Gentofte Kommune har tabt en sag mod staten om betalinger i forbindelse med kommunens dødsboer. (Arkiv)

Gentofte Kommune har tabt en sag mod staten om betalinger i forbindelse med kommunens dødsboer. (Arkiv) - Foto: Kaspar Wenstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Gentofte Kommune indgår budgetforlig med stor skattestigning

18 ud af 19 byrådsmedlemmer har indgået en budgetaftale for Gentofte Kommune, hvor man hæver skatten med 1,24 procent i 2021.

Udgivet: 23/09/2020

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Gentofte Kommune hæver skatten med 1,24 procent i 2021, svarende til 305 millioner. Det til trods for, at kommunen blot har fået en ramme til skatteforhøjelser på 148 millioner kroner.

Dermed ligger det netop indgåede budgetforlig, som 18 ud af 19 byrådsmedlemmer står bag, op til, at man hæver skatten med i alt 157 millioner udover den tildelte ramme til skatteforhøjelser.

Anført af borgmester Hans Toft (K), har Gentofte Kommune længe varslet store skattestigninger for 2021, fordi den tildelte ramme til skatteforhøjelser ifølge flere af byrådets partier ikke har svaret til det tab, man har haft på udligningsreformen. Det er da også det, der ifølge forligspartierne ligger til grund for den store skattestigning:

"Det er forligspartiernes klare holdning og beslutning, at borgere i kommunen ikke skal opleve serviceforringelser på grund af den urimelige og ugennemtænkte nye udligningsregning på mindst 504 mio. kr. om året, som Folketinget i juni udskrev til borgerne i Gentofte Kommune. (...) Derfor hæves kommuneskatten i 2021 med 1,24% (fra 22,8% til 24,04%)," skriver forligspartierne i en pressemeddelelse.

Samtidig gør kommunen opmærksom på, at skatteprocenten vil genovervejes inden en endelig vedtagelse af budgettet, fordi man håber på, at man alligevel kan få en forøget skatteramme fra Social- og Indenrigsministeriet:

"Forligspartierne vil inden den endelige vedtagelse af budgettet den 7. oktober genvurdere fastsættelsen af skatteprocenten for 2021, når der modtages et endeligt svar på fornyet henvendelse til regeringen og folketingsflertallet bag udligningsloven om at fjerne den statslige skattestraf på 205 mio. kr. og den skjulte ekstra udligning, som alene i udligningslovens indfasning over fem år beløber sig til 529 mio. kr. – altså i alt 734 mio. kr."

Med "skattestraf" henviser partierne angiveligt til, at kommuner, som hæver skatten ud over det de har fået lov til, skal betale en sanktion til staten.

"Den ekstra skjulte udligning" er angiveligt en henvisning til, at Gentofte mister en del af sin såkaldte overudligningsrabat for den del af skatteforhøjelsen, som er over 23,25 procent. De ialt 529 millioner kroner vil gå til de øvrige kommuner i landet, som i dag finansierer den særlige overudligningsrabat til Gentofte.

Nye initiativer

Til trods for den store udligningsregning, er der alligevel blevet plads til nye initiativer i Gentofte Kommunes budget for 2021 og overslagsåret 2022.

Af konkrete forslag vil der til næste år opføres 154 almene ungdomsboliger og 100 almene familieboliger. Man har også afsat 120 millioner kroner til udvidelse af en af kommunens svømmehaller, hvor man etablerer "et 25 meters bassin, et varmtvandsbassin og en række andre faciliteter".

Kommunen vil også arbejde på at udvikle en klima- og energiplan, som skal styrke kommunens kamp mod klimaforandringerne, ligesom der er afsat en mindre pulje på 1,5 millioner til efteruddannelse af pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter.

I det vedtagne budget udgør serviceudgifterne i alt 3.595.000.000 i 2021, hvilket stort svarer til kommunens tekniske serviceramme fra KL.

Kommunens bruttoanlægsudgifter (anlægsrammen) udgør i alt 280 millioner i 2021.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Temaer: Budgetter

Emner: Skat, Gentofte Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]