Ulrik Wilbek (V) og Lars Storgaard (K) har fået hele byrådet med i budgetaftalerne i Viborg og Favrskov, men budgettet i de to nabokommuner hænger kun sammen takket være større kassetræk i 2025.

Ulrik Wilbek (V) og Lars Storgaard (K) har fået hele byrådet med i budgetaftalerne i Viborg og Favrskov, men budgettet i de to nabokommuner hænger kun sammen takket være større kassetræk i 2025. - Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Budget25

Enige byråd bag budgettet i tre jyske kommuner

Viborg investerer - med et stort kassetræk - mange millioner i folkeskolerne og indfører betalingsparkering, mens Aabenraa har haft bedre luft i økonomien til at skrue op for driftsudgifterne. I Favrskov ærgrer borgmesteren sig over, at det lovede velfærdsløft bliver spist af reguleringer.

Udgivet: 05/09/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Indtil videre har byrådene, der har indgået budgetforlig, været gode til at få alle partier og løsgængere med i aftalerne, skriver NB-Kommune.

I Favrskov står samtlige byrådets otte partier og to løsgængere bag budgetaftalen, der blev præsenteret tirsdag.

Det skyldes dog ikke, at politikerne har haft mulighed for at lave det markante velfærdsløft, som kommunerne blev stillet i udsigt med økonomiaftalen mellem KL og regeringen, påpeger borgmester Lars Storgaard (K).

"Det har senere vist sig, at det lovede velfærdsløft bliver 'spist op' af en række tekniske reguleringer. På borgernes vegne synes jeg, at det er rigtig ærgerligt," siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

Han peger på, at der mangler statslig finansiering af de stigende udgifter på det specialiserede socialområde, og ligesom en række andre borgmestre ser han kritisk på udligningssystemet.

"Hertil kommer, at vi skal aflevere stadig flere penge til den kommunale udligning, og at vi kun delvist i de seneste år er blevet kompenseret for vores befolkningsvækst på børne- og ældreområderne," siger Lars Storgaard.

Den brede aftale "vidner om stor økonomisk ansvarlighed hos det samlede byråd", mener borgmesteren. Det har i Favrskov været muligt at lave driftsudvidelser for ni millioner kroner i 2025, men de ekstra udgifter modsvares 1:1 af besparelser.

"Kagen har været for lille. Vi kommer ikke til at få revolutioneret Favrskov Kommune med det her budget," siger Søren Frandsen (SF) til TV2 Østjylland.

Favrskov Kommunes andel på 8,7 millioner kroner af det 2,5 mia. kr. store finansieringstilskud har byrådet imidlertid endnu ikke fordelt. Kommunen er blandt den klynge af østjyske kommuner, som modtager det lavest mulige tilskud, men får dog kompensation for tab på grundskyld.

Folkeskoler og betalingsparkering i Viborg

Også i Viborg Kommune står hele byrådet bag budgetaftalen. Talmaterialet viser, at byrådet under budgetforhandlingerne har øget serviceudgifterne i 2025 med 33,8 mio. kr., når der sammenlignes med basisbudgettet. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi politikerne er enige om at bruge 81,6 millioner kroner af kassen.

Likviditeten begrænser kommunens muligheder for at udnytte den forhøjede servicerammen, understreges det i budgetteksten.

"Selv med det ekstra finansieringstilskud er Viborg Kommunes økonomi stram, og budgettet hænger kun lige sammen. Det er Viborg Kommunes egen økonomi og likviditet, der er begrænsningen, og ikke de statslige rammer for service og anlæg," skriver partierne bag budgetforliget.

I taloversigten tilføres 10 mio. kr. til skolerne i 2025 og 20 mio. kr. om året i 2026-28. Men ifølge budgetforligets tekst øger kommunen i alt bevillingen til skolerne med 200 over de næste fire år. Partierne har endnu ikke besluttet, hvordan pengene skal fordeles til folkeskolerne. Dertil kommer 12,5 millioner kroner til familieområdet.

"Jeg er rigtig glad for, at vi nu er enige om den overordnede ramme for økonomien. Jeg glæder mig til, at vi senere i processen kan melde den samlede plan for skoleområdet ud. Vi er enige om rammerne, men mangler at finpudse detaljerne," siger Ulrik Wilbek.

En ny indtægtskilde er betalt parkering i Viborg midtby. Politikerne har under forhandlingerne besluttet, at borgerne skal kunne parkere gratis i én time, hvorefter man skal betale 15 kroner i timen. Kommunen estimerer, at det vil indbringe ni millioner kroner om året. En del af pengene målrettes til at udvikle Viborg midtby, pointerer borgmesteren.

"Det kan nogle gange være svært at finde en parkeringsplads i midtbyen. Det bliver forhåbentligt nemmere, når vi nu indfører betalt parkering," siger Ulrik Wilbek.

Aabenraa-budget balancerer inden nyt tilskud

I Aabenraa Kommune har det været muligt at øge driften med 44 millioner kroner i 2025 og cirka 20 millioner kroner de følgende år, uden der ligesom i de to kommuner længere nordpå trækkes penge op af kommunekassen.

Der skydes bl.a. ekstra millioner i bygningsvedligeholdelse, vejbelægninger, mere ledsaget ferie for borgere på botilbud, familiementorprojektet "Generationer i Vækst" og en musiksatsning i 2025.

"Det er glædeligt, at årets økonomiaftale og rammerne i Aabenraa Kommunes økonomiske politik giver mulighed for at prioritere et råderum på såvel drift som anlæg i budgettet for 2025-2028, uden at der skal gennemføres omfattende besparelser," skriver partierne i budgetteksten.

Aftalen blev offentliggjort tirsdag, men forhandlet på plads i sidste uge. Derfor skal politikerne nu beslutte, hvordan man vil bruge de 30,8 millioner kroner, som Aabenraa Kommune modtog i ekstraordinært finansieringstilskud.

Sidst opdateret: 06/09/2024 - 11:26

Temaer: Budget25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]