
- Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Valgdeltagelse: Jammerbugt tager største spring nedad - København det største spring opad
Der er kun en ny kommuner, der sniger sig ind i top 5 blandt de kommuner med den højeste valgdeltagelse.
Udgivet: 25/03/2026
84 pct. af de stemmeberettigede valgte at bruge deres stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Stemmeprocenten er dermed 0,2 procentpoint lavere end ved det seneste folketingsvalg i 2022. Det betyder også, at man skal helt tilbage til 1990 for at finde en lavere valgdeltagelse. Dengang lød stemmeprocenten på 82,9 procent.
Ser man på kommunerne, så er det "the usual suspects", der har de fleste såkaldte sofavælgere. Det er Ishøj, Brøndby og Lolland Kommune, der har de laveste stemmeprocenter – det var det også ved sidste folketingsvalg tilbage i 2022.
Den kommune, der har taget det største dyk, er Jammerbugt Kommune, der i 2022 lå nummer 38 med en stemmeprocent på 84,8 %. De ligger nu nummer 52 med en stemmeprocent på 83,7 %.
Ny kommune i top 5
Også blandt de kommuner med de højeste stemmetal er der sammenfald fra valget i 2022. Det er igen Allerød, Rudersdal og Gentofte, der har den højeste valgdeltagelse. Selv om Allerød er bedst, så er de dog lidt under deres egen valgdeltagelse i 2022. Ny i top 5 er Hørsholm, der smutter forbi Furesø.
Den kommune, der har taget det højeste spring op ad listen, er København, der i 2022 var nummer 63 med en stemmeprocent på 83,4 %, og som nu er nummer 43 med en stemmeprocent på 84,2 %.
Se landkort herunder, hvad stemmeprocenten blev i din kommune og sammenlign med valget i 2022:
Sidst opdateret: 23/04/2026 - 15:18
Temaer: Folketingsvalg










































