
Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg Kommune mener, at samtlige kommuner i Danmark må spænde livremmen ind i budget 2022, så man samlet set kan overholde service- og anlægsrammen. - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommuner om budgetoverskridelser i KL: Sæt tæring efter næring
Efter borgmestermødet i KL torsdag, står det stadigvæk klart: Kommunerne overskrider både service- og anlægsrammen. Nu siger flere kommuner, at alle må finde nogle midler, så man samlet set kommer i mål.
Udgivet: 17/09/2021
"Man skal sætte tæring efter næring," siger Jesper Frost Rasmussen (V), der er borgmester i Esbjerg Kommune. Han har netop stået i spidsen for et budgetforlig for 2022.
Her har han lukket en aftale, der går 20 millioner kroner under den serviceramme, som KL anbefaler, hvor man kan tage budgettet for 2021 og lægge 0,51 procent oveni. Hvis alle kommuner gjorde det, så ville man samlet set holde sig indenfor servicerammen.
"Jeg synes jo grundlæggende, at alle bør placere sig på denne ramme her. Man skal budgettere efter rammerne og ikke efter behov,” anmoder Jesper Frost Rasmussen de andre kommuner i landet om.
I nabokommunen Varde, som offentliggør deres budget for 2022 i dag fredag, er de enige om, at næste år skal alle prøve at spænde livremmen ind.
"Vi ligger 0,05 procent over det tal, som KL har anbefalet", siger Erik Buhl (V), der er borgmester i Varde Kommune.
Det svarer til 0,56 procent, hvor KL anbefaler 0,51. Men det er stadigvæk mindre, end de procenter, de havde meldt ind hos KL, og derfor vil det slå ud som en nedbringelse af de 350 millioner kroner, der samlet set skal findes hos kommunerne. KL kommer dog ikke i mål med blot Varde og Esbjergs nye bidrag.
Anbefaler at udskyde anlæg
I Varde ligger man væsentlig under deres muligheder på anlægsrammen, og her mener man godt, at flere kommuner kan udskyde anlæg på baggrund af de høje prisstigninger og manglen på arbejdskraft.
Esbjerg Kommune går heller ikke over anlægsrammen, og Jesper Frost Rasmussen er grundlæggende enig med sin borgmesterkollega i Varde:
"Det er derfor, at vi har udvist mådehold på anlæg, da vi har skubbet nogle anlæg til efter 2022. Det har vi gjort på grund af priserne i markedet,” siger Jesper Frost Rasmussen.
Historikken bør spille ind på rammefordelingen
Det er dog ikke alle kommuner, der mener, at de bare kan skære mere ned, så man samlet set kan gøre KL tilfreds.
Andreas Boesen (A), der er 2. viceborgmester i Horsens, mener, at man også skal se på, hvordan kommunerne historisk set er blevet tilgodeset:
“Det vi synes, man skal være opmærksom på, er, at der er nogen, der har et historisk efterslæb på service,” siger Andreas Boesen. “KL ser blot på 2021 og lægger 0,51 procent til. Her mener vi, at der skal man se på det historisk”.
Med det mener Andreas Boesen, at det er mest fair at se på, hvordan kommunerne hidtil har bidraget over en årrække, og hvor de i øvrigt ligger på serviceniveau i forhold til andre kommuner.
"Serviceudgifterne i Horsens Kommunes budgetforslag 2022 ligger 106 mio. kr. over den af KL udmeldte vejledende serviceramme svarende til 2,6 Procent - og 84 mio. kr. svarende til 2,1 procent, hvis det aftalte serviceløft indregnes", supplerer Inge Kruse Rasmussen, der er økonomidirektør i kommunen.
Borgmester i Varde Erik Buhl er meget enig med Andreas Boesen omkring det historiske perspektiv:
"Vi har ligget på mellem to til tre procent under servicerammen i mange år. Det svarer til 30-50 millioner kroner årligt," understreger Erik Buhl, der dermed forsvarer den mindre overskridelse på 0,05 procent, de i Varde har overskredet den tekniske serviceramme med til næste år.
Varde Kommune har ikke tidligere haft råd til at overskride servicerammen, men på grund af udligningsreformen, har flere kommuner i følge Erik Buhl haft umiddelbart råd til at hæve serviceniveauet i 2022. Men det betyder, at man i KL ramler ind i, at det samlede budget bliver overskredet, hvilket kan udløse en sanktion til kommunerne, som alle er enige om at undgå.
"Det er på grund af af udligningsreformen, at vi har kunnet bruge noget mere," siger Erik Buhl.
Andreas Boesen vil gerne illustrere pointen om, at Horsens Kommune tidligere har skåret ind til benet, derfor kommer han med nogle eksempler:
“Vi har én af Danmarks laveste udgifter på folkeskolen og administration i kommunen."
Fordi man har fået flere penge, behøver man ikke at bruge dem
Jesper Frost Rasmussen forstår godt problematikken, og det har heller ikke været en dans på roser i Esbjerg.
“Vi har et enormt pres, men vi har sat penge af til det, vi har råd til. Men vi kan da godt være bange for, om det er nok,” siger han.
Han har en stor forståelse for kommunerne, som har det hårdere end Esbjerg. Men der er et "men", ifølge borgmesteren.
“Jeg synes jo grundlæggende, at alle bør placere sig på denne ramme her. Man skal budgettere efter rammerne og ikke efter behov,” slår Jesper Frost Rasmussen fast.
Økonomiaftalen, som KL har lavet med regeringen, betyder efter Jesper Frost Rasmussens mening, at man ikke kan bruge alle udligningspengene lige nu. Det må komme i de kommende år. Kommunerne skal blive enige i KL om 2022-budgettet, for alternativet bliver ellers langt værre, fortæller han.
"Hvis hver enkelt kommune skulle op og forhandle med Finansministeren, så ville han få travlt i hvert fald," siger han.
Men så langt står de jyske kommuner Horsens, Varde og Esbjerg heller ikke fra hinanden:
"Jeg anerkender, at det er en kollektiv interesse at overholde service- og anlægsrammen,” siger Andreas Boesen fra Horsens.
Erik Buhl fra Varde tager det da også helt roligt:
"På borgmestermødet I KL i går [torsdag, red.], der hentede vi halvdelen, så mon ikke, der bliver hentet sidste halvdel i løbet af den næste uge?," afslutter han.
Tilføjelse 17/9/2021 kl. 12:30:
Vi har tilføjet et afsnit omkring servicerammen fra Horsens Kommune efter publicering, da vi fik svaret efter deadline. Tidligere fremgik det i teksten: "Det er uklart, hvor meget Horsens Kommune overskrider rammerne med, da Thomas Astrup Bæk, som er analyse- og budgetchef i kommunen ikke er vendt tilbage til NB-Økonomi". Afsnittet er nu fjernet og de faktiske tal er tilføjet.
Sidst opdateret: 17/09/2021 - 12:35
Temaer: Budgetter
Emner: Esbjerg Kommune, Horsens Kommune, Varde Kommune




































