
Nu kan sagsbehandlerne se, hvad en borger koster i ydelser efter refusion
Nyt it-system gør det nemmere for sagsbehandlerne at se, præcis hvor meget en borger på overførselsindkomst koster kommunen.
Udgivet: 25/02/2020
Kommunernes sagsbehandlere kan nu med et enkelt klik se, hvor meget en borger koster kommunen i overførselsudgifter efter refusionen fra staten er indregnet.
Det er et nyt it-program kaldet 'Ydelsesrefusion' fra kommunernes fælles it-organisation KOMBI, som sikrer kommunerne et nemmere overblik over kommunens nettoudgift til ydelser til de enkelte borgere. Det skriver KIT-Magasinet.
”Ydelsesrefusion sikrer, at kommunerne får overblik over månedens refusioner og ydelser til den enkelte borger. Det betyder, at kommunen kan følge op og handle på sine udbetalinger og refusioner og derigennem hjælpe borgerne med at blive selvforsørgende. Det sker bl.a. ved, at oplysninger fra Ydelsesrefusion er tilgængelige for kommunernes medarbejdere inden for økonomi og beskæftigelse,” siger projektleder Inge Harder, KOMBIT til KIT-Magasinet.
Kernen i Ydelsesrefusion er en kompleks beregningsmotor, der samler og behandler data fra en lang række kilder. Når Ydelsesrefusion har indhentet informationer om de offentlige forsørgelsesydelser og beregnet refusion og medfinansiering, videregives resultatet til STAR, der sørger for, at kommunerne får overført refusionen. Løsningen håndterer desuden kommunernes egen medfinansiering af ydelserne.
”Det er denne beregning, Ydelsesrefusion foretager automatisk måned for måned. Første gang resultaterne vil være tilgængelige er 20. februar. Princippet er, at jo bedre kommunen er til at få ledige i beskæftigelse og derved væk fra offentlig forsørgelse, desto bedre er kommunen stillet, såfremt borgeren, på et senere tidspunkt, igen skulle have behov for en eller flere ydelser. Omvendt jo længere tid borgerne modtager ydelsen, desto højere udgift bliver det for kommunen,” siger Product Owner Claus Osmund, KOMBIT til KIT-Magasinet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Digitalisering, Socialøkonomi, STAR





































