
Ligesom med de fleste andre busselskaber kniber det gevaldigt i Nordjyllands Trafikselskab med at skabe økonomi i busdriften. - Foto: Nordjyllands Trafikselskab
Byråd vil nedlægge busruter
Kommunalbestyrelser over hele landet må tage stilling til eksempelvis at nedlægge busruter eller hjemtage busdrift. Sager fra kommunerne Thisted og Esbjerg viser, at det er ømfindtligt at reducere i den kollektive trafik.
Udgivet: 07/12/2022
Kommunernes og regionernes busselskaber kører over en bred kam med dundrende underskud. Passagererne er ikke vendt tilbage til busserne i særligt stor omfang efter corona-pandemien. Og udgifterne til brændstof er i mellemtiden steget markant. På den baggrund må flere byråd nu tage stilling til, om man for eksempel vil nedlægge busruter, hjemtage busdrift eller i højere grad lave fleksbus-løsninger.
Et af de steder, hvor underskuddet på busdrift er blevet politisk uacceptabelt, er i nordvestjyske Thisted Kommune. Her har kommunalbestyrelsens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik mandag 5. december på et møde gransket handlemulighederne i forhold til dundrende underskud på busdrift i kommunen.
Af et referat fra udvalgsmødet fremgår det, at landkommunens nettoudgift til drift af 15 busruter i 2021 var 8,3 millioner kroner. Og at man allerede nu forventer en overskridelse på budgettet til busdrift på ikke mindre end 5,0 millioner kroner i 2023. På den baggrund beder kommunen Nordjyllands Trafikselskab (NT) om at komme med forslag til besparelser for netop fem millioner kroner i 2023.
Formanden for udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik Jens kr. Yde (K) lægger ikke skjul på, at der skal ske noget med busdriften i kommunen, hvor afstandene er store, og mange kører i bil.
"Det her skal ikke være begyndelsen til enden for kollektiv trafik, men måske en begyndelse til at se nogle andre modeller - eventuelt flere fleks-ture. Under alle omstændigheder kommer vi ikke udenom reduktioner på den kollektive trafik med mindre området tilføres statsmidler," siger Jens Kr. Yde til Nordjyske.
Han pointerer over for Nordjyske, at det ikke kun er Thisted Kommune, som har problemer med at få økonomien i den kollektive trafik til at hænge sammen.
"Kommunerne har ikke råd. Selv med uændret serviceniveau stiger udgifterne til kollektiv trafik voldsomt - og NT sender regningen for de stigende udgifter videre til kommunen," siger Jens Kr. Yde til Nordjyske.
Sølle finansieringsgrad
Udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik i Thisted har besluttet, at der nu skal bruges op til 400.000 kr. på en analyse af kommunens handlemuligheder. Det fremgår af referatet fra udvalgsmødet, at kommunen overvejer at hjemtage de busruter, der især befragter skoleelever.
Som et eksempel på, hvor presset økonomien er i busdriften, har Nordjyske regnet på, hvordan det ser ud med indtægterne i forhold til de samlede udgifter. Det man kalder finansieringsgraden. Og den er abnorm lav for busdriften. Nordjyske skriver:
"I 2021 lå billetindtægterne fra de tre bybusruter i Thisted by på i alt 264.476 kroner. Operatørudgifterne var knap 3,2 mio.kr.. Nettoudgiften blev 2,9 mio. kr. - og selvfinansieringsgraden på de tre bybusruter var otte procent."Bybusser i fare
Drejer man blikket længere syd på til Esbjerg Kommune, kan man også her konstatere, at kommunalbestyrelsen har kig på udgifterne til busdrift.
NB-Kommune kunne for nylig berette om, hvordan Plan- og Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune skulle tage stilling til forslag fra Sydtrafik/forvaltningen om besparelser på rundt regnet seks millioner kroner på busdriften i 2023:
Et af forslagene fra Sydtrafik går på, at man nedlægger bybusdriften i Ribe og derved sparer 1,6 mio. kr. årligt. Forslaget er dog så kontroversielt, at Plan- og Byudviklingsudvalget i Esbjerg har sendt det i en slags høring. Flere borgere i Ribe har ifølge JydskeVestkysten protesteret mod at miste bybusserne i marsk-byen.
I morgen, torsdag 8. december, er der møde i Plan- og Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune. Det fremgår af dagsordenen for mødet, at direktøren for Teknik & Miljø i Esbjerg indstiller til udvalget:
"Fra køreplansskiftet sommer 2023 nedlægges Ribe bybus samt aftenbetjening fra kl. 21 alle dage på linje 11, 12 og 13."
Sidst opdateret: 07/12/2022 - 12:47
Emner: Trafik, Esbjerg Kommune, Thisted Kommune, Bus




































