Kommunerne rykker tættere på at overholde servicerammen
Selvom det så svært ud at nå til en samlet overholdelse af servicerammen, så viser de senest vedtagne budgetter, at kommunerne rykker tættere på en samlet overholdelse.
Udgivet: 22/09/2020
De seneste budgetforlig rundt i landets kommuner bringer de samlede serviceudgifter tættere på servicerammen, og det ser nu ud til, at kommunerne samlet møder op til den faseopdelte budgetlægning med serviceudgifter for 2021, der ligger tæt på den samlede ramme.
Dermed ser det ud til, at det pres, som KL har lagt på kommunerne for at skære i serviceudgifterne i forhold til de oprindelige budgetforslag, indtil videre har båret frugt.
Eksempelvis har Aarhus, Kerteminde, Hillerød og Brøndby den seneste uge indgået budgetforlig, som ligger mere eller mindre lige på den tekniske serviceramme. Samtidig har eksempelvis Hvidovre Kommune indgået et budgetforlig, der ligger ti millioner under den tekniske ramme fra KL, mens også Tønder, der ligger ni millioner under KL's ramme, har hjulpet pænt med til at få regnestykket til at gå op.
Budgetforligene er godt på vej
Dermed er det samlede billede lige nu, at kommunerne er godt på vej til at ramme den tekniske serviceramme for 2021, som blev løftet med 1,5 milliarder ved årets økonomiaftale. Det til trods for, at mange kommuner, der ikke tidligere har haft råd til at hæve servicen, har fået store udligningsgevinster, samtidig med at flere kommuner vil finansiere tab fra udligningen gennem skattestigninger frem for servicenedskæringer.
Fra de kommuner, hvor NB-Økonomi er lykkedes med at fremskaffe serviceudgifterne, er der 30 kommuner, der har indgået forlig. De indeholder tilsammen 41 procent af befolkningen. De 30 kommuner ligger i alt 42 millioner over den tekniske ramme, og prognosen tilsiger derfor, at kommunerne i alt vil ramme 103 millioner kroner over servicerammen.
Der skal dog kun få kommuner som Hvidovre med en underskridelse på 10 millioner til for at få prognosen til at forudsige en overholdelse af rammen.
Ikke helt på plads
Der er dog stadig udfordringer for kommunerne der kan gøre, at nogen kommuner alligevel må genåbne budgetforligene efter den faseopdelte budgetlægning i KL.
Flere af de socialdemokratiske kommuner på Sjælland har nemlig ikke indgået budgetforlig endnu, og ifølge NB-Økonomis oplysninger er der flere af dem, der efter store udligningsgevinster sigter mod at udvide serviceudgifterne mere end den tekniske ramme tilskriver dem.
Sker det, kan der alligevel komme overskridelser af servicerammen, og det er derfor forbundet med stor usikkerhed, om den nuværende prognose holder stik.
Rettelse: Vi er blevet gjort opmærksom på, at vi havde forkerte oplysninger for Hillerød Kommune. Det fremgik tidligere, at Hillerød Kommune i budgetforliget havde serviceudgifter, der lå 33 millioner under servicerammen. Det rigtige er, at de ligger mere eller mindre lige på rammen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Budgetter




































