
KL's næstformand Martin Damm (t.h.) førte i går taktstokken, mens formanden Jacob Bundsgaard havde travlt med at få sit eget budget i Aarhus på plads. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Budgetkrisen: KL indkalder borgmestre til nyt møde næste fredag
KL's næstformand Martin Damm valgte på KL's vegne i går, torsdag, at indkalde borgmestrene til et nyt ekstraordinært borgmestermøde fredag i næste uge for at presse yderligere budgetreduktioner igennem i kommunerne.
Udgivet: 24/09/2021
KL valgte sent i går, torsdag, at indkalde borgmestrene til et ekstraordinært borgmestermøde næste fredag med et eneste punkt på dagsordenen: Overholdelse af service- og anlægsrammen for 2022. Det oplyser kilder med kendskab til mødeindkaldelsen til NB-Kommune.
Indkaldelsen viser, at trods en vis optimisme efter et borgmestermøde i går torsdag, så frygter KL-toppen stadig, at det ikke lykkes at få kommunerne til at skære i service- og anlægsbudgetterne, så de holder sig indenfor den økonomiaftale, som KL har indgået med regeringen.
Det oplyses til NB-Kommune, at den endelige opgørelse af mankoen sent torsdag eftermiddag endte på, at servicerammen er overskredet med cirka 150 millioner kroner og godt 1,3 milliarder kroner på anlæg. Vurderingen fra en række kilder var efter mødet i går, at mankoen på servicerammen var krøbet under 100 millioner, men KL's gennemgang af tallene torsdag eftermiddag har altså vist, at tallet er omkring 150 millioner.
Fokus på anlæg samler sig om cirka 10 kommuner
NB-Kommune erfarer, at opmærksomheden på anlægsområdet især samler sig om en gruppe på cirka otte-ti kommuner, som holder fast i anlægsudgifter tæt på eller over 5.000 kroner pr. indbygger, hvilket er markant over de magiske 3.397 kroner pr. indbygger, som der gennemsnitligt er plads til, hvis den samlede anlægsramme på 19,9 milliarder kroner skal overholdes.
Ved at kombinere oplysninger fra kilder med kendskab til tallene og de offentliggjorte budgetudkast i kommunerne er det angiveligt kommuner som København, Ballerup, Glostrup, Høje-Taastrup, Vallensbæk, Hørsholm, Billund og Silkeborg, som er i fokus.
I den debat vil det angiveligt blive vigtigt for kommunerne, at de kan dokumentere en så kraftigt vækst i antallet af børn og ældre, som typisk udløser behov for bygning af nye institutioner. Som du kan læse i en særskilt analyse her på NB-Økonomi, så er der langt fra den sammenhæng i alle kommuner med ekstra høje anlægsudgifter.
KL: Sidste frist for at undgå møde er tirsdag
KL's næstformand lavede ifølge flere kilder på borgmestermødet i går torsdag sjov med, at med det tempo der var i indmeldingen i budgetreduktioner, så skulle der yderligere tre borgmestermøder til at nå i mål.
En kilde med kendskab til mødeindkaldelsen oplyser, at Martin Damm som underskriver på mødeindkaldelsen frister borgmestrene med, at hvis der er meldt nok besparelser ind senest tirsdag formiddag, så vil mødet blive aflyst.
Sidst opdateret: 24/09/2021 - 13:42
Temaer: Budgetter




































