Uffe Jensen (V), borgmester i Odder Kommune mener, at budgetforhandlinger virkelig har været presset i år. Det har været den værste omgang i de otte år, han har siddet på posten.

Uffe Jensen (V), borgmester i Odder Kommune mener, at budgetforhandlinger virkelig har været presset i år. Det har været den værste omgang i de otte år, han har siddet på posten. - Foto: Odder Kommune

Kommune overskrider serviceramme: Værste budgetforhandling i otte år

Flere kommuner overskrider servicerammen eller går tæt på. Borgmester i Odder Kommune kalder det værste budgetforhandling i de otte år, han har været med. Hillerød Kommune vil sende signal til regeringen om det store pres, som kommunerne er underlagt.

Udgivet: 15/09/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Det er ikke kun KL, der føler sig presset med at finde midler til at dække service- og anlægsrammen for 2022. Flere kommuner føler sig hårdt presset på alt fra flere børn til flere plejekrævende ældre. Der er ydermere pres på handicapområdet, men de føler ikke, at de har fået pengene med fra regeringen til at kunne dække de nødvendige udgifter.

“Det har været én af de værste budgetforhandlinger," konstaterer Uffe Jensen (V) helt kort. Han er borgmester i Odder Kommune. "Og jeg har haft jobbet i otte år."

Det har ikke været muligt at overholde servicerammen. Heller ikke selvom KL har meldt ud, at man kan øge 2021-budgettet med 0,51%.

"Det er en kæmpe udfordring i Odder. Vi har ikke fundet det ansvarligt at lande budgetaftale nede omkring de 0,51%," siger Uffe Jensen. Han uddyber, at han vil tillade sig at kalde det "nede omkring de 0,51%", da de er gået yderligere 2,1% over servicerammen.

Det er især det specialiserede socialområde der vokser for både børn og voksne i Odder Kommune

“Vi overskrider den servicerammen med 2,1 procent, hvilket svarer til 21,6 millioner kroner,” forklarer Lone Jakobi Sørensen (A), som er 1. viceborgmester i Odder Kommune.

Hverken Lone Jakobi Sørensen eller Uffe Jensen mener, at det er realistisk, at Odder Kommune skal finde midler til kommunernes samlede serviceramme, der lige nu er 450 mio. kr. over det KL har aftalt med regeringen.

"Vi har nogle velfærdsområder, som er bagud. Det ville kræve et for stort indgreb med en nedskæring,” siger Lone Jakobi Sørensen. Hun mener, at Odder Kommune er en lille økonomi i det store servicespil, så pengene må kunne findes i nogle af de store kommuner.

De har dog skrevet ind i budgetaftalen for 2022, at den er "indgået under forudsætning af, at kommunerne samlet set overholder både service- og anlægsramme. Forligspartierne er enige om, at den kollektive økonomiaftale, som er indgået mellem Regeringen og KL, skal overholdes”

Klart signal til regeringen

I Hillerød går de kun lidt under servicerammen, og det er til trods for, at Kirsten Jensen (A), som er borgmester i kommunen, fortæller, at de har presset sig meget. Men hun lægger heller ikke skjul på, at det er godt at sende et signal til regeringen om, at kommunerne samlet set føler sig presset på mange af de samme områder.

"Det kan lyde koldt og klart, men vi er en udviklingskommune, vi har brug for at bygge anlæg. Det er også et væsentligt signal at sende til regeringen,” siger Kirsten Jensen. Hun har derfor ingen planer om at genåbne forhandlingerne i byrådet omkring budgettet for næste år:

“Jeg tror ikke, at vi er dem, der kan genåbne en forhandling på budgettet, det har allerede været hårdt”.

Udskyder problemet i Skanderborg

I Skanderborg har de haft en lidt anden tilgang, end at finde pengene her og nu eller med åbne øjne overskride budgettet med mange millioner.

I en pressemeddelelse om budget 2022 skriver de:

“På baggrund af regeringens tilkendegivelser forventes det dog, at kommunerne i de kommende års økonomiaftaler mellem KL og regeringen bliver kompenseret for udgifterne til den demografiske udvikling".

Politikerne i Skanderborg håber med andre ord, at KL i de kommende år sikrer kommunen flere penge til det stigende antal ældre.

"Skanderborg Kommune forudsætter derfor, at kommunens tilskud fra staten vil blive øget med 10 mio. kr. årligt, således at mertilskuddet til demografi i 2025 vil udgøre 30 mio. kr,” skriver de i pressemeddelelsen.

Frands Fischer (A), som er borgmester i Skanderborg Kommune, forklarer, at kommunen er udfordret både på service- og anlægsrammen:

“Vi er så tæt på servicerammen som muligt. Vi har en stigende befolkning, og vi har rigtig mange børnefamilier, der flytter til. Dertil har vi mange seniorer. Vi skal bruge to nye skoler og seks nye børnehaver.”

Ifølge økonomichef Jørn Prætorius i kommunen, går de 1,5 mio. kr. over servicerammen i 2022.

Holder sig på servicerammen

Ikast-Brande og Taarnby Kommune holder sig lige på servicerammen, og det mener borgmester Ib Lauritsen (V), at det samlet set kan blive en udfordring i KL.

"Men vi kan godt blive udfordret samlet set på kommunerne, hvis vi alle går op til servicerammen, og nogle går over," siger han. I Ikast-Brande var de så udfordret, at han egentlig havde frygtet, at de også kom over servicerammen.

Men kommunens kommunaldirektør Flemming Storgaard oplyser til NB-Økonomi, at de holder sig under servicerammen med 10,3 mio. kr., hvilket svarer til 19,8 mio. kr., hvis man regner de 0,51 procent med, som KL har meldt ud, at man kan lade 2022-budgettet stige med.

I en pressemeddelelse fra Tårnby Kommune om budgetforliget for 2022, står der, at de også går op til budgetrammerne her:

"Med aftalen bruger Tårnby det maksimalt tilladte på service, og ligger lige omkring kommunens andel af det aftalte loft over anlægsudgifterne."

I selve budgetaftalen uddyber de:

"Parterne er enige om at fastsætte et niveau for serviceudgifterne på 2.142 mio. kr., svarende til det maksimale niveau fastsat i økonomiaftalen."

Tønder trækker i modsat retning

Helt uden håb er det dog ikke forud for de svære borgmesterforhandlinger torsdag.

Tønders budget ender med en serviceramme på 1.850,6 mio. kr., hvilket er cirka ti mio. kr. under servicerammen uden tillæg af de 0,51 procent.

Tønder har modsat Hillerød et faldende antal af indbyggere, hvorfor de har taget servicerammen inklusiv de 0,51 procent og korrigeret for faldende befolkning.

"Vi har jo en vigende befolkning, og derfor skal vores udgifter falde tilsvarende," siger Henrik Fransen (løsgænger), der er borgmester i Tønder Kommune.

“Jeg regner med at blive fremhævet som den gode dreng i klassen," siger Henrik Frandsen, der dog understreger overfor NB-økonomi, at der ikke er mere at hente. "Jeg regner ikke med at have noget yderligere at bidrage med.”

Helsingør sidder stadigvæk dagen før mødet med KL og regner på livet løs, så de kan ikke oplyse, om de er gået over eller under servicerammen. NB-økonomi følger op.

Sidst opdateret: 15/09/2021 - 13:54

Temaer: Budgetter

Emner: Fanø Kommune, Hillerød Kommune, Ikast-Brande Kommune, Odder Kommune, Skanderborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]