Kræver flere fuldtidsstillinger i ældreplejen
SF kalder det uacceptabelt, at blot 28 procent af opslåede stillinger i ældreplejen i 2021 var på fuld tid, mens FOA mener, kommunerne er langt fra mål. Se tallene for din kommune her.
Udgivet: 03/02/2022
På Christiansborg vækker det forargelse, at så få fuldtidsstillinger bliver opslået i ældreplejen.
28 procent af de social- og sundhedsstillinger, der blev slået op sidste år, var på fuld tid. Det viser tal, som FOA har trukket fra FH's database:
I 2019 slog kommunerne således kun 18 procent af i alt knap 10.000 social- og sundhedsstillinger op på fuldtid. Det tal var så i fjor steget til 28 procent af i alt omkring 14.000 stillingsopslag. 64 procent af stillinger slås op som deltidsstillinger, mens 8 procent ikke klart har angivet arbejdstid.
Kirsten Normann Andersen, ældreordfører for SF, kalder det "helt uacceptabelt".
"Det er fuldstændig uacceptabelt, at kommunerne ikke for længst har set skriften på væggen, og at de bliver nødt til at opslå deres stillinger på fuld tid. Det er simpelthen hyklerisk, når de samtidig giver indtryk af, at de mangler personale," siger Kirsten Normann Andersen.
Det er fagforbundet FOA, der har trukket tallene fra Fagbevægelsens Hovedorganisations database.
Adspurgt om, hvad der kan gøres fra politisk hold, siger Kirsten Normann Andersen, at "den her abe lander på kommunernes skrivebord".
"Det er dem, der kan gøre en forskel her. De bliver nødt til at forstå, at man skal opslå de her stillinger på fuld tid, hvis man skal have personale nok."
Spørgsmål: Kan det her ikke handle om, at det er svært at få afsat fuldtidsstillingerne derude?
"Jo, men sådan er det jo i alle fag. Hovedreglen er, at man har skabt en kultur, hvor det bedre kan betale sig at være ansat på deltid, og så supplerer man med timer i vikarbureauer eller de løse timer, man har mulighed for," siger Kirsten Normann Andersen.
Stigningen fra 18 procent til 28 procent fuldtidsstilliger er godt, men stadig alt for få, mener Jane Heitmann, ældreordfører hos Venstre.
"Man må bare sige, at et stort antal deltidsstillinger presser ældreplejen big time. Og der er altså brug for faglighed, der kan sikre en værdig omsorg og empati. "Så dur det ikke, at kommunerne holder fast i et stort antal deltidsstillinger," siger Jane Heitmann.
FOAs forbundsformand Mona Striib hæfter sig ved, at der er sket en fremgang af heltidsstillinger, men at det lagt fra er tilstrækkelig:
”Det er en virkelig vigtig fremgang. Men tallene viser jo desværre også, at langt de fleste stillinger stadig slå op på deltid. Det duer ikke, når man samtidig har mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og det giver slet ikke mening, når der samtidig er ansatte, der arbejder deltid mod deres vilje,” siger Mona Striib og henviser til, at hele 28 procent af de deltidsansatte i ældreplejen gerne vil op i tid ifølge en rapport fra Social-og Indenrigsministeriets Benchmarkenhed fra 2020.
jornns - /ritzau/
Sidst opdateret: 03/02/2022 - 12:39
Emner: Ældrepleje, FOA





































