Nu får nogle kommuner fire gange så meget som andre i tilskud pr. dagpengemodtager
En lang række land- og yderkommuner får i 2020 endnu større fordel af en indbygget skævhed i det særlige beskæftigelsestilskud. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 10/10/2019
Især de jysk-fynske land- og yderkommuner har god grund til at glæde sig, når staten deler godt 10 milliarder kroner ud i det særlige beskæftigelsestilskud i 2020.
De nyeste data viser, at en række land og yderkommuner får mere end dobbelt så meget som især de store universitetsbyer og en række hovedstadskommuner.
Mens Morsø eksempelvis får godt 233.000 kroner pr ledig dagpengeberettiget i 2020, så får Aarhus kun godt 71.000 kroner.
Forklaringen skal findes i udregningen af beskæftigelsestilskuddet, som er meget afhængig af, hvordan antallet af ledige har udviklet sig i en kommune sammenlignet med de andre kommuner i landsdelen.
Derfor vinder yder- og landkommunerne
Og her har især de jyske land- og yderkommuner to markante fordele.
- Da tilskuddet blev indført i 2010, var især land- og yderkommunerne på Fyn og i Jylland allerede hårdt ramt af finanskrisen, mens ledigheden var steget relativt mindre i de store universitetsbyer og i hovedstadsområdet, som blev senere ramt af krisen. Dermed har det været lettere for land- og yderkommunerne at demonstrere en stor fremgang i beskæftigelsen.
– Tilskuddet måles efter udviklingen i antallet af ledige dagpengemodtagere og ikke den relative andel. Kommuner med et faldende antal 18-66 årige oplever derfor et dobbelt fald i antallet af ledige, når arbejdsløshedsprocenten falder. Modsat ædes en del af faldet i arbejdsløshedsprocenten i de store byer af en stigende befolkning.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23
Emner: Demografi, Erhvervsliv, Velfærd




































