
Et typisk boligsalg genererer over 200.000 kr. ekstra omsætning, som den nye ejer poster i huset, lyder det fra ejendomsmæglerfirmaet home. - Foto: home a/s
Stiger hussalget også med rekordfart i din kommune?
I 96 kommuner er der solgt flere huse end forrige år, og det samlede salg af huse på landsplan er steget med hele 86 procent. Det skaber lokal omsætning i en krisetid. Se udviklingen i hussalget i din kommune her.
Udgivet: 21/04/2021
Hussalget har fundet et ekstra gear, og det kan ses i antallet af hushandler. Det er steget med 86 procent i løbet af det seneste år. I hele 96 kommuner er der solgt flere villaer og rækkehuse i marts 2021 sammenlignet med marts 2020.
Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Home har kigget nærmere på.
"Hussalget skiftede til sjette gear. Det er ganske enkelt et imponerende stort salg," siger Michael Dalsager, der er talsperson i Home og boligmarkedsanalytiker.
Det kan ses lokalt. For der er fremgang i 96 ud af 98 kommuner seneste år.
"Tallene viser med tydelighed, at det er hele Danmark, der nyder forårsvinden over boligmarkedet. Faktisk ser vi nogle af de allerstørste spring i kommuner et godt stykke fra de store byer," siger Michael Dalsager.
Hussalgets top 20-lister i Danmark
På top 20 over den seneste måneds salg i 2021 (februar til marts i år) står der kommuner som Svendborg, Mariagerfjord, Lolland, Vordingborg, Samsø, Ærø, Thisted og Ringkøbing på listen.
Hvis vi ser et helt år tilbage, så er der også både land og by blandt de største springere i hussalget – Frederiksberg, Gentofte, Tårnby, Glostrup, Dragør, Hillerød og Hvidovre blandt storbynære – og Læsø, Ikast-Brande, Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Ærø med flere blandt kommunerne mere på landet.
Positivt for lokalsamfundet
"Det er meget positivt for Danmark – især midt i en krisetid – at der er positive takter alle steder. Boligsalg er ikke bare en personlig sag, det er også en gevinst for fællesskabet, fordi det giver en masse omsætning lokalt," siger Michael Dalsager med henvisning til, at et typisk boligsalg genererer over 200.000 kr. ekstra omsætning, som den nye ejer poster i huset.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Civilsamfund, Bosætning




































