
TV2/Lorry har i en række indslag beskrevet konsekvenserne af besparelser på handicapområdet i København, og i den forbindelse udtalte social- og indenrigsminister Astrid Kragh, at kommunerne havde behov for flere penge. - Foto: Fra TV2/Lorry)
Regeringen: Bruger kommunerne pengene til handicappede rigtigt?
Regeringen har foreløbigt returneret KL-krav om flere penge til handicappede med et spørgsmål om pengene bruges rigtigt i dag. Socialministereren udtalte sig så sent som i begyndelsen af august kritisk om besparelser i Københavns Kommune.
Udgivet: 22/08/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Regeringen vil drøfte med kommunerne om de “bruger pengene rigtigt” på de handicappede, oplyste social- og indenrigsminister Astrid Kragh efter det første forhandlingsmøde om en økonomiaftale med kommunerne.
Dermed er regeringen angiveligt ikke klar til, uden videre, at give kommunerne et beløb på 500-700 millioner kroner ekstra til voksende udgifter til handicappede, som ifølge NB-Økonomis oplysninger er KL’s krav.
“Noget af det her handler også om, at de midler vi bruger i dag til de borgere der får hjælp i dag og som er rigtig dyre for kommunerne, får borgerne egentligt den rigtige hjælp? Bruger vi pengene rigtigt? Det er en svær diskussion, fordi der ikke nogen steder er et ordentligt samlet billede af, hvad der driver den her udgiftsvækst,” sagde Astrid Kragh efter forhandlingerne.
Det skete som reaktion på et spørgsmål om ministeren og regeringen er klar til at give kommunerne opbakning til at reducere serviceniveauet for de handicappede for at reducere udgiftsvæksten.
Ministeren er lidt klemt i sagen, fordi hun så set som i august udtalte, at det gjorde “dybt indtryk, når borgere og pårørende oplever at komme i klemme i et system, der ellers har hjulpet dem og sikret dem tryghed.”
Udtalelsen kom som reaktion på TV2/Lorrys afdækning af konsekvenserne af en række servicejusteringer i Københavns Kommune, som skal sikre kommunen mod en budgetoverskridelse på handicapområdet.
“Her handler det i stedet om at sikre kommunerne en ordentlig økonomi, så pengene følger med, når der kommer flere børn og ældre. Det vil også give bedre mulighed for at prioritere handicapområdet,” skrev hun til TV 2 Lorry.
KL fremlagde forud for økonomiforhandlingerne en analyse, som viser at udgifterne til det specialiserede område stiger. Eksempelvis har der været en realvækst i udgifterne på det specialiserede voksenområde på 6,5 procent fra 2012 til 2017.
NB-Økonomi har gennemgået alle kommunernes budgetopfølgninger fra første og andet kvartal, og det tegner et klart billede af, at udgiftvæksten på det specialiserede område fortsat stiger.

Afviste ikke flere penge men peger på behov for analyser
Med den nye mere imødekommende forhandlingsstil, som regeringen har lagt for dagen i forhandlingerne afviste hverken finansministeren eller social- og indenrigsministeren at give kommunerne flere penge, men pegede igen og igen på behovet for at bruge pengene så effektivt som muligt.
Læs også:Analyse: Derfor tyder meget på, at kommunerne får mellem 1,4 og 1,8 mia. ved økonomiforhandlingSamtidig holdt ministeren fast i, at borgerne skal bedre hjælp.
“Vi har en fælles opgave her, fordi vi har med de mest udsatte borgere at gøre, og nogle borgere som jo rigtigt presser økonomien, men også nogle borgere, som er dybt afhængige af at de får den rigtige hjælp,” siger Astrid Kragh.
I Sorø Kommune advarer borgmester Gert Jørgensen (K) overfor KL’s magasin Momentum mod, at nye tiltag og bedre service ikke blot er noget, som man kan “tørre af på kommunerne.”
“Når vi har at gøre med et område, som er hængt op på servicelovens bestemmelser, og man vedtager nye lovforslag eller rettigheder, så er det klart, at det får økonomiske konsekvenser i kommunerne, og så skal vi lave en prioritering på for eksempel børne- og ældreområdet,” siger han.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22
Emner: Pleje, Socialøkonomi




































