
Mens finansminister Nicolaj Wammen (S) tror at økonomien bremser lidt op af sig selv, så advarer embedsmændene i finansministeriet i Økonomisk redegørelse om faren for overophedning.
Regeringens egne embedsmænd advarer om risiko for overophedning
Regeringen strammer kun finanspolitikken marginalt. Embedsmænd advarer mod risiko for overophedning.
Udgivet: 30/08/2021
På trods af historisk stor fremgang i beskæftigelsen og udsigt til en historisk lav ledighed, så har regeringen valgt kun at stramme finanspolitikken marginalt, hvis man ser bort fra udfasningen af de særlige corona-initiativer.
Det er dermed en relativ slap finanslov regeringen her mandag har fremlagt, og det får da også embedsmændene i Finansministeriet til at komme med en klar advarsel i Økonomisk Redegørelse, der er en den økonomiske analyse bag finansloven.
"Et længerevarende pres på kapaciteten kan imidlertid ikke udelukkes. Givet at ledigheden allerede er lav, er der risiko for, at fortsat høj efterspørgsel og flaskehalse på arbejdsmarkedet kan bidrage til lønstigninger, der kan vise sig at være uholdbare og med tiden gå ud over de fremtidige beskæftigelsesmuligheder i konkurrenceudsatte erhverv," hedder det i Økonomisk Redegørelse, hvor Folketinget får embedsmændenes analyse af den økonomiske udvikling i Danmark.
Regeringen tror varm økonomi er midlertidig
Årsagen til embedsmændenes advarsler skal givetvis findes i, at regeringen på trods af de aktuelle kapacitetsproblemer har valgt at satse på, at den truende overophedning af økonomien er midlertidig og går over af sig selv.
"Den rapporterede mangel på arbejdskraft vurderes at være påvirket af det aktuelt store behov for ansættelser i forlængelse af genåbningen, så den fornyede efterspørgsel kan imødekommes. Hertil kommer som nævnt, at mange i øjeblikket er beskæftiget med corona-relaterede indsatser. Genåbningen betyder desuden, at mange virksomheder har slået job op samtidig. Det gør det sværere hurtigt at finde den arbejdskraft, der søges. Både virksomhederne og de jobsøgende skal finde det rette jobmatch, og den proces kan tage tid. Det er medvirkende til, at flere virksomheder aktuelt melder om rekrutteringsudfordringer," hedder i embedsmændenes omtale af regeringens finanslov.
Finanslov dæmper kun BNP-vækst med 0,1 procent
På trods af den historiske store fremgang i beskæftigelsen og udsigt til en ledighed på bare 3,3 procent, så har regeringen valgt kun at stramme finanspolitikken via finansloven svarende til 0,1 procent af BNP, hvilket i historisk perspektiv er en meget moderat opstramning af finanspolitikken.
Hvis man sammenligner den samlede finanspolitisk effekt på væksten, så dæmper den med hele 1,9 procent. Umiddelbart er det en større stramning end den hidtil største stramning under Schlüter-regeringerne i 1980'erne.
Nicolai Wammen sagde ved mandagens præsentation, at det er en "stram finanslov, fordi vi justerer finanseffekten til det laveste niveau i den tid jeg i hvert fald er bekendt med, at vi har lavet opgørelser af den slags".
Men det er en luftspejling. Ud af de 1,9 procent skyldes de 1,7 procent, at man i 2021 udbetalte feriepenge og brugte store beløb på midlertidige kompensationsordninger - altså forhold der er helt ekstraordinære.
Det var da også den udlægning Nicolai Wammen præsenterede ved mandagens pressemøde.
"Det sker blandt andet ved gradvis udfasning af hjælpepakker og det sker ved at en stor del af de midlertidige stimulitiltag udløber, for eksempel den udvidede anlægsramme i kommunerne og regionerne, samt forhøjelse af boligjob-ordningen," sagde han ved præsentationen af udspillet.
Derudover letter tidligere især arbejdsmarkedsreformer presset på økonomien med 0,1 procent af BNP.

Væksten i offentlig forbrug markant højere end i 2010'erne
Forklaringen på den meget moderate stramning af finanspolitikken er primært, at det offentlige forbrug fortsætter med at stige. Når Finansministeriet renser tallene for midlertidige forhold relateret til corona, så er der en realvækst i det offentlige forbrug på 0,7 procent, hvilket er markant højere end gennemsnittet fra 2010-2020, hvor der var socialdemokratiske regeringer i rundt regnet halvdelen af tiden.

Embedsmænd advarer også mod nedtur på grund af boligboble
En anden vigtig forudsætning i finanspolitikken er, at de kraftige boligprisstigninger aftager af sig selv. Men også her sender embedsmændene en klar advarsel:
"Selvom det er mest sandsynligt, at tempoet på boligmarkedet aftager er der en risiko for, at fortsat lave renter kombineret med udsigten til en højkonjunktur og stigende indkomster kan give grobund for, at den høje prisvækst fortsætter. Det kan føre til en uholdbar udvikling på boligmarkedet, som yderligere forstærker højkonjunkturen og dermed skaber en spiral med stigende pres på både boligmarkedet og samfundsøkonomien under ét. Det vil forstærke en efterfølgende nedgangsperiode," skriver embedsmændene.
De erkender dog samtidig, at "indtil videre er der dog ikke tegn på, at udviklingen er drevet af uholdbar udlånsvækst som under finanskrisen, og boligpriserne er på landsplan fortsat ikke på niveauer, som er ude af trit med indkomstudviklingen."
Sidst opdateret: 30/08/2021 - 13:26
Temaer: Finanslov




































