Af Uffe Gardel, [email protected] og Arne Ullum, [email protected]

Man kunne kalde det talfusk, men der er sjældent tale om direkte fusk; snarere om forskønnede fremstillinger i stil med ejendomsmæglerlyrik. Politikerne siger noget, som de helt bevidst har formuleret, så vælgerne kan drømme om masser af ekstra offentlig velfærd, selvom der reelt ikke er dækning for drømmene i virkeligheden.

Seniorpension1: Overdriver antallet, som kan forlade arbejdsmarked og gå på tidlig pension

Vi begynder lige før valget blev udskrevet, fordi aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale om “seniorpension til nedslidte” var så klart et valgoplæg, så vi tager den med.

“Mere end 17.000 nedslidte danskere har nu udsigt til at forlade arbejdsmarkedet tidligere” – sådan blev aftalen præsenteret, men læste man hele aftaleteksten, fremgik det, at en stor del af disse mennesker allerede er på førtidspension eller seniorførtidspension; de skal selvfølgelig trækkes fra, og så er der 11.300 personer tilbage, som vil få seniorpension, når ordningen er fuldt indfaset.

Men det er heller ikke hele sandheden, for også de fleste af 11.300 mennesker modtager i forvejen en eller anden offentlig ydelse, omend ikke en permanent sikret ydelse. 45 procent af dem skønnes at være på sygedagpenge, mens 15 procent er i fleksjob eller får ledighedsydelse, resten er typisk på deltid eller “selvforsørgende”, det vil sige, at de ikke får nogen offentlig ydelse.

Seniorpension 2: Tæller arbejdsudbud med flere gange

At seniorpensionen til “nedslidte” kun kommer ganske få mennesker til gavn, betyder naturligvis også, at ordningen ikke har den store negative effekt på arbejdsudbuddet. Alligevel syntes forligspartierne åbenbart, at også tallet for arbejdsudbudseffekten burde repareres lidt. I hvert fald slog man i fremlæggelsen af aftalen effekten sammen med finanslovsaftalens tilbagetrækningselementer og erklærede, at de to aftaler tilsammen ville øge arbejdsudbuddet.

Det fik økonomer til at hæve øjenbrynene, og CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, sagde direkte at han aldrig havde “set noget lignende”. Beskæftigelsesministeriet forklarede herefter de journalister, som spurgte, at den reelle virkning på arbejdsudbuddet af selve seniorpensionsordningen var – 800 fuldtidspersoner. Dét er den reelle virkning af aftalen; ikke hverken 17.000 eller 11.300.

Tidlig folkepension: Alle drømmer om, at det er dem

Meget få mennesker forstår reelt forskellen på 100 millioner eller en milliard. Det er derfor et udbredt trick, at politikerne lover en forbedring på et område og nævner et beløb, som er astronomisk for den enkelte dansker, og som derfor skaber troen på lige så astronomiske forbedringer, selv om sandheden er, at beløbet i den store sammenhæng er ret lille.

Den disciplin er udøvet til perfektion i Socialdemokratiets løfte om tidlig folkepension. I reklamer har partiet givet indtryk af, at alle, der føler sig nedslidte på grund af hårdt fysisk arbejde eller stress, får en ret til at gå tidligt på folkepension.

Men reelt rækker tre milliarder kroner ikke langt, og derfor vil det ifølge beregninger fra Finansministeriet kun være omkring 8.500 62-65 årig, som kan gå på tidlig pension. Det svarer til cirka 2.850 ud af hver årgang.

Velfærd I: Akkumulerer ekstra penge 

Venstres “velfærdsløfte” var et af valgkampens første markante udspil: “Med Velfærdsløftet vil Venstre samlet investere 69 mia. kr. i mere og bedre velfærd i perioden 2020-2025.”

De 69 milliarder kroner er altså ikke det løft i udgiftsniveauet, Venstre lover; det er summen af løftet i hele perioden. Her anvendes et klassisk politisk trick, som begge fløje i dansk politik fra tid til anden har benyttet sig af, nemlig at man lægger flere års tal sammen, så det får en passende imponerende størrelse. Reelt svarer det til, at der i 2025 vil være ekstra 20,5 milliarder til velfærd sammenlignet med i dag – efter at der er taget højde for inflation.

“Det her irriterer mig, for det er med til at skabe en masse støj. Dermed ender vi med, at der sidder en masse mennesker tilbage, som slet ikke kan finde rundt i det,” sagde professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen ifølge Berlingske.

