt angår adgangen til at kunne kontakte en arbejdsgiver er det ministeriets opfattelse, at det i modsat fald må antages, at formålet – at afdække den pågældende borgers bopælsforhold – ville forspildes," lyder argumentet.

Den nye lov vil samtidig give kommunerne mulighed for at arbejdsgivere og pengeinstitutter kan få en bøde efter CPR-lovens § 57, "for forsætligt eller ved grov uagtsomhed at undlade at afgive oplysninger til kommunen."

Forslag kommer fra arbejdsgruppe med KL

Forslagene til udvidet adgang til bankudskrifter og oplysninger fra arbejdsgivere kommer fra et udvalg bestående af det daværende Social- og Indenrigsministerium (formand for arbejdsgruppen), KL, Danmarks Statistik, Digitaliseringsstyrelsen og ATP.

Ifølge bemærkningerne har Indenrigs- og Boligministeriet valgt at udmønte alle arbejdsgruppens forslag "umiddelbart og uden yderligere undersøgelse".

Sidst opdateret: 29/09/2021 - 09:46

Emner: Socialt bedrageri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]