
Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune og medlem i KL-bestyrelse stemte sammen med sine to andre konservative bestyrelsesmedlemmer blankt til økonomiaftalen for 2023. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Konservative stemmer blankt til økonomiaftalen i KL's bestyrelse
De konservative borgmestre mener ikke, at regeringen er ærlig omkring velfærdsforringelser i økonomiaftalen. Derfor stemmer de blankt i KL's bestyrelse.
Udgivet: 09/06/2022
Det er ikke en enig Kommunernes Landsforening (KL), der står bag økonomiaftalen for 2023.
Konservative stemmer blank til det, de kalder en "historisk stram aftale". Det skriver borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler (K), i et opslag på Twitter en halv time efter, at KL og regeringen begyndte deres pressemøde om aftalen.
Partiet stemmer dog ikke blankt, fordi aftalen er stram eller på grund af de velfærdsforringelser, som de mener, at aftalen vil medføre.
Men de kan ikke bakke op om aftalen, da Ziegler mener, at regeringen er uærlig om indholdet. Michael Ziegler sidder i KL's bestyrelse, og han skriver, at det er hele partiet - som har tre medlemmer i bestyrelsen - der stemte blankt.
"Regeringen må være ærlig. Der bliver lavere service til borgerne næste år. Det bør ærligt stå i aftalen," skriver han i sit tweet nedenfor.
Historisk stram aftale med regeringen om kommunernes økonomi.
Mit parti stemte blankt i KLs bestyrelse. Vi må tage ansvar - også når det er svært. Men @regeringen må være ærlig. Der bliver lavere service til borgerne næste år. Det bør ærligt stå i aftalen!#ærlighed #dkpol
— Michael Ziegler (@Mich_Ziegler) June 8, 2022
Ærlighed fra regeringen har været vigtig for kommunerne
Det har været særlig vigtigt for kommunerne, at regeringen netop er ærlig i økonomiaftalen, så kommunerne ikke føler, at de er alene om at få skældud af borgerne, når de skal forklare, at der ikke er tilstrækkeligt med penge. Det er derfor et splittet KL efter økonomiaftalen, da man tilsyneladende ikke har været helt enig om at definere ærlighed.
NB-Økonomi spurgte KL-formand Martin Damm (V) om emnet til pressemødet onsdag. Her understregede han, at man ville følge op på, at regeringen bakkede kommunerne op omkring de hårde prioriteringer, der vil komme på velfærdsområdet, som i sidste ende kan betyde lavere service.
"Kommunerne er faktisk meget pragmatisk indstillet. De kan godt se, at man ikke kan trykke nogle penge, der ikke findes," sagde Martin Damm til NB-Økonomi om det faktum, at regeringen har brugt det meste af råderummet til blandt andet forsvar og klima. "Men så vil de (kommunerne, red.) heller ikke have skældud, når de foretager nogle prioriteringer på de store velfærdsområder".
Damm føler, at der er en fælles forståelse med regeringen om, at der denne gang bliver bakket op om kommunerne.
Men den tillid har det Konservative Folkeparti ikke kunnet vise regeringen. For dem handler det ikke om velfærdsforringelserne. De ville gerne have stemt for en stram aftale, skriver Michael Ziegler på det sociale medie. For dem handler det om manglende ærlighed.
"Jeg stemte ikke for aftalen, fordi den ikke er ærlig i teksten. Jeg ville have stemt for, hvis der ærligt stod, at det ville betyde lavere serviceniveau," skriver Michael Ziegler.
Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør, skriver i samme opslag, at det handler om ordet 'prioritering'. Hun mener, at der i aftalen skulle være brugt ordet besparelser i stedet, fordi det er det, som prioriteringerne ender med.
Sidst opdateret: 09/06/2022 - 11:26
Temaer: Økonomiaftale
Relaterede artikler

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.
Læs mere om NB-Økonomi herGenveje
Kontakt os
Abonnement
92926340© NB-Medier 2026
Cookie- og privatlivspolitik








































