Antallet af førtidspensionister fortsætter himmelflugten

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af førtidspensionister fortsætter med at stige på tværs af kommunerne. På bare to år er antallet af førtidspensionister nu steget med 13 procent på landsplan, og antallet er steget i 97 kommuner.

Udgivet: 17/09/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Antallet af førtidspensionister fortsætter med at stige, og på tværs af næsten alle kommuner har man haft en bemærkelsesværdig vækst i antallet af førtidspensionister over de seneste to år.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som har opgjort antallet af førtidspensionister på tværs af alle kommuner i andet kvartal i år.

Tallene viser, at alle kommuner med undtagelse af Læsø har haft en stigning i antallet af førtidspensionister over de seneste to år, og det er dårligt nyt for kommunernes økonomiafdelinger, da det er kommunerne, der afholder langt størstedelen af udgiften til førtidspensionen.

En del af stigningen kommer som en naturlig konsekvens af, at folkepensionsalderen fra 2020 til 2021 er steget med et halvt år til 66,5 år. Derfor bliver de eksisterende førtidspensionister i gennemsnit længere tid på ordningen, inden de går på pension. Igen i 2022 forhøjes folkepensionsalderen, denne gang til 67 år, så derfor må effekten forventes at fortsætte.

I en håndfuld kommuner er det særlig slemt, hvor antallet af førtidspensionister er steget med mere end 25 procent siden samme tidspunkt i 2019. Solrød Kommune har haft den højeste stigning over perioden, hvor man på to år har haft en stigning i antallet af førtidspensionister på 30,5 procent.

Det er vigtigt at tage forbehold for, at stigningen rammer særligt hårdt i de kommuner, hvor man i forvejen havde mange førtidspensionister.

Det gælder eksempelvis for Lolland Kommune, hvor man godt nok har haft en procentuel stigning i antallet af førtidspensionister under landsgennemsnittet, men fordi man kommer fra et så højt niveau, så vil stigningen ramme hårdere end i kommuner, hvor man har et lavt udgangspunkt.

Se i kortet herunder, hvordan antallet af førtidspensionister har udviklet sig i hver kommune.

Tilføjelse 22. september 2021 klokken 15:16:

Afsnit 4 vedrørende stigningen i folkepensionsalderen og betydningen for antallet af førtidspensionister er blevet tilføjet til artiklen som en væsentlig forklarende faktor.

Sidst opdateret: 22/09/2021 - 15:18

Temaer: Førtidspension

Emner: Førtidspension, Overførselsindkomst

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]