Modsat sørger politikerne altid for, at upopulære besparelser regnes med etårig effekt – så ser tallene mindre ud.

Velfærd II: De 20,5 milliarder rækker ikke til bedre velfærd

Vi er ikke færdige med Venstres “Velfærdsløfte”, for der er også problemer med selve indholdet. Venstre forklarer, som rigtigt er, at den lovede udgiftsstigning simpelt hen modsvarer det såkaldte demografiske træk: “Vi vil løfte velfærden, så den krone for krone følger med de stigende udgifter til bl.a. flere børn og flere ældre hvert år frem mod 2025,” skriver Venstre.

Men allerede i næste sætning i pressemeddelelsen går det galt for Venstre, for man fortsætter med at skrive, at velfærdsløftet vil betyde “mere og bedre velfærd”.

Og det er jo ikke helt rigtigt. De 69 milliarder – som altså ikke er 69 milliarder i udgiftsløft – dækker akkurat, at børn, ældre og alle andre kan få samme velfærd i 2025 som i dag; man holder trit med demografien. Man kan selvfølgelig sige, at udspillet vil sikre borgerne mod forværringer, altså at velfærden vil blive bedre, end den ellers ville have været. Men den bliver jo ikke bedre end i dag.

Socialdemokraternes pulje

Videre til oppositionen. Socialdemokraterne lover ligesom Venstre både at følge med det demografiske træk og at gennemføre egentlige velfærdsforbedringer. I modsætning til Venstre er der faktisk sat penge af til dette i programmet, nemlig gennem 1,5 milliard til “børn og socialpolitik” samt 8,7 milliarder som en “reserve”, der omfatter – alt muligt andet herunder også forlig på eksempelvis forsvaret, som allerede er indgået.

Det er muligt, fordi partiet ud over det eksisterende råderum i de offentlige budgetter vil hente 9,6 milliarder kroner i ekstra finansiering. Finansieringsdelen er også lidt tvivlsom, og den skriver vi om nedenfor, men “reserven” er interessant, for hver gang Socialdemokratiet i valgkampen nævner et eller andet, man vil gøre – naturplan, bedre psykiatri, flere sygeplejersker ud over det demografiske træk, etc. – kan man henvise til “reserven”. En simpel gennemgang af Socialdemokratiets mange løfter typer på, at pengene er brugt mere end en gang.

Socialdemokratiets finansiering

I et forsøg på at overbevise danskerne om, at de får meget mere velfærd, blander Socialdemokratiet nye penge fra skatteforhøjelser sammen med helt klassiske effektivsieringer i den offentlige sektor.

Det rejser et helt afgørende problem, fordi besparelserne kun kan finansiere ny velfærd, hvis de rent faktisk kan realiseres ude i hverdagen i den offentlige sektor. Når partiet eksempelvis vil tage penge fra de videregående uddannelser, som partiet mener bruger for  mange penge på at reklamere for deres uddannelser, så vil det virke som en helt normal besparelse på uddannelse, hvis det ikke lykkes uddannelsesinstitutionerne at skære udgiften væk.

Det samme gælder en besparelse på tre milliarder kroner på konsulenter, som borgmestre og eksperter på stribe har undsagt. Hvis ikke man kan finde helt overflødige opgaver for tre milliarder, så vil besparelsen enten blive tørret over på andre områder eller også vil den virke som et effektiviseringskrav i eksempelvis de kommunale administrationer.

Det mest ekstreme er dog, at Socialdemokratiet regner penge fra satspuljerne med til puljen, som skal sikre øget velfærd. Besparelsen på satspuljen vil blot medføre færre penge på et område, som så bevilges igen. Men det kommer der ikke mere velfærd ud af.

Da Venstre “ryddede op”

Så er der Venstres påstand om, at man i 2015 overtog et rygende fallitbo fra SR-regeringen.

“Da Venstre overtog ansvaret fra Socialdemokratiet i 2015, overtog vi et truende budgetunderskud på hele 50 mia. kr., eller hvad der svarer til omkring 20.000 kr. pr. husstand. (…) Nu er der ryddet op, og Danmark har balance i økonomien igen,” som Venstre selv formulerer det.

Det er rigtigt, at det i 2015 så ud til, at budgetunderskuddet i 2016 ville blive over 50 milliarder kroner. Men det viste sig ikke at holde stik. Allerede i maj 2016 blev prognosen justeret ned til et underskud på 40 milliarder, og det endelige tal endte med at blive et underskud på otte milliarder kroner.

