De store forskelle i kommunernes demografiske udvikling afspejler sig ikke i kommunernes anlægsudgifter, og flere af de kommuner, der har det største demografiske udgiftspres har relativt lave anlægsudgifter pr. indbygger.

Det viser en analyse foretaget af NB-Økonomi, der sammenligner væksten i 0-5-årige, 6-16- årige og +85-årige i forhold til kommunens folketal over de seneste tre år med kommunernes anlægsudgifter i samme periode. Du kan se hele beregningen i NB-Data efter klokken 14.

Dermed er der nogle kommuner, der med rette kan argumentere for, at de har et akut behov for at bygge nye skoler, daginstitutioner og plejecentre, mens andre får svært ved at argumentere for, at de skal fortsætte på et ligeså højt anlægsniveau, som man har haft i de foregående år.

De fem kommuner, der har haft den relativt højeste stigning i de særligt dyre borgere ligger alle på et gennemsnitligt årligt anlægsniveau over de seneste tre år på under 4.000 kroner pr. indbygger. Det er Egedal, Solrød, Dragør, Rødovre og Skanderborg.

Modsat har eksempelvis Fredericia, København, Brøndby, Billund og Albertslund haft anlægsudgifter, der ligger væsentligt over landsgennemsnittet, selvom de alle har haft et relativt beskedent demografisk udgiftspres.

Sådan har vi gjort: Kun positive værdier er medregnet

Opgørelsen er lavet ved at se på antallet af 0-5-årige, 6-16-årige og +85-årige i tredje kvartal 2018 og tredje kvartal 2021. For hver gruppe har vi udregnet udviklingen i antallet af borgere i perioden. Her har vi summeret de positive værdier for kun at medregne de grupper, hvor antallet stiger.

Det har vi gjort, fordi man på anlægsområdet ikke i første omgang får lavere udgifter ved at have færre borgere, fordi man groft sagt ikke kan spare anlægskroner på at fjerne daginstitutioner, skoler eller plejecentre.

Den samlede stigning i antallet af personer i de tre grupper har vi divideret med antallet af personer i kommunen i alt og ganget med 1.000 for at få det stigende antal personer i de særligt dyre grupper pr. 1.000 borgere i kommunen.

Dermed siger tallet, hvor stort et demografisk pres de enkelte kommuner har på enten børneområdet eller ældreområdet i forhold til kommunens størrelse.

Derfor skulle man tro, at de kommuner, som har de højeste stigninger også har behov for at have de højeste anlægsudgifter pr. indbygger, fordi der skal bygges nye daginstitutioner, skoler og plejecentre. Men tallene viser ingen tendens til, at det er sådan anlægsrammen fordeles.