De to byrådsmedlemmer, den 73-årige advokat Christian de Jonquiéres og den 77-årige plantageejer Ulla Hardy-Hansen, har skabt furore og står nu til at blive smidt på porten efter årtier blandt De Konservative.

De to byrådsmedlemmer, den 73-årige advokat Christian de Jonquiéres og den 77-årige plantageejer Ulla Hardy-Hansen, har skabt furore og står nu til at blive smidt på porten efter årtier blandt De Konservative. - Foto: Privat og Emil Helms/Ritzau Scanpix

KV21: To erfarne konservative står til at blive smidt ud af partiet

To erfarne konservative i Nordsjælland står til at blive ekskluderet af partiet. På valgnatten valgte to ældre byrådsmedlemmer at køre deres eget løb under konstitueringen.

Udgivet: 19/11/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Fløjlshandskerne er blevet lagt til side blandt De Konservative i nordsjællandske Fredensborg Kommune i kølvandet på kommunalvalget. Midt i glæden over stor fremgang for liste C har den lokale partiforening bedt partiet om, at to lokalt kendte konservative skal sparkes ud af partiet for "partiskadelig virke".

Ønsket om at få to garvede partimedlemmer ekskluderet kommer i kølvandet på konstitueringen i Fredensborg byråd. Her gjorde de to byrådsmedlemmer, den 77-årige plantageejer Ulla Hardy-Hansen og den 73-årige advokat Christian de Jonquiéres, noget uhørt.

Ifølge Sjællandske Medier valgte Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquiéres på valgnatten at mødes med den socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Det gjorde de to uden at orientere deres egen spidskandidat Jesper Tvilde. Han prøvede flere gange via mobil at få fat på de to seniorer, men de reagerede ikke.

På valgnats-mødet tilbød borgmester Thomas Lykke Pedersen de to byrådsmedlemmer attraktive politiske poster. Derfor ser Christian de Jonquières nu ud til at blive 1. viceborgmester, og Ulla Hardy-Hansen bevarer sin formandspost i Kulturudvalget.

De Konservatives borgmesterkandidat Jesper Tvilde fik dermed slået skår i glæden over, at De Konservative i Fredensborg fik et kanonvalg, hvor partiet gik fra tre mandater til nu syv mandater. Både han og partiforeningen er vrede over, at de to seniorer valgte at køre sololøb under konstitueringen.

I en kort meddelelse skriver den konservative vælgerforening i Fredensborg ifølge Sjællandske Medier følgende:

”Det Konservative Folkeparti, Fredensborg har indstillet til Det Konservative Folkeparti´ Hovedkontor, at Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquieres grundet partiskadelig virke ekskluderes på det førstkommende Hovedbestyrelsesmøde, der afholdes lørdag den 27. november 2021."

De to: Vi gjorde det i bedste mening

Med til sagen hører, at Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquières selv mener, at de har handlet i partiets interesse. Deres pointe er, at hvis de ikke havde takket ja til de attraktive poster, så havde De Konservative fået mindre ud af konstitueringen.

"Hvis vi sagde nej, ville partiet få mindre ud af en konstituering, og derfor sagde vi ja. Det har intet at gøre med, at vi bryder ud af partiet – tværtimod er det for partiets skyld. Jeg har ikke brug for posten personligt," siger den kommende 1. viceborgmester Christian de Jonquières til Sjællandske Medier.

Borgmester: 'Jeg er dybt skuffet'

I Helsingør er den genvalgte konservative borgmester Benedikte Kiær forarget over forløbet i nabokommunen Fredensborg.

"Hvis man skal indgå i en konstituering, fremstår det meget, meget utroværdigt, når man ikke er samlet som parti. Det er partiskadelig virksomhed," siger Benedikte Kiær til Sjællandske Medier.

Hun køber ikke de to byrådsmedlemmers forklaring om, at de gik til mødet med borgmesteren for at få den bedst mulige konstituering for De Konservative.

"Så skulle de have taget deres spidskandidat med frem for at dolke ham i ryggen. Jeg er dybt skuffet over deres adfærd," siger Benedikte Kiær til Sjællandske Medier.

Havde sikret sig flertal

Borgmester Thomas Lykke Pedersen fik på valgnatten opbakning til at blive borgmester igen fra R, SF og EL. Han havde dermed sikret sig et flertal på 14 ud af 27 byrådsmedlemmer, inden han holdt møde med Ulla Hardy-Hansen og Christian de Jonquières.

Mandatfordelingen i Fredensborg er efter valget:

Socialdemokratiet: 8

De Konservative: 7

Venstre: 5

De Radikale: 3

SF: 2

Nye Borgerlige: 1

Enhedslisten: 1

Kilde: KMDvalg

Sidst opdateret: 19/11/2021 - 13:29

Temaer: Kommunevalg

Emner: Fredensborg Kommune, Det Konservative Folkeparti, Konstituering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]