En af årsagerne til fejlprognosen var, at Danmarks Statistik fejlvurderede væksten – og dermed er den sande historie faktisk, at allerede i slutningen af SR-regeringens levetid var økonomien vendt. Men det vidste ingen på grund af fejlene i tallene.

“De efterfølgende revisioner af tallene viser, at tingene slet ikke så så skidt ud alligevel, og at der ikke har været behov for oprydning,” siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen ifølge Information.

Forbedringen i forhold til de første prognoser skyldes i høj grad de gode konjunkturer, og dem kan hverken S eller V naturligvis tage æren for. Men behov for at “rydde op” var der altså ikke.

Plejeboligløfte til 82 milliarder kroner blev solgt for en milliard kroner

Et andet trick er at udnytte befolkningens manglende indsigt i, hvad offentlig service koster.

Da Dansk Folkeparti lovede alle ældre over 80 års et retskrav på en plejebolig og påstod, at det kun ville udløse ekstraudgifter for en milliard kroner, blev der rystet på hovedet hos mange økonomer med indsigt i kommunal økonomi.

Der er i ifølge Danmarks Statistik 257.491 borgere over 80 år, og heraf bor de 28.501 i plejebolig svarende til 11 procent.

En plejebolig koster ud fra et konservativt skøn 350.000 kroner om året i drift, og dermed vil det koste godt 80 milliarder, hvis alle 80+ årige ønsker at flytte i plejebolig.

Hvis blot en procent ekstra af de 80+ årige flytter i plejebolig, så vil det koste over 900 millioner kroner – og dermed er der kun plads til, at knapt 3.000 ældre kan gøre brug af Dansk Folkeparti forslag, hvis det skal holdes indenfor rammen på een milliard kroner.

Dansk Folkeparti har afvist bekymringen for udgiften med, at det vil udløse store besparelser på ydet hjemmehjælp i de ældres hjem, hvis de flytter i plejebolig. Men tallene viser, at ud af de 80 milliarder, som det koster hvis alle 80+ årige flytter i plejebolig, så kan der højest spares 5-6 milliarder kroner på hjemmehjælp ydet i hjemmet. (Den samlede udgift til hjemmehjælp er 12,2 milliarder kroner, men det omfatter også hjemmehjælp til mange under 80 år.).

Selvom de, som vælger at bruge et retskrav på hjemmehjælp, formentligt er blandt de største modtagere af hjemmehjælp, så ændrer den besparelse ikke meget på, at det er ekstremt dyrt at flytte mange ældre i plejeboliger.

Næsten alle fortier udgiftsskred, som vil udløse besparelser

Stort set alle partier fortier meget bevidst, at dækningen af det demografiske træk alene dækker udgiften til uændret service til det stigende antal ældre og børn. Men det dækker ikke udgiften til eksempelvis flere børn med diagnoser, at flere handicappede lever et mere aktivt liv og dermed udløser mere offentlig service, stigende udgifter til nye og bedre behandlinger og en lang række andre områder, hvor der er et udgiftsskred.

Det betyder, at politikerne enten i fremtiden skal sige nej til de stigende udgifter og eksempelvis skære i hjælpen til handicappede eller nægte ny og bedre medicin eller også skal der fortsat gennemføres effektiviseringer og besparelser på nogle områder, for at skabe plads til de nye udgifter.

Hvis mange offentlige ansatte går rundt og drømmer om, at det nu er slut med årlige effektiviseringsrunder, så har det ikke dækning i de ekstra penge, som de store partier er klar til at afsætte til ekstra offentlig velfærd.

Allerede i august kan regeringen begynde at strege løfterne

De mange løfter om bedre offentlig velfærd i valgkampen bliver traditionen tro nøje registreret ikke mindst i KL og Danske Regioner, som frygter at kommunerne og regionerne skal til at levere den ekstra service baseret på politikernes fantasifulde regnestykker.

Traditionen tro vil de to organisationer derfor møde op i Finansministeriet til de årlige økonomiforhandlinger – som på grund af valget først ventes i august i år – og bede om penge, til de mange løfter.

Herefter er det så op til den nye finansminister at sidde og strege i de mange løfter, indtil pengene passer med løfterne.

Uanset om det bliver Kristian Jensen eller Henrik Sass Larsen eller en helt tredje, så tyder meget på, at den nye finansminister vil få brug for en stor tusch, der kan strege rigtigt meget ud, når virkeligheden møder politikernes fantasifulde omgang med økonomien.