
Social- og Indenrigsminister Astrid Krag (S) står overfor en svær opgave, når restrammen til skatteforhøjelser skal fordeles. Der er nemlig ansøgt om skatteforhøjelser, som langt overgår den restramme, der er til rådighed.
Kommuner søger om skatteforhøjelser for over 500 millioner
Selvom rammen til skatteforhøjelser i alt udgør 430 millioner i 2021, vil kommunerne hæve skatten med langt over 500 millioner kroner. Der bliver dermed hård kamp om restrammen til skatteforhøjelser.
Udgivet: 27/08/2020
Efter offentliggørelsen af ansøgningerne om skatteforhøjelser i 2021 står det klart, at der bliver hård kamp om at hæve skatten uden sanktioner.
Der er nemlig ansøgt om skattestigninger for mindst 293 millioner kroner udover den tildelte skateramme, mens restrammen, som pengene skal fordeles fra, udgør 194 millioner kroner.
Kampen kommer til at stå mellem ni kommuner, som skal fordele restrammen. Fordelingen af den foregår udelukkende i Social- og Indenrigsministeriet, som ifølge et brev til kommunerne "prioriterer en evt. restramme til de få kommuner, som foruden de største tab i udligningsreformen har de største nettotab som følge af de ændringer, der lå bag de to overgangsordninger vedrørende uddannelsesstatistik og det aldersbestemte udgiftsbehov, som udløber i 2021."
Netop ordet "få" kan angive, at man vil fordele restrammen til de kommuner, som har haft de absolut største fald på de to kriterier, og dermed prioriterer at fordeler store dele af restrammen til få kommuner i stedet for at fordele lidt til alle ni kommuner.
Det vil være godt nyt for især Gentofte, som har de største tab fra kompensationsordningerne, men også for Rudersdal, Hørsholm, Vallensbæk og Greve, som i den rækkefølge er dem med de største tab fra ordningerne.
Tre kommuner kan ikke få del i restrammen
I alt vil 18 kommuner hæve skatten til næste år. Ud af dem, vil seks kommuner alene hæve skatten med den tildelte skatteramme, som nu er blevet reserveret af Social-og Indenrigsministeriet. Udover dem, har ni kommuner også reserveret den tildelte skatteramme, men vil lave yderligere skattestigninger.
Også tre kommuner, som ikke har haft tab på udligningen, og dermed ikke er blevet tildelt en skatteramme og ikke kan få del i restrammen på 194 millioner kroner, vil hæve skatten.
Ud af de 293 millioner kroner, som der er ansøgt om til skattestigninger udover skatterammen, er 57 millioner kroner ansøgt fra Hjørring og Dragør, som ifølge regeringen ikke taber på udligningen. Derfor vil de ikke få del i restrammen på 194 millioner. Det betyder, at der reelt set kun er 237 millioner i konkrete ansøgninger til puljen, som dermed mangler 43 millioner kroner, som ikke kan imødekommes.
267 skal blive til 194
Der er dog den krølle til regnestykket, at tre af de kommuner, som har ansøgt om skattestigninger fra restrammen og har et beregnet tab på udligningen, ikke har angivet et beløb. Dermed er det mere end 43 millioner kroner, som ikke kan imødekommes.
Af de tre kommuner, har Greve og Vallensbæk et tab fra kompensationsordningerne på henholdsvis 17,7 millioner og 12,4 millioner. Helsingør har derimod en gevinst fra kompensationsordningerne, hvilket gør det svært at forestille sig, at de får del i restrammen.
Formoder man, at Greve og Vallensbæk vil lave skattestigninger udover restrammen som svarer til deres tab fra kompensationsordningerne, er det i alt 73 millioner kroner, som ikke kan imødekommes til skattestigninger udover skatterammen.
Social- og Indenrigsministeriet er i gang med at behandle ansøgningerne til restrammen, og forventer at offentliggøre fordelingen i starten af september.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Temaer: Budgetter
Emner: Skat




































