
"Det er muligt at få bankerne til at rykke sig og tage et større samfundsansvar, hvis bare man holder fast," siger Gladsaxes borgmester Trine Græse (S). - Foto: Gladsaxe Kommune
Kommune får ret til at straffe bankforbindelse økonomisk
Ny aftale sætter nye standarder for kommuners bankforbindelser. Gladsaxe Kommune får nu ret til at nedsætte Danske Banks honorarer, hvis banken ikke lever op til sine forpligtelser.
Udgivet: 31/05/2021
Udskældte Danske Bank har i en ny aftale med Gladsaxe Kommune accepteret, at banken skal foretage en række indberetninger til kommunen. Det skriver NB-Kommune.
I en pressemeddelelse kaldes den nye aftale "banebrydende", fordi den sætter nye standarder for bankers sociale og økonomiske ansvar i samarbejdet med kommuner.
"Jeg håber, at flere kommuner vil følge efter"
Gladsaxe Kommune og Danske Bank har indgået en aftale, hvor banken har forpligtet sig til at rapportere til Gladsaxe om en række forhold, herunder reaktioner fra Finanstilsynet og sigtelser for hvidvask. Hvis banken ikke lever op til sine forpligtelser, har Gladsaxe ret til at kræve yderligere redegørelser og mulighed for at reducere bankens honorar. Det er ikke set før i et samarbejde mellem bank og kommune.
Derudover kan Gladsaxe til enhver tid ophæve samarbejdet, hvis Danske Bank får en dom eller bøde for hvidvask.
"Med den nye aftale har vi stået fast på de store linjer i vores krav til ansvarlighed og bevist, at det er muligt at få bankerne til at rykke sig og tage et større samfundsansvar, hvis bare man holder fast," siger borgmester i Gladsaxe Trine Græse (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:
"Samtidig har vi som kommune fået nogle nye redskaber til at gribe ind og holde vores bankforbindelser fast på deres moralske forpligtelser. Det er meget positivt. Nu glæder jeg mig til, at vi kan fortsætte det gode samarbejde på et nyt grundlag, der peger fremad og forhåbentlig baner vejen for mere samfundsansvarlige bankaftaler. Derfor håber jeg også, at flere kommuner vil følge efter."
Det er anden gang inden for kort tid, at Gladsaxe sender bankforretningerne i udbud. I 2019 lavede kommunen et lignende udbud med krav, der lå tæt op ad KL’s anbefalinger, hvor ingen banker valgte at byde ind. I denne omgang bød to banker på opgaven, som fortsat stiller høje krav om social og økonomisk ansvarlighed. Det var tæt løb, men i sidste ende blev det Danske Bank, som også er Gladsaxes nuværende bank, der vandt udbuddet.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Emner: Gladsaxe Kommune




































