
- Foto: Favrskov Kommune
Nye tiltag for børn og ældre i Favrskovs budgetaftale
Udgivet: 03/09/2025
I Favrskov Kommune står 24 ud af 25 byrådsmedlemmer bag et budgetforslag for 2026-29, der nu sendes i offentlig høring. Kun Enhedslistens Thake Fogh Cordt bakker som den eneste ikke op om forslaget.
Forslaget indeholder nye tiltag for 10,2 millioner inden for dagtilbud, skoler og ældreområdet. Med forslaget er der også planlagt reduktioner for 9,4 millioner kroner, der realiseres gennem effektivisering.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Borgmester Lars Storgaard (K) er meget tilfreds med det nye forslag.
"Jeg synes, vi er lykkes ganske godt med at lave et budgetforslag, hvor der er mulighed for at iværksætte flere nye tiltag på velfærdsområderne. Samtidig kan vi gennemføre en række nødvendige anlæg på bl.a. dagtilbud, skoler og ældreområdet," siger Lars Storgaard.
I budgetforslaget er der anlægsudgifter på det skattefinansierede område på 135 mio. kr. i 2026 og ca. 115 mio. kroner i hvert af årene 2027-29.
De anlæg, der står for døren, er blandt andet en ny skole, nyt plejecenter, nye dagsinstitutioner og renovering af hjemmeplejens faciliteter.
Budgetforslaget er i høring fra den 3. til 16. september og skal førstebehandles 9. september og andenbehandles 7. oktober, hvor det forventes endeligt vedtaget.
Vi samler budgetforligene i takt med, at de falder på plads. Du kan finde dem her: https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026
https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026
AØM
Sidst opdateret: 29/09/2025 - 15:09
Temaer: Budget 2026









































