Lille Artem er tosproget, hans forældre kommer fra Ukraine, og Artem går i børnehave i Aars, og i første afsnit TV2’s dokumentarprogram ”Eksperimentet med vores børn” følger kameraerne ham en hel dag i institutionen Markvænget.

Syv timer og otte minutters optagelse er der med Artem, og i løbet af den tid har han seks minutters voksenkontakt, hvor en voksen taler med ham eller gør noget med ham, som kvalificerer til det, en ekspert i udsendelsen kalder ”god og udviklende voksenkontakt”.

Ikke en eneste gang viser TV-optagelserne, at Artem leger med andre børn. Man sidder tilbage med en mistanke om, at det er vel optimistisk at kalde Arten tosproget, og en tvivl på, hvad nytte det gør for Artems integration, at han går i Markvænget.

Det er ikke nødvendigvis bedre for de étsprogede børn, i hvert fald ikke hvis de er stille børn, for lille Merle når i løbet af fem timer og 30 minutter ikke op på mere end 17 minutters voksenkontakt. ”Forfærdende”, siger eksperten, Grethe Kragh-Müller fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Et kæmpe gab mellem virkeligheden og normeringerne

Vi får også forklaringen: Der er et kæmpe gab mellem de officielle normeringer og virkeligheden, et gab som består af ikke planlagt eller medregnet fravær til møder og sygdom.

I Danmark er der i gennemsnit 6,2 børn pr. voksen i daginstitutionerne, får vi at vide. Men fravær til det ene og det andet betyder, at institutionen Unoden i Viborg i gennemsnit for hele året har haft 10,75 børn pr. voksen. Angiveligt tager normeringerne heller ikke hensyn til lange åbningstider. Vi får samtidig at vide, at et rundspørge til andre institutioner landet over viser, at tallet fra Unoden er ganske typisk.

TV2-dokumentaren gør indtryk, fordi man her har droppet de skjulte kameraer; der er ingen røvere og soldater over programmet, som er blevet til i samarbejde med institutioner og forældre. Der er heller ikke tale om særligt dårligt fungerende institutioner; tværtimod får vi at vide, at det er institutioner, som forældrene er glade for og kommunen regner for velfungerende.

Men enkelte indvendinger presser sig alligevel på. Har det altid været sådan; har der altid været dette svælg mellem papirnormeringer og realbemandinger? Og er der andre måder, man kunne tilrettelægge arbejdet og dagligdagen på?

Det er der dog ikke lagt op til. Anden del af programmet vil angiveligt vise os, hvad der sker, hvis man øger den faktiske bemanding.