Selv om både økonomiaftalen og finansministeren efterlader det modsatte indtryk, så behøver de krævede besparelser på konsulenter ikke at give nogen form for løft i kernevelfærd.

"Det er denne regerings klare ambition at reducere brugen af eksterne konsulenter i det offentlige og i stedet bruge pengene på velfærd og den grønne omstilling. Vi vil flytte midler fra kolde hænder til varme hænder," sagde finansminister Nicolai Wammen om aftalen, og i selve aftaleteksten efterlader man det samme indtryk: At der skal spares kolde konsulenthænder, så der bliver råd til flere varme hænder og borgernær velfærd:

"Regeringen og KL er enige om, at kommunerne kan frigøre ressourcer ved at reducere forbruget af eksterne konsulenter og arbejdet med velfærdsprioriteringen. Samlet giver det mulighed for at prioritere i alt 2,25 mia. kr. i 2021 til bl.a. at dække den demografiske udvikling, ansætte flere velfærdsmedarbejdere og udvikle kernevelfærden med fokus på kvalitet og resultater til gavn for borgerne, herunder på det specialiserede socialområde og i den kommunale sundhedsindsats," står der i aftalen.

De 2,25 milliarder, som kan prioriteres, stammer for de 1,5 milliarder kroners vedkommende fra forhøjelse af servicerammen, mens de 500 millioner kroner frigøres ved at reducere brug af eksterne konsulenter, og de sidste 250 millioner kroner består i videreførelse af arbejdet med velfærdsprioriteringen, altså almindelig effektivisering af driften.

De 500 sparede konsulent-millioner skal samtidig vokse til en hel milliard frem til 2025.

Ikke sparekrav på administration

Men pengene behøver ikke at gå direkte til borgerne. Hvis kommunerne standser brugen af eksterne konsulenter og i stedet ansætter egne medarbejdere til samme udgift og med samme arbejdsopgaver, vil de faktisk have opfyldt aftalen.

"Det er ikke knivskarpt formuleret, men jeg læser det ikke sådan, at der samlet set skal spares på administrative opgaver," siger professor Kurt Houlberg, VIVE.

"Jeg tolker det sådan, at kommunerne skal frigøre nogle ressourcer ved at spare på eksterne konsulenter, som man kan bruge på egne medarbejdere. Om det er så er kernevelfærdsmedarbejdere i skoler, daginstitutioner og ældrepleje eller centralt ansatte konsulenter, som bidrager til at udvikle velfærden, er ikke afgørende."

"Det vil sige, at hvis man i stedet for at bruge 750 millioner kroner på eksterne konsulenter bruger 750 millioner kroner på egne medarbejdere, der udfører de samme opgaver som konsulenterne, så har man stadig frigjort 750 millioner kroner. Her skal man huske, at opgaverne typisk vil tælle med i opgørelsen af kommunernes serviceudgifter, uanset at om der er tale om klassiske kernevelfærdsopgaver eller ej."

Ukendte tal

Der findes ikke nogen samlet opgørelse over, hvad kommunerne bruger på eksterne konsulenter, eftersom brugen af dem ikke skal bogføres på særlige konti. Det seneste skøn kommer fra at svar til Folketingets finansudvalg i oktober 2019 fra finansministeren; her havde Finansministeriet spurgt i SKI, som administrerer indkøbsaftaler for 92 ud af de 98 kommuner. Det fremgik, at SKI havde optalt konsulentbrug i kommunerne for 7.079 millioner kroner.

Dette tal omfattede managementkonsulenter, IT-konsulenter, ingeniører, arkitekter, revision

og advokater, men ikke sundhedsfagligrådgivning som psykologisk rådgivning eller fysioterapi. Definitionen på eksterne rådgivere er her bredere end den, der anvendes i staten og regionerne, fremgik det.

Skulle økonomiaftalens krav om at frigøre op til en milliard kroner - i 2025 - ved mindre konsulentbrug forstås som et nettotal, ville der skulle afskaffes konsulentbrug for et væsentligt større beløb end en milliard kroner, fordi bruttobesparelsen ville skulle fratrækkes udgifter til kommunernes egne medarbejdere, som skulle overtage konsulentopgaverne.

Hvis man for eksempel antog, at egne kommunale ansatte er 20 procent billigere end eksterne konsulenter, ville man skulle insource konsulentydelser for 2,5 milliarder kroner - altså mere end en tredjedel af kommunernes samlede konsulentbrug - for at få en nettogevinst på 500 millioner kroner, man kunne bruge på kernevelfærd. Men sådan skal økonomiaftalen altså ifølge Kurt Houlberg næppe forstås.

"For mig at se er dette ikke så meget anderledes end tidligere års omprioriteringsbidrag og moderniseringskrav, hvor kommunerne i økonomiaftalerne blev forpligtet til at effektivisere, så man kunne frigøre ressourcer til andre områder," siger han.

"Her er der blot peget på at en del af effektiviseringen skal ske ved at spare på eksterne konsulenter. I praksis vil det imidlertid være svært at opgøre, om kommunerne har gjort, hvad der blev aftalt, for ligesom man ikke kan måle kommunernes samlede effektivitet, så kan det også være svært præcist at opgøre deres forbrug af eksterne konsulenter."