I denne uge har Venstre været udsat for et internt angreb om partiets politiske kurs.

Det er set før, at man i Venstre har haft forskellige opfattelser af, hvad den politiske kurs burde være. Denne gang har uenigheden dog fået ekstra opmærksomhed, fordi den bliver udfoldet mellem Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann, og den formand, Venstre havde indtil for godt et år siden, Lars Løkke Rasmussen.

I al enkelthed mener Lars Løkke, at Venstres vej tilbage til magten går gennem et entydigt samarbejde med Det Radikale Venstre. Modsat mener Jakob Ellemann, at Venstres lange vej tilbage i ministerkontorene kun kan lade sig gøre på et fundament af borgerligt samarbejde.

Umiddelbart lyder det som to strategier, der er fundamentalt og grundlæggende helt forskellige – hvorfor det nærmest er en enten/eller-strategi. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at både Lars Løkke og Jakob Ellemann har kaldt modpartens strategi for en blindgyde. Lars Løkke understreger dog samtidig, at Jakob Ellemann er den rigtige formand for Venstre.

Nu er politisk strategi måske nemt at formulere i korte sætninger. Men ofte bliver de ramt af modsatrettede interesser, når de konkret skal efterleves. I den situation kan der opstå nogle modsatrettede ønsker, som udfordrer strategiens indre logik.

Et eksempel på dette kunne man læse søndag: ”Lars Løkke Rasmussen understreger i TV 2 News, at han synes, at der ’mangler en skarpere opposition til Mette Frederiksen’, og at han stadig ser, at den bedste vej for Danmark er en regering hen over midten.”

Som bekendt gik Lars Løkke under valgkampen i 2019 pludselig til valg på dannelsen af en regering med Socialdemokratiet og Venstre. Altså en regering hen over midten – også omfattende De Radikale. Dengang blev den nye strategi også udfordret af en manglende logik. Nemlig, at dette ønske ikke hang sammen med, at Venstre på et pressemøde kort forinden havde advaret hele landet mod, at en Socialdemokratisk regering støttet af netop De Radikale ville smadre og tilbagerulle Danmarks stramme udlændingepolitik.

På samme måde vil der også opstå udfordringer med den indre logik, hvis Venstres strategi i dag på den ene side skulle søge en regering hen over midten med De Radikale og Socialdemokraterne – og på den anden side leve op til ønsket om en skarpere opposition til den selvsamme socialdemokratiske regering.

Lars Løkke har en pointe i, at det er svært i den nuværende situation at forestille sig, at de nuværende blå partier kan komme i nærheden af 50 procent af vælgerne. Her ville en situation, hvor man kunne tælle De Radikale med i blå blok, være hjælpsomt. Altså, at en strategi uden De Radikale er en blindgyde.

På den anden side er det meget svært at forestille sig, at De Radikale på den korte bane nogensinde kommer til at betragte sig som et blåt parti. Jeg tror ikke, det vil være helt forkert at påstå, at 75 procent af alle radikale vælgere har et mere rødt parti som deres eventuelle andet valg. Derfor vil det kræve så store indrømmelser til De Radikale, at det i givet fald kunne resultere i, at Nye Borgerlige ville nægte at pege på Jakob Ellemann som statsminister. På den måde kan en strategi med De Radikale også blive en blindgyde.

Derudover mener Lars Løkke, at der er politisk konsensus om flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Emnet står derfor pt. ikke højt på listen over vælgernes politiske dagsorden, hvorfor Lars Løkke kan have en pointe i, at det ikke er en stram flygtninge- og indvandrerpolitik, der sikrer, at man vinder statsministerposten.

Omvendt tyder alt på, at en slap flygtninge- og indvandrerpolitik fortsat vil være afgørende for, at man aldrig kommer i nærheden af statsministerposten. Det var årsagen til, at Jakob Ellemann følte sig kaldet til at understrege sit stramme udgangspunkt på dette spørgsmål. Og det kan man ikke gøre, uden at den indre logik tilsiger, at man tager afstand til De Radikale på dette område.

Men derfor kan der være andre områder, hvor De Radikale og Venstre kan opnå enighed. Et eksempel på dette oplevede vi seneste weekend, hvor Jakob Ellemann ændrede Venstres hidtidige holdning til regionerne, som Venstre nu ikke længere vil nedlægge. Så nu er der skabt mulighed for, at De Radikale og Venstre kan samarbejde om en reformdagsorden i forhold til sikring af høj kvalitet – ikke mindst i det nære sundhedsvæsen. Hidtil har den mulighed været vanskeliggjort af Lars Løkkes ønske om at nedlægge regionerne.

Med rette kan Lars Løkke mene, at han i sin sidste periode som statsminister erfarede, at mulighederne for samarbejde i blå blok var utopiske. Eksemplerne er mange. Men da han forlod statsministerposten, lå sammenhængskraften blandt de blå partier i ruiner. Også på grund af hans valgkampsudmelding om en regering med Socialdemokratiet, De Radikale og Venstre.

Omvendt kan man nu iagttage, at meldingerne om blåt sammenhold fra Jakob Ellemann og det modsatte fra Lars Løkke har skabt et umiddelbart sammenhold i blå blok.

Mere vigtigt for Jakob Ellemann kan man, tolket på de mange udmeldinger fra forskellige venstrefolk, fornemme, at sammenholdet internt i Venstre er bedre nu end i mange år. Dette hænger sammen med en erkendelse af, at det alene er Venstres formand, der fastlægger den politiske kurs. Mange husker sikkert, at Lars Løkke på sommergruppemødet i 2019 understregede dette overfor den daværende næstformand, Kristian Jensen.

Men det hænger også sammen med, at Lars Løkke nu har lanceret tanken om at stifte et nyt parti. Det finder langt de fleste i Venstre uacceptabelt i en sådan grad, at partiet er rykket tættere sammen.