Ny politisk aftale vil sikre flere og billigere boliger i de store byer.

Ny politisk aftale vil sikre flere og billigere boliger i de store byer. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Ny aftale om billigere boliger til 10 mia.

Aftale om billige boliger er på plads. Tanken er at sikre flere boliger i store byer til en billigere pris. Man vil både bygge mere og sænke huslejen i almene boligbyggerier.

Udgivet: 26/11/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Ny aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten (EL), Dansk Folkeparti (DF) og Kristendemokraterne (KD) vil bygge flere billigere boliger i storbyer.

22.000 flere almene boliger er tanken bag aftalen, som skal finansieres med midler fra Nybyggerifonden. Partierne er blevet enige om, at de vil bruge 10 mia. kr. fra fonden på de mange tiltag. Det fremgår af en pressemeddelelse fra i dag (fredag), som er udkommet hos Indenrigs- og Boligministeriet. De 10 mia. kr. skal over i en ny fond, som får navnet "Fonden for blandede byer".

"Samtidig vil vi næste år gå ud og sætte huslejen ned med et par tusind kroner i nogle almene boliger, når loven træder i kraft," siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) til Ritzau.

Læs også:
Forstå på tre minutter: Sådan fandt regeringen 10 mia. til nye boliger

Det er især de store byer, som har dyre byggegrunde, at aftalen kan være gavnlig for. I aftalen fremgår det, at man vil hjælpe de kommuner, som har høje priser for byggegrunde. De steder kan det nemlig være svært at få bygget almennyttigt, selvom der mange steder er krav i lokalplanlægningen om at bygge almene boliger.

"Parterne er derfor enige om at afsætte 1,8 mia. kr. frem til 2031 i Fonden for blandede byer til en ny grundkøbslånsordning, som skal understøtte almene boligorganisationers køb af byggegrunde i områder med grundpriser, som ligger over de almene boligorganisationers betalingsevne," står der nu sort på hvidt i aftalen.

Tanken er især, at de penge skal være med til at sikre 6.000 nye studieboliger, hvoraf de 4.000 skal ligge i København.

Kommunerne slipper dog ikke helt for at medfinansiere:

"Ligeledes er det en betingelse, at grundkøbslånet ydes med kommunal medfinansiering inden for en samlet økonomisk ramme på 700 mio. kr., hvorfor der vil kunne ydes grundkøbslån for samlet 2,5 mia. kr. frem til 2031," hedder det i aftaleteksten.

Kommuner skal presses til at hjælpe hjemløse i bolig

Den nye aftale sætter også fokus på hjemløse. Man understreger i aftalen, at Housing First princippet hjælper 80-90 procent ud af hjemløshed. Derfor vil man nedsætte refusionsordningen til kommuner i forbindelse med herbergsophold, så man øger kommunernes incitament til at hjælpe hjemløse med at finde en bolig.

"Parterne er derfor enige om at omlægge den eksisterende refusionsordning for herberger således, at der fremadrettet alene gives refusion på 50 pct. for borgernes ophold på herberger i 90 dage pr. løbende år. Efter 90 dages ophold nedsættes refusionen til 0 pct," står der i aftalen. Den del af aftalen skal være fuld ud indfaset i 2026.

Derudover afsættes der også flere puljer af til ældreboliger samt til at skabe bedre tilgængelighed for personer med handicap i almene boliger.

Du kan læse hele aftaleteksten her.

Sidst opdateret: 26/11/2021 - 12:49

Emner: Almene boliger, Indenrigs- og Boligministeriet, Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister, Regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]