
Mens Venstre i sin valgkamp lover de ældre masser af frihed, så kniber det mere for partiets borgmestre. Det viser en opgørelse af andelen af ikke kommunale plejehjem. - Foto: Fra Venstres hjemmeside
K-borgmestre giver ældre dobbelt så meget frihed som V-borgmestre
Selvom Venstre taler mest om frihed til ældre, så har de ældre næsten dobbelt så mange ikke-kommunale plejehjem i konservative kommuner i forhold til Venstre-kommuner. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 24/08/2022
Frit valg for ældre er et af Venstres store slagnumre op til den forestående valgkamp. Men nu viser nye tal fra Social- og Ældreministeriet, at ældre i konservativt styrede kommuner har næsten dobbelt så meget valgfrihed i relation til valg af plejehjem sammenlignet med ældre i kommuner med en borgmester fra Venstre.
NB-Økonomi har ud fra en opgørelse til Folketinget over antallet af ikke-kommunale plejehjem i kommunerne opgjort tallene i relation til borgesterpartiet. Tallene viser meget klart, at der er en ret entydig sammenhæng mellem borgmesterens politiske farve og andelen af plejehjem, som drives af andre end kommunen.
I og med at de nyvalgte borgmestre efter kommunalvalget i 2021 endnu ikke har haft mulighed for at ændre på sammensætningen, så har vi set på partifarven i valgperioden fra 2017 til 2021.
Venstre lover på partiets hjemmeside, at mulighederne for de ældres frie valg under en V-regering ikke skal være betinget af "kommunalbestyrelsens nåde og gode vilje i et bureaukratisk system". Tallene i NB-Økonomis analyse bekræfter partiets antagelse om, at de ældres frihed i dag er meget afhængig af, om der har siddet en socialdemokratisk, en liberal eller en konservativ borgmester i kommunerne.
Mens de konservative borgmestre kan tilbyde de ældre stor valgfrihed takket være en andel af ikke-kommunale plejehjem på 25,5 procent, så det samme tal kun 14,8 procent i Venstre-ledede kommuner og blot 10,7 procent i socialdemokratisk ledede kommuner.
Populært sagt må Venstre altså her kort før valgkampen går igang lide den tort, at de tørre tal viser, at partiets borgmestre målt på graden af frihed for valg af plejehjem ligner deres socialdemokratiske kolleger mere end de ligner deres konservative fæller i blå blok.
I NB-Økonomis opgørelse er "ikke-kommunale plejehjem defineret som alle andre ejertyper end kommunale. Det vil sige private plejehjem, selvejede plejehjem og friplejehjem.
Sidst opdateret: 24/08/2022 - 20:50
Temaer: Friplejehjem




































