Holst: KL-krav om fem mia. handler om kommunalvalgkampen

Del artiklen:
Venstres tidligere kommunalordfører Carl Holst ser ser en tæt sammenhæng mellem KL's udspil på socialområdet og den forestående kommunalvalgkamp.
Venstres tidligere kommunalordfører Carl Holst ser ser en tæt sammenhæng mellem KL's udspil på socialområdet og den forestående kommunalvalgkamp.

Borgmestrene kan med KL’s socialplan afværge kritik for dårlig social service ved KV21, vurderer Venstres tidligere kommunalordfører Carl Holst. Han oplevede i 2016 på nærmeste hold en konflikt mellem den daværende V-regering og borgmestrene.

Af Arne Ullum, [email protected]

Da KL’s topforhandlere tirsdag afleverede organisationens bud på, hvordan kommunerne kan opfylde de mange krav om forbedringer på socialområdet fra regeringen og Folketinget, så handlede det ikke bare om de handicappede og socialt udsatte, men mindst lige så meget om den kommende kommunalvalgkamp.

Det vurderer Venstres tidligere kommunalordfører Carl Holst, som på nærmeste hold oplevede, hvordan massiv utilfredshed med V-regeringens omprioriteringsbidrag i 2016 gav partiet store problemer forud for kommunalvalget i 2017.

“Når borgmestrene møder kritik på socialområdet i valgkampen, så kan de enten sige, at de har fået penge fra regeringen og derfor vil de rette op på forholdene, eller også kan de sige, at de har krævet pengene, men regeringen har afvist at bruge penge på bedre hjælp til de socialt udsatte,” siger Carl Holst.

Han siger, at balladen om omprioriteringsbidraget både gjorde skade på sammenhængskraften i Venstre og skabe en “dem mod os stemning” mellem regeringen og borgmestrene. Reelt sled konflikten mellem Venstres daværende finansminister Claus Hjort og Venstre-borgmestrene så hårdt på relationen til kommunerne, at regeringen opgav at gennemføre den planlagte reform af den kommunale udligning i foråret 2017.

Balladen kan ramme troværdigheden bag Socialdemokratiets strategi

Alligevel vurderer Carl Holst, at balladen om det sociale område kan ramme Socialdemokratiet endnu hårdere, og at partiets top derfor tager den aktuelle konflikt meget alvorligt.

“Det kan skade hele den satsning, som de meget klogt har udtænkt med det decentrale og ønsket om at være et geografisk mere bredt parti. Det er derfor Kaare Dybvad er blevet indenrigsminister i stedet for Astrid Krag, og det er derfor statsministeren i nytårstalen talte meget om decentralisering og nærhed. Den strategi kan kun lade sig gøre, hvis man gør det i samspil med nogle borgmestre.”

Og bliver det samspil ødelagt af en stor konflikt mellem kommunerne og regeringen på socialområdet, så kan det ødelægge hele strategien, siger Carl Holst:

“Det kan gå ud over troværdigheden i hele fortællingen. Når Socialdemokratiet siger, at de også er partiet for Udkantsdanmark, så vil udkantsborgmestrene sige, at det er regeringens skyld, at man ikke kan få den sociale service til at hænge sammen.”

KL står stærkt forud for kommunevalg

Selvom Carl Holst anser det for enten “uansvarligt eller politisk dumt”, at KL har spillet så aggressivt ud og dermed risikerer at markant nederlag, så anerkender han, at KL’s forslag kan ende med at virke som et effektivt værn mod, at finansministeren sender for mange af pengene over til Danske Regioner.

“Jeg læser derfor også KL’s udspil som om, at man forsøger at gå op imod Danske Regioner, som har krævet et meget stort løft,” siger Carl Holst.

Krag kan ryge ved næste rokade

Carl Holst har stadig sin daglige kontakt med landets borgmestre blandt andet i kraft af sit store kommunale netværk og sit arbejde for velfærdsvirksomheden DigiRehab. 

Han oplever en udbredt utilfredshed med social- og ældreminister Astrid Krag, fordi hun skiftevis kritiserer kommunerne for ikke at levere nok social service og skiftevis fortæller vælgerne, at kommunerne har fået penge til at forbedre servicen.

“Man taler bredt om, at Astrid Krag ikke kan åbne munden uden at skabe problemer. Jeg er derfor spændt på, om hun overlever den næste regeringsrokade,” siger Holst.

Han er dog ikke i tvivl om, at Astrid Krag fik en lodret ordre fra finansministeren om at skrue ned for retorikken “syv eller otte sekunder efter KL offentliggjorde sit oplæg”.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB-Økonomi i 4 uger gratis og få adgang med det samme
Